Turen

Ivery Clark – POV

Så pinligt!

Jeg stoppede ikke med at løbe, før de dæmpede stemmer og skridt forsvandt bag mig. Mine ben brændte, og hjertet hamrede, men det var ikke anstrengelsen, der fik mig til at hive efter vejret. Jeg pressede ryggen mod den kolde stenvæg i gangen og prøvede at få styr på den hvirvelvind, der rasede indeni.

Hvad i alverden tænkte jeg på? Jeg kneb øjnene sammen og støn­nede lydløst. Så pinligt.

Jeg holdt op med at gå frem og tilbage, greb om nakken og så ned mod enden af gangen. Det her er ikke dig, sagde jeg til mig selv. Jeg var ikke impulsiv, hensynsløs eller afhængig. Jeg var ikke sådan en, der kastede sig for fødderne af en mand, som—hvad? En fremmed?

Ikke tale om.

Næste dag

Vinterens kolde lys sivede ind gennem de tynde gardiner og lagde sig i matte striber hen over den slidte sofa.

Jeg sad krøllet sammen i den og holdt om et krus te, der for længst var blevet lunkent. Det var ligegyldigt; teen trøstede mig ikke mere, end det tykke tæppe, jeg havde viklet om mig.

“Stadig i gang med at tænke på dem?” Bellas stemme brød stilheden.

Jeg bed mig i læben. Inde i hovedet kørte scenen i ring uden ende—de glitrende lys til forlovelsesfesten, klirren af champagneglas og lyden af John, der lo ved siden af Fayre.

Hendes hånd i hans, min hånd tom. Hans øjne, der funklede for hende, som om mine aldrig havde betydet noget.

“Ivery, du er nødt til at give slip. De er ikke det værd—ingen af dem. Slet ikke John. Og du ved, Fayre lever af at vide, at hun har såret dig.”

Bella, min bedste veninde, skubbede maden til side og rakte ud efter min hånd. “Jeg ved det, og det er ondt. Men du kan ikke blive ved med at drukne i det her. Du lader ham stjæle endnu mere af din tid og din glæde. Synes du ikke, du har givet den mand nok?”

Jeg sank klumpen i halsen og så væk. “Det handler ikke om ham, Bella. Det handler om, hvor meget tid jeg spildte, hvor mange muligheder jeg lod gå forbi for en mand, der aldrig så mig som sin.”

“Efter far døde, måtte min bror Rowan tage alt for meget på sig alt for tidligt. Han arbejdede to jobs bare for at holde os mætte. Og jeg…” Min stemme knækkede. “Jeg fokuserede kun på John. Gav alt, jeg havde, for at se ham få succes. Jeg håbede alt for meget på ham, Bella. Men nu er alt væk. Jeg har svigtet alle.”

“Kom nu, Ivery, der er stadig tid. Du er kun nitten, dit liv er ikke slut.” Bella lænede sig tilbage, og et lille skævt smil trak i hendes mundvig. “Ved du, hvad du har brug for? En pause. En tur væk fra alt det her.”

“Jeg har en voucher til en rejse. Jeg kan ikke tage afsted, fordi jeg har min fars arbejde, jeg skal tage mig af, men du kan tage afsted og få lidt tid for dig selv.”

Jeg stirrede på hende, usikker på, om hun mente det. “En rejse?”

“Ja. Jeg mener det. Du har brug for det. Livet er ikke meningen, at det kun skal handle om at overleve, Ivery. Og måske, mens du går og suger lidt D-vitamin til dig, begynder du at se tingene anderledes.”

Det var svært at forestille sig at forlade den kokong af fortvivlelse, jeg havde pakket mig ind i, men et sted dybt inde tændte Bellas ord en lille gnist. Måske havde jeg brug for at komme væk—fra smerten, minderne, den kvælende fortrydelse.

“Okay,” sagde jeg lavt og overraskede næsten mig selv. “Jeg tager afsted.”

Bellas smil strålede. “Godt. Du kommer ikke til at fortryde det. Det lover jeg.”

For første gang i ugevis sneg en spinkel stribe håb sig ind i mit hjerte og kæmpede mod den seje, vedvarende smerte af forræderi. Måske ville en pause ikke viske alt ud, men den kunne måske give mig styrken til at bygge det op igen.

I lufthavnen

"Okay, her er billetten! Hyg dig, Ivery. Giv din sjæl lidt tid." kvidrede Bella og skubbede mig i retning af rulletrappen.

Jeg trak et tungt suk og gjorde mig klar til at gå om bord. Bella havde booket en plads på business class til mig.

"Værsgo, denne vej, frue..." Flyvertinden smilede til mig. Jeg ved ikke, hvordan tiden kunne gå så hurtigt. Jeg var helt omtåget. Jeg kunne stadig ikke få sorgen ud af kroppen, den åd mig op som en sygdom.

Da vi nåede frem, tog jeg en taxa.

"Frue, hvor vil du hen? De har ikke sagt destinationen," afbrød chaufføren mine tanker.

"Til Ritzz Resort, tak," fik jeg fremstammet mellem mine vejrtrækninger, mens jeg forsøgte at falde ned.

Da jeg var fremme, betalte jeg og blev stående med åben mund.

Resortet lå midt i frodig jungle og bød på en udsigt til bjergene, der næsten ikke virkede virkelig.

På den anden side kunne jeg ane en privat strand, som skabte et afsondret, øde-ø-paradis.

Det var som himlen.

"Velkommen til resortet! Kom med her..." sagde en kvindelig medarbejder muntert, mens hun lagde en krans af orkidéer om min hals.

Resortet var virkelig smukt. Sandet under mine fødder føltes blødt og beroligende.

"Velkommen til Ritzz Resort. Lad mig lige finde det værelse, der er tildelt Dem." Den ældre kvinde smilede høfligt til mig.

"Ja... ja, tak." Jeg fulgte efter hende hen til skranken.

"Deres søde navn?"

"Ivery Clark."

Den ældre kvinde kiggede på computeren. "Åh ja, der er en reservation i Deres navn."

Så tog hun et nøglekort frem og skubbede det hen til mig. "Hvis De går til venstre og drejer, så finder De det. Hav en fortsat god dag."

Jeg nikkede og tog nøglekortet. Til venstre og dreje. Det kan jeg godt.

Værelset var så smukt. Badekarret var enormt. Ude fra altanen kunne jeg se bjerge og skov og en vid, åben strandstrækning.

Mine tanker blev ved med at kredse om den sexede mand, jeg mødte ude på toilettet. Jeg håber, han glemmer mig. Og hvor meget jeg selv har lyst til at glemme ham.

Jeg tog en lur, og da jeg vågnede, var det allerede mørkt. Den lyseblå stribe ude ved horisonten var helt forsvundet. Himlen lå under et tæppe af nat.

Nu var vandet som et sort, bundløst rum, der strakte sig ud, til øjet ikke kunne følge med. Jeg besluttede at gå en tur langs stranden for at få ro i hovedet.

Uden at jeg rigtig opdagede det, var jeg kommet helt ud til den fjerne ende af stranden.

Pis, hvornår er jeg nået herud? Jeg har været alt for fraværende på det sidste.

Idet jeg vendte mig, blev en sort sæk trukket ned over mit hoved og strammet smertefuldt om kraniet. Hvad fanden!?

Jeg kunne ikke se noget, og panikken slog ned i mig med det samme. "Ahhhh!!!"

Mine arme blev vredet om på ryggen så hurtigt, at jeg troede, de blev revet ud af led.

En voldsom smerte eksploderede, og jeg skreg af rædsel, mens min varme ånde inde i sækken føltes, som om den allerede var ved at kvæle mig.

Et andet sæt hænder greb fat i mine ben. Jeg begyndte at sparke vildt, prøvede at vride mig fri. Pludselig mærkede jeg et tungt slag mod kraniet, og alt blev sort.

Alt omkring mig var så mørkt og tåget.