Den Sande Arvinges Tilbagevenden: Hendes Fantastiske Comeback

"Her er ti tusind kroner. Fra nu af er du færdig med Martinez-familien," sagde Benjamin Johnson.

Adeline Vanderbilt stirrede på Benjamin Johnson, som smilte som om han lige havde vundet i lotto. Hendes ansigt var udtryksløst, som om hun var ligeglad. Martinez-familien, som havde opdraget hende i over tyve år, havde fundet deres rigtige datter, Stella Martinez, og nu ville de betale hende for at afbryde forbindelsen.

Hun kastede ikke engang et blik på pengene. I stedet greb hun sin rygsæk, som var blevet smidt ud i regnen. Hun var kommet med kun den rygsæk, og hun forlod Martinez-palæet med kun den.

Inde i palæet var der kram og latter, som en klichéfyldt familiefest. De hånlige stemmer blev højere, som om de ville sikre sig, at hun hørte hvert ord.

Det havde regnet hele natten i Eldoria. Hun stod der, gennemblødt, men hun så ikke ud som om hun var i opløsning.

En taxa rullede op til indgangen til et ret gennemsnitligt kvarter. Adeline, nu smidt ud af Martinez-familien, var tilbage ved sit sted. Dette kvarter kunne se almindeligt ud, men det var fyldt med skjulte perler.

Naboerne hilste hende som en længe savnet ven.

En frugthandler, grinende, spurgte om hun havde spist og rakte hende en kyllingelår fra sit bord, mens han lod som om han skældte ud, "Hvor har du været? Troede du havde forladt os. Hvis du ikke dukker op snart, giver mine ben op."

Adeline smilede, følte sig lidt rørt, og tog kyllingelåret.

En anden nabo stemte i, "Ja, Adeline. Nogle gange ryster mine hænder, når jeg holder en kop." Adeline smilede og sagde, "Det er okay. Tag det roligt."

Hun stod på torvet og så de gamle folk snakke sammen.

Hun elskede det her sted. Hun vidste, at de mennesker, der gik på pension her, var noget særligt. Som kvinden der gav hende kyllingelåret – hun var nu i lærebøger.

Hun bekymrede sig ikke om deres fortid. For hende var de bare varme, omsorgsfulde mennesker.

Endelig huskede hun at minde dem om at gå tidligt i seng, ikke at blive oppe sent og se tv, og at forblive energiske.

Hvem skulle have troet, at disse folk, som havde gjort så meget for landet, ville lytte til en ung kvinde? De havde været der for nationale kriser og hjulpet med at opbygge nationen.

Daniel Brown så hende og lyste op, "Adeline, du er tilbage! Ingen kan håndtere denne flok som dig. Jeg har holdt øje med dit sted."

Adeline smilede og sagde, "Tak, Daniel."

Hun var altid høflig. Udover at takke ham, spurgte hun til hans helbred. "Daniel, kom forbi mit sted, når du kan. Jeg vil give dig et ordentligt tjek."

Daniel, stadig smilende, sagde, "Tak, Adeline. Du skal blive her. Vi har alle brug for dig. Uden dig kan jeg ikke holde styr på denne gruppe. De lytter kun til dig."

"Jeg forlader ikke igen," sagde Adeline, hendes stemme fast.