Kapitel 6 Babyen er væk

Zachary fik også øje på Sophia.

Paula, der lå beskyttende i hans arme, opfangede hans korte øjebliks fravær.

Hun strammede grebet om Zacharys markerede talje og gemte ansigtet mod hans bryst.

"Zachary, jeg er så bange!"

Der var en tydelig skælven i Paulas stemme. Hun var åbenlyst rystet over kaosset omkring dem.

Zachary blev revet tilbage til nuet og fik hurtigt ført hende væk fra festsalen.

Da de endelig fik klemt sig ud og kunne trække den friske luft ind udenfor, stod mange med hånden for brystet og udbrød, hvor skræmmende det hele havde været.

Paula klamrede sig til Zachary og sagde med et strejf af tilfredshed: "Zachary, hvor er vi heldige. Vi var tæt på at blive fanget derinde."

Men Zachary lyttede ikke. Inde i ham blev blikket i Sophias øjne ved med at gentage sig.

Hendes blik havde været fyldt af skuffelse og kulde, helt anderledes end de milde, varme øjne, han huskede.

Efter et kort øjebliks pause løsnede Zachary sig fra Paula og satte i rask gang tilbage mod festsalen.

Paula greb straks hans arm igen. "Zachary, er du blevet vanvittig? Der er brand derinde! Køkkenet kan eksplodere når som helst, og med alle de mennesker bliver du trampet ned, hvis du går imod strømmen!"

Jo mere Paula talte, jo koldere blev Zacharys hjerte.

Han skubbede hende væk. "Vent her!"

Uden et ord mere trådte Zachary tilbage ind i festsalen uden at tøve.

De fleste var allerede sluppet ud, mens andre stadig sad fast i en prop ved indgangen. Jo mere panisk de pressede på for at komme ud, jo mere låste det hele sig.

Zachary fik med nød og næppe kæmpet sig ind. Hvid røg fra køkkenet var begyndt at fylde salen og slørede næsten helt hans udsyn.

Han måtte glemme al værdighed og råbe Sophias navn alt, hvad han kunne.

På vejen stødte han på flere bekendte, men Zachary havde ikke tid til høfligheder.

Hvert sekund, han tøvede, var et sekund mere, hvor Sophia var i fare.

Og i en situation som denne kunne det være skæbnesvangert.

"Sophia, hvor er du?" Fortabt i den hvide røg blev Zachary desorienteret, som om han gik i ring.

"Jeg er her."

Efter tre-fire minutters søgen hørte Zachary endelig Sophias stemme.

Den var svag, som om den knap nok blev presset frem.

"Bliv ved med at tale, jeg kommer og finder dig!"

Han fulgte den spinkle lyd og fandt til sidst Sophia knælende på gulvet.

Hendes pande var fugtig af sved, og hendes omhyggeligt satte hår hang nu ind mod kinderne. Hun var fuldstændig forpjusket.

"Rejs dig op!" Zachary rakte ud for at trække Sophia på benene, men hun skubbede svagt hans hånd væk.

"Midt i alt det her—står du stadig og skaber dig?" Zachary rynkede panden. Hans stemme var presset og fyldt af bekymring.

Sophia rystede let på hovedet. Hun havde ikke engang kræfter til at tale.

En skarp smerte i underlivet fik hende til at føle, at hun når som helst kunne besvime.

Hun havde næsten fået rejst sig før, men var blevet slået omkuld igen af menneskemængden, der stormede mod udgangen.

To sammenstød lige efter hinanden havde forvredet hendes ankel og efterladt hendes mave med en dunkende, sløv smerte, som om nogen havde slået hende igen og igen.

Først dér forstod Zachary, at noget var galt. Han fulgte Sophias blik nedad.

Den lyslilla kjole var dækket af fodaftryk, og under Sophia havde der dannet sig en lille pøl af klart, rødt blod.

Zacharys pupiller udvidede sig i chok.

Sophia var gravid!

Da det gik op for ham, slog angsten op i ham igen.

Men efter et øjebliks panik strejfede en anden tanke hans sind.

Faren til barnet var ukendt, og Sophia havde nægtet at fortælle ham, hvem det var.

Det, der skete med hende nu, lignede en spontan abort.

Hvis barnet var gået tabt i ulykken, ville Sophia så stadig insistere på at forlade ham?

Sophia blev helt slap i hans arme, rullede med øjnene, og så forsvandt bevidstheden fuldstændigt.

Efter et kort øjebliks overvejelse rejste Zachary sig.

...

Den skarpe lugt af desinfektionsmiddel fortalte Sophia præcis, hvor hun var.

Hun kæmpede for at åbne øjnene og blev mødt af intet andet end et skærende, hvidt syn.

Halsen føltes, som om den var skrabet rå med sandpapir; selv det mindste forsøg på at få en lyd frem sendte en stikkende smerte gennem stemmebåndene.

Ved siden af hospitalssengen trak en sygeplejerske medicin op i en sprøjte.

Sophia prøvede at skubbe sig op i sengen.

Sygeplejersken satte hurtigt sprøjten fra sig og skyndte sig hen for at hjælpe Sophia op at sidde.

"Hvad er der sket med mig?" Hovedet hamrede stadig. Sophia huskede kun, at den sidste, hun havde set, før hun besvimede, var Zachary.

Sygeplejersken rakte hende et glas vand og hjalp hende med at tage en slurk. "Du indåndede for meget giftig røg på stedet, og du blev også fanget i trængslen."

Sophia samlede sig og lagde instinktivt en hånd på den nederste del af maven.

"Hvad med min baby?"

Hun huskede stadig den skarpe, synkende smerte i maven, lige før hun gik ud.

Det kunne ikke bare have været indbildning.

Sygeplejerskens blik flakkede. "Barnet er væk. Du skal prøve at holde humøret oppe—du er stadig ung, og du får masser af chancer for at få børn i fremtiden."

Den blide trøst føltes som at rive en sårskorpe af, lige som den var ved at sætte sig, og blotlægge det rå, blødende kød nedenunder.

Sophias øjne sitrede.

"Hvilken indsprøjtning var du ved at give mig?"

Sygeplejersken kastede et nervøst blik tilbage, og stemmen rystede en anelse. "Åh, den? Det er forberedelse til en udskrabning. Da du fik en spontan abort, kom alt ikke ud, så der er stadig noget væv fra moderkagen, så..."

"Jeg var kun en måned henne. Ville der allerede være moderkagevæv?" spurgte Sophia med en forbløffende klarhed.

Sygeplejerskens mistænkelige opførsel gjorde Sophia mere og mere urolig.

Hvis barnet allerede var væk, hvorfor havde de så ikke gjort det, mens hun var bevidstløs?

Ville hospitalet ikke være bekymret for komplikationer, når man ventede?

Sygeplejersken stod helt uden svar.

Sophia tvang et smil frem.

"I er jo fagfolk. Følg bare jeres normale procedure."

"Jeg har lidt ondt i hovedet. Vil du være sød at tilkalde en læge, så han kan se, hvad der er galt med mig?"

Det var en ung sygeplejerske, og Sophia greb hendes hånd, som om det var af ren desperation. "Jeg har så ondt lige nu, at jeg næsten ikke kan holde ud."

For at understrege det hostede Sophia med vilje et par gange og lod, som om hun var ved at kollapse.

Den unge sygeplejerske havde aldrig stået i den slags situation før og gik straks i panik. Hun styrtede ud for at finde den ansvarlige læge.

Men da hun kom tilbage, var patienten, der burde have ligget roligt i sengen, ingen steder at se.

Imens gemte Sophia sig i hospitalets trappeopgang med et mundbind på og hev efter vejret.

Foden sendte stadig jagende smerter op gennem benet. Med sin forslåede krop slæbte Sophia sig skridt for skridt mod udgangen.

Hun nægtede at tro, at hendes barn bare var væk sådan.

Og endnu mindre stolede hun på den sygeplejerske, der ikke engang kunne lyve overbevisende!

Da hun endelig var kommet ud, prajede Sophia en taxa.

Hun sank tilbage i sædet, forsøgte at få vejret igen og sagde: "Evergreen Hospital!"

Selv hvis barnet var væk, måtte hun få det bekræftet med egne øjne.

Hun strøg let hen over maven, og blikket blev mere og mere beslutsomt.