KAPITEL TRE: ANDERSON HIGH SCHOOL.

Ariel havde lige taget et forfriskende bad og var på vej til sit værelse, da hun så Ivy sidde på hug med armen strakt ud mod hendes rygsæk.

"Hvad laver du?" spurgte Ariel mistænksomt.

"Ingenting, virkelig. Jeg kom for at sige godnat til dig, da jeg... jeg fandt dine ting spredt overalt, så jeg var lige ved at hjælpe med at samle dem op," svarede Ivy rystende.

"Ooooh..." trak Ariel ud.

"Hvis der ikke er mere, går jeg tilbage til mit værelse," sagde Ivy, mens hun skyndte sig ud af rummet.

Ariel gik tilbage og undersøgte tingene, der lå overalt. Hvis hun huskede rigtigt, var Ivys hånd strakt ud mod rygsækken. Hun fulgte retningen og, ganske rigtigt, så hun jadevedhænget skinne klart. Hun forstod pludselig.

Det var rigtigt. Det jadevedhæng havde hun fået af sin bedstemor, før hun gik bort. Det var mystisk. Hendes bedstemor havde rådet hende til at holde det sikkert, hvor ingen kunne få adgang til det. Hun havde været for skødesløs til at huske sådanne dyrebare ord. Vedhænget var næsten blevet stjålet. Ariel tog vedhænget og studerede det nysgerrigt. Inde i det kunne man se en antydning af skarlagenrød. Vedhænget udsendte også en varm følelse, der var så behagelig. Hvorfor var vedhænget så vigtigt? Hun planlagde at afsløre mysterierne omkring det en dag. Hun lagde vedhænget i en boks og låste det med kryptering. Det var en række koder, som kun hun forstod. Hun var lige ved at sove, da hendes telefon ringede. Da hun så opkalder-ID'et, gned hun træt sine tindinger. Hun kunne mærke en hovedpine komme. Da hun trykkede på svar-knappen:

Sky: "Hej chef, hvordan har du det? Jeg hørte, at du er vendt hjem. Hvordan går det? Behandler de dig godt? Chef, jeg savnede dig buhu..."

Ariel: "Hvis der ikke er mere, lægger jeg på."

Sky: "Chef, vent lige-"

Kun en bibbende lyd kunne høres.

"For pokker! Chefen er en strigle. Hun lod mig ikke engang udtrykke mig. Suk." klynkede Sky.

"Jeg kunne mærke, at hun ikke er i godt humør, hun kontakter os, når alt er i orden," beroligede Rick Sky.

"Det er rigtigt. Det vil hun helt sikkert." de andre brødre nikkede enstemmigt.

Ariel sukkede. Blev hun behandlet godt? Selvfølgelig ikke. Hun blev behandlet som luft. Denne situation syntes at matche begivenhederne i drømmen. Apropos, to uger efter hendes bedstemors død havde hun en meget mærkelig, men levende drøm. I drømmen så hun sig selv blive dårligt behandlet af hvert familiemedlem, hun stødte på. I skolen ødelagde Ivy hendes ry ved at sprede ondskabsfulde rygter om, at hun solgte sin krop og havde flere sugar daddies. Hun hyrede også gangstere til at banke hende og voldtage hende, mens de optog hele processen og spredte det på internettet. Hjemme, når hun forsøgte at glæde sine brødre, kaldte de det altid imitation og hykleri. Hendes forældre døde i en bilulykke på vej hjem fra firmaet. Interne magtkampe begyndte straks efter deres død. Ivy fik på en eller anden måde fat i de fire brødres aktier. Hun formåede ikke at få Cliffs, da hun var oppe imod ham. Hendes bror Amando, som var i underholdningsindustrien, blev fanget i en voldtægtsskandale og blev smidt ud af underholdningsindustrien for altid. Han faldt i depression og begik senere selvmord. Aaron, den fjerdefødte, var involveret i en bilulykke under en racerkonkurrence og døde på stedet. Den næstfødte Craig, den berømte advokat, blev anklaget for at modtage bestikkelse og diskrimination under retsforfølgelser, og derfor blev han frataget sin titel som advokat og idømt livsvarigt fængsel. Cliff blev forrådt af sin sekretær, så han mistede alle sine forretninger på kun to dage. Ariel, derimod, sled hårdt for at få enderne til at mødes for de overlevende familiemedlemmer, mens Ivy levede i luksus og giftede sig med en rig forretningsmand. Drømmen syntes alt for virkelig, især da tingene begyndte at manifestere sig præcis som i drømmen. Hun måtte gøre noget for at beskytte sig selv og sin familie.

Den følgende dag vågnede Ariel og gjorde sig klar til at rapportere til sin nye skole. Det var den samme skole, som Ivy gik på. Anderson Gymnasium var kendt som en eliteskole, da alle, der gik der, kom fra aristokratiske familier. Den anden gruppe, der kunne studere der, var de fattige elever, der fik stipendier gennem gode præstationer. De to, (Ivy og Ariel) steg ind i Hovstad-familiens bil og kørte mod skolen. Turen til skolen var behagelig, da ingen talte. Ariel gik direkte til rektorens kontor med hjælp fra sekretæren, mens Ivy gik direkte til sin klasse. Rektoren var ikke til stede, så Ariel blev bedt om at vente. Mens hun sad der, kom vicerektoren for at tage sig af hende efter rektorens instruktioner, da han ville blive forsinket. Vicerektoren kiggede på hende med afsky. Da opkaldet kom direkte fra rektoren, var han sikker på, at Ariels forældre havde trukket i nogle tråde. Han havde gennemgået hendes tidligere præstationsresultater, og de var ikke lovende. Han kaldte lærerne for den klasse, hun skulle tildeles, og spurgte:

"Hvem skal tage den nye elev?"

"Undskyld mig, hr., jeg har en klasse, og jeg er forsinket." læreren for spor A undskyldte sig og løb ud, som om hun blev jaget af en hund.

"Jeg kan ikke tage hende, hun vil trække vores gennemsnitlige score ned, jeg er ked af det." Den for spor B sagde undskyldende.

Klasselæreren for spor C var stadig i klassen, så den eneste, der var tilbage, var spor D's lærer, hr. Roy, som med glæde accepterede Ariel i sin klasse. I den klasse, Ariel blev indskrevet i, var der fire spor. Spor A var for de fremragende præstationer, som Ivy. Spor B var for dem, hvis præstationer blev anset som gode. Spor C var gennemsnitlige, mens spor D var de dårligste præstationer og havde urolige elever.

"Hej elev, mit navn er Roy, hvad med dig?" hilste hr. Roy hende.

"Hej, jeg hedder Ariel Hovstad."

"Wow, hvem er den engel!"