Kapitel 3

KAT POV

Jeg kan ikke tro, at Izzy er her. Jeg har savnet hende så meget de sidste to år. Hun ville rejse. Hvem kunne bebrejde hende? Hun har været igennem så meget de sidste ti år.

Jeg vidste, at lavendel og salvie i hendes værelse ville slå hende og Puna ud som en sten. Jeg har brug for, at hun hviler sig, men også er sikker.

Han har været udenfor, lurende i skyggerne, og set hende komme hjem.

Jeg går ud ad døren og låser den. Jeg ved, at han stadig kigger. Han vil se hende. Men hun hader ham så meget for at have forladt hende og for det, han gjorde mod hendes mor. Jeg går ned ad indkørslen og ser ham stå til højre for mig.

"Hun ligner Lucy," siger han.

Jeg ser på ham og giver ham et bistert blik. Selvom han er Izzys far, er det, han gjorde, utilgiveligt. Jeg kan heller ikke lide ham efter alt det lort, han udsatte min søster for. "Du burde ikke være her; hun vil ikke se dig," siger jeg. "For resten, hun mødte din søn, og han bad om at komme til festen i aften, men hun nægtede blankt," snerrer jeg tilbage.

"Jeg hørte, at hun bestemt følger Lucy med sin kampgejst," siger han.

"Stop med at sige min søsters navn; du har ingen ret til at sige det," snerrer jeg ad ham og går udenom ham.

Han ser såret ud. "Kat, vær venlig, du ved, hvad der skete?" siger han med skyld i stemmen, "Jeg havde intet valg i sagen."

Jeg vender mig hurtigt om for at stå ansigt til ansigt med ham. Jeg knurrer; min panter vil rive ham en ny røv, hvis han ikke holder kæft. "Du har noget af en frækhed at sige det. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Izzy ved mere om, hvad der skete," siger jeg. "Også, du skal holde dig væk; hun hader dig virkelig, ja, mere som afskyr dig. Hvad angår din SØN, hun kender ham ikke eller den datter af din, så hvis jeg var dig, ville jeg holde dem væk fra hende for nu."

Han ser ned på mig med et tomt udtryk. "Kat, vær venlig, jeg vil gerne kende min datter," siger han.

"Graham," siger jeg med afsky i stemmen, som om hans navn er gift at sige, "hold dig væk, jeg advarer dig nu. Du, den mage af din, dine børn, og også den gamle Alfa, du valgte over din familie, må hellere lade hende være, ellers kan du blive overrasket over, hvad hun kan gøre. Hun har været igennem mere, end nogen af jer ved," siger jeg og indser, at jeg har sagt for meget.

"Hvad mener du? Hvad har hun været igennem?" siger han, hans ansigt viser chok, men han kommer sig hurtigt. Som fanden om jeg fortæller ham det; det er ikke min historie at fortælle.

Jeg vender mig og går; caféen er kun rundt om hjørnet fra det hus, jeg bor i.

"Kat, fortæl mig det, vær venlig," råber han og følger efter mig. Jeg åbner døren til caféen; det er lukketid. Nå, vi lukker tidligt, da alle skal til ceremonien.

Alice, der står bag disken, har et smil på læben, da jeg går ind, men det forsvinder hurtigt, da hun ser Graham. Hun hader ham også.

"Kat," siger han, "du kan ikke holde sådan noget skjult for mig. Hun er min datter."

Jeg har fået nok af den idiot. Han har aldrig bekymret sig om Izzy de sidste ti år. Jeg bor kun her igen på grund af Alice.

Jeg vender mig om og står ansigt til ansigt med ham.

"Hør godt efter, din skiderik, du har aldrig været en del af hendes liv. Jeg behøver ikke fortælle dig en skid. Du kom aldrig tilbage for hende, selv de gange jeg sendte dig beskeder. Du er ikke og vil aldrig være hendes far," siger jeg med en hvæsen. "Jeg måtte opdrage hende og Alice helt alene, din nar, uden nogen støtte fra dig. Vil du lære Izzy at kende? Så kom herind og tal med hende, eller endnu bedre, vent til hun vil tale med dig, hvilket jeg kan fortælle dig nu, aldrig vil ske."

Jeg kan mærke hans skam strømme af ham, men før jeg kan sige mere, træder hans søn Dale ind med den nye Alfa, Blake.

De ser begge på os, Dale indser spændingen og sandsynligvis situationen foran ham. "Far, hvorfor er du her?" spørger han og kigger mellem mig og sin far.

Hans far samler sig og presser læberne sammen i en hård linje på sit ansigt.

"Kat, hvad betyder det her?" siger den unge Alfa.

Jeg ser på dem alle, dumme ulve.

"Hun fortalte bare denne idiot, hvor han skulle gå hen og ikke komme tilbage," siger Alice, da hun kommer og står ved siden af mig.

Der lyder en høj knurren. "Vis ikke respektløshed foran mig, kat; jeg vil dræbe dig," siger han gennem sammenbidte tænder.

Alice slipper en knurren igennem, "Du kan være Alfa. Jeg kan være en del af flokken, men du skal ikke spørge min mor om noget, der ikke vedrører dig," siger hun.

Jeg vil ikke have, at hun kommer i problemer, men jeg stirrer på Blake. "Jeg beder Graham om at gå; det er ikke det bedste tidspunkt at være her, især nu," siger jeg.

Graham og Dale står på hver sin side af Blake, men jeg har en ting mere at sige: "Her er kagerne til ceremonien; gå nu," siger jeg gennem sammenbidte tænder. "Og Alfa, taler du sådan til min datter igen, vil du se, hvad en kat kan gøre."

Han ser på mig forbløffet et øjeblik. Jeg har aldrig ladet min vrede løbe så meget af med mig, og han kendte mig før han tog af sted for at træne flokkene.

"Kat, jeg bliver snart den nye Alfa, vær venlig," siger han.

Jeg ser på Graham og Dale "I to kommer ikke herind, når Izzy er her, hører I mig!" siger jeg, men jeg kunne ikke forhindre den høje snerren, min panter slipper ud. "Jeg mener det; jeg vil rive jer en ny røv, hvis I kommer herind og laver ballade. Hun vil ikke kende jer."

"Du kan ikke forhindre mig i at se min datter," siger Graham.

Men klokken ringer på døren til caféen. Jeg ved, hvem det er; hendes duft fylder caféen.

Graham spænder.

Åh lort, hun er ikke glad.