KAPITEL OTTE: SÅNING AF UENIGHED
"Ariel…" Ivy mumlede navnet, hendes stemme fyldt med enormt had. Hun kiggede rundt i klassen og bemærkede, at folk gav hende mærkelige blikke. Nogle var fyldt med skadefryd, mens andre var fyldt med hån. Ivy følte sig så kold, som om hendes krop var blevet nedsænket i en is kælder. Følelsen var meget ubehagelig og overvældende.
"Ivy, Ivy!" Ivy følte nogen tappe hende, hvilket fik hende til at vågne fra sin dagdrøm.
"Hva'?" Hun vendte sig om og kiggede på sin bordkammerat, der kiggede tilbage på hende i forvirring.
"Er du okay? Jeg blev ved med at tale til dig, men du var så fordybet i dine tanker," forklarede hendes bordkammerat Yvonne.
"Åh, jeg har det fint. Jeg går lige på toilettet først." Ivy undskyldte sig og gik hurtigt.
Phew! Yvonne trak et lettelsens suk. Lige før, da hun mødte Ivys forvrængede ansigt og ondskabsfulde øjne, følte hun næsten, at hun stod ansigt til ansigt med et monster. Men da hun vendte sig om for at kigge på hende igen, fandt hun, at hendes ansigt var vendt tilbage til normalt. Hun tvivlede endda på sig selv. Måske spillede hendes øjne hende et puds igen?
"Jeez! Så du, hvor forvrænget hendes ansigt var?" spurgte en klassekammerat, der rystede ubevidst, efter Ivy havde forladt klassen.
"Ja, det var fandeme skræmmende! Kunne hun have haft en maske på hele tiden?" Spurgte en anden fyr fra bageste række forvirret.
"Det er hendes egen skyld, hun har altid været alt for selvglad." Jessie, en svorne fjende af Ivy, hånede glædestrålende. Ja, fra begyndelsen har Jessie altid haft følelsen af, at Ivy bruger en maske for at få, hvad hun vil. Hun virkede så forstilt, vant til at spille ynkelig hele tiden. Jessie hadede forstillede mennesker mest.
Ivy, som løb ind på toiletterne og smækkede døren i. Hun kiggede på sit forvrængede ansigt med en ondskabsfuld udtryk i spejlet, og så skreg hun af sine lungers fulde kraft. Da hun var færdig med at lufte ud, vaskede hun sit ansigt og justerede sin forvrængede udtryk til et normalt. Pludselig fik hun en idé. Hun smilede ondskabsfuldt.
"Ariel, bebrejd mig ikke, for at komme af med dig, må jeg ødelægge dit ry." Sagde hun, mens hun smilede. Ivy havde haft lyst til at få Ariel til at forsvinde fra skolen i nogen tid.
Mens eleverne var i klassen, spredte en tråd sig langsomt på skolens forum. Den blev postet af en anonym konto. Dette var indholdet af opslaget:
"Ariel, den nyudnævnte skolepige, viser sig at være den unge frøken fra den berømte Hovstad-familie i Ocean City. Det siges, at hun blev sendt til landet som femårig, fordi hun blev betragtet som en ulykkesfugl. På landet fortsatte hun med at skabe problemer på hver skole, hun blev indskrevet i. Med hendes dårlige præstationer og at slå elever, blev hun altid tvunget til at skifte til forskellige skoler. Sikke en ballademager! Det betyder også klart, at hun er Ivys søster. Hvorfor tror I, hun skjulte det faktum for folk? Desuden, med hendes karakterer, tror I, hun er kvalificeret til at komme ind på den mægtige Anderson gymnasium?"
Denne tråd forårsagede pludselig en sensation på hele Anderson Gymnasium.
Flow med Vinden: Tsk, tænk at jeg engang så hende som min gudinde. Hun er så afskyelig.
Din Mor: Hmpf, hvem vidste, at hun var sådan en person? Jeg føler mig ulækker bare ved tanken om hende.
Søde Kat: Hey, betyder det, at hun kom ind på Anderson Gymnasium gennem bagdøren?
Lassie: Selvfølgelig, hvordan ellers?
Dukke: Folkens, hvad nu hvis det bare er et rygte? Jeg tror ikke, hun er sådan en person.
Flow med Vinden: Hey @Dukke, er du sendt af hende eller hvad? Hvad er dit forhold? Hmpf, skrid, ungen!
Maya, hvis bruger-ID var Dukke, blev så vred, at hendes næsebor udvidede sig. Hun forsøgte bare at tale for Ariel, hendes sidemakker. Hvorfor bandede folk ad hende? Hun loggede vredt ud og besluttede sig for at tage en lur ved sit skrivebord, men ikke før hun kastede et blik på den sovende Ariel til venstre, som stadig var uvidende om stormen på skolens forum.
I strøm A var folk samlet omkring Ivy, og hun var så glad, da hun altid havde ønsket at være den eneste i rampelyset. Hendes læber krøllede op i stolthed.
'Se? Hun skulle bare vifte med fingeren, og alle ville beundre hende,' tænkte hun indbildsk.
"Ivy, hvorfor fortalte du os ikke, at Ariel var din søster?" spurgte Yvonne, hendes sidemakker.
"Jeg ville egentlig fortælle jer det, men hun..." Ivy stoppede op midt i sætningen.
"Hun må have truet dig, ikke?" spurgte Velma, Ivys bedste veninde, koldt. Hun var utålmodig. Hun fandt Ariel afskyelig. Hvordan kunne hun true sin egen søster til ikke at afsløre deres blodforhold?
"Nej, min søster er ikke sådan en person, hun var bare bange for, at folk ville stille spørgsmålstegn ved, hvordan hun kom ind på Anderson Gymnasium med sine karakterer." Ivy rystede kontinuerligt på hovedet, mens hun tørrede de ikke-eksisterende tårer fra øjenkrogene. Ved at sige dette antydede Ivy, at Ariel virkelig kom ind på Anderson Gymnasium gennem bagdøren, noget som eleverne på skolen fandt usmageligt. Hun var hemmeligt henrykt ved tanken om, hvor mange der ville afsky Ariel på grund af dette.
"Du er altid så god ved hende, men hun udnytter det. Du er for god, Ivy, og det er derfor, hun udnytter det. Bare rolig, jeg skal nok finde en måde at lære hende en lektie på for dig." Velma klappede Ivy på ryggen som en trøst.
"Men hvad nu hvis hun kommer til skade?" spurgte Ivy bekymret, mens hun trak i Velmas hånd.
"Vær ikke bekymret, jeg ved, hvad jeg gør." Velma klappede Ivy på skulderen som en forsikring og gik derefter væk med sin gruppe. Mens Velma gik, vendte hun sig ikke om, ellers ville hun have set Ivys sejrrige og hoverende smil.
"Ariel, du ved ikke, hvad der venter dig i dag…" Ivy gav en lav manisk latter. Efter noget tid kunne smertefulde skrig høres fra dametoiletterne.
