KAPITEL 118: KALD MIG PESSIMISTISK

Efter morgenmaden samles vi som sædvanligt i balsalen.

Man skulle tro, at jeg havde spedalskhed med den måde, pigerne holder afstand og håner mig på. Ikke at jeg gider bekymre mig om det.

De eneste meninger, der betyder noget, er Elizas og Laras, og jeg er for optaget af at planlægge den svære sam...

Log ind og fortsæt med at læse