
Destined (Book #4 in the Vampire Journals)
Morgan Rice · Afsluttet · 65.2k ord
Introduktion
Kapitel 1
CHAPTER ONE
Assisi, Umbria (Italy)
(1790)
Caitlin Paine awoke slowly, completely enveloped in the blackness. She tried to open her eyes, to get her bearings on where she was, but it didn’t do any good. She went to move her hands, her arms—but that didn’t work, either. She felt covered, immersed in a soft texture, and she couldn’t figure out what it was. It was heavy, weighing her down, and with each passing moment, it seemed to get heavier.
She tried to breathe, but as she did, she realized her passageways were blocked.
Panicking, Caitlin tried to take a deep breath through her mouth, but when she did, she felt something get lodged deep in her throat. Its smell filled her nose, and she finally realized what it was: soil. She was immersed in soil, covering her face and eyes and nose, entering her mouth. She realized it was heavy because it was weighing down on her, getting heavier by the second, suffocating her.
Unable to breathe, unable to see, Caitlin entered into full-fledged panic. She tried to move her legs, her arms, but they, too, were weighed down. In a fit, she struggled for all she was worth, and finally managed to dislodge her arms just a bit; she eventually raised them up, higher and higher. Finally, she broke through the soil, and felt her hands make contact with the air. With a renewed strength, she flailed with all she had, frantically scraping and clawing the soil off of her.
Caitlin finally managed to sit up, soil pouring all over her. She brushed at the dirt clinging to her face, her eyelashes, pulled it out of her mouth, her nose. She used both hands, hysterical, and finally, cleared enough to be able to breathe.
Hyperventilating, she took in huge, gulping breaths, never more grateful to be able to breathe. As she caught her breath, she began coughing, wracking her lungs, spitting out soil from her mouth and nose.
Caitlin pried open her eyes, eyelashes still caked together, and managed to open them enough to see where she was. It was sunset. The countryside. She was lying immersed in a mound of soil, in a small, rural cemetery. As she looked out, she saw the stunned faces of a dozen humble villagers, dressed in rags, staring down at her in utter shock. Beside her was a gravedigger, a beefy man, distracted by his shoveling. He still didn’t notice, didn’t even look her way as he reached over, shoveled another pile of dirt, and threw it her way.
Before Caitlin could react, the new shovelful of dirt hit her right in the face, covering her eyes and nose again. She swatted it away, and sat up straighter, wiggling her legs, using all her effort to get out from under the fresh, heavy soil.
The gravedigger finally noticed. As he went to throw another shovelful, he saw her, and jumped back. The shovel dropped slowly from his hands, and he took several steps back.
A scream punctured the silence. It came from one of the villagers, the shrill shriek of an old, superstitious woman, who stared down at what should have been the fresh corpse of Caitlin, now rising from the earth. She screamed and screamed.
The other villagers were divided in their reactions. A few of them turned and fled, sprinting to get away. Others simply covered their mouths with their hands, too speechless to say a word. But a few of the men, holding torches, seem to vacillate between fear and anger. They took a few tentative steps towards Caitlin, and she could see from their expressions, and from their raised farm instruments, that they were getting ready to attack.
Where am I
? she desperately wondered.
Who are these people
?
As disoriented as she was, Caitlin still had the presence of mind to realize she had to act quickly.
She scraped away at the mound of soil keeping her legs pinned down, clawing at it furiously. But the soil was wet and heavy, and it was slow going. It made her remember a time with her brother Sam, on a beach somewhere, when he had buried her up to her head. She hadn’t been able to move. She had begged him to free her, and he had made her wait for hours.
She felt so helpless, so trapped, that, despite herself, she began to cry. She wondered where her vampire strength had gone. Was she merely human again? It felt that way. Mortal. Weak. Just like everybody else.
She suddenly felt scared. Very, very scared.
“Somebody, please, help me!” Caitlin called out, trying to lock eyes with any of the women in the crowd, hoping for a sympathetic face.
But there were none. Instead, there were just looks of shock and fear.
And anger. A mob of men, farm instruments held high, was creeping towards her. She didn’t have much time.
She tried to appeal directly to them.
“Please!” Caitlin cried, “it’s not what you think! I mean you no harm. Please, don’t hurt me! Help me get out of here!”
But that only seemed to embolden them.
“Kill the vampire!” a villager yelled from the crowd. “Kill her again!”
The cry was met by an enthusiastic roar. This mob wanted her dead.
One of the villagers, less afraid than the others, a big brute of a man, came within feet of her. He looked down at her in a callous rage, then raised his pick-axe high. Caitlin could see he was aiming right for her face.
“You will die
this
time!” he yelled, as he wound up.
Caitlin closed her eyes, and from somewhere, deep inside of her, she summoned the rage. It was a primal rage, from some part of her that still existed, and she felt it rising through her toes, coursing through her body, up through her torso. She burned with heat.
It just wasn’t fair
, her dying like this, her being attacked, her being so helpless. She hadn’t done anything to them.
It just wasn’t fair
echoed through her mind again and again, as her rage built to a fever pitch.
The villager swung hard, aiming right for Caitlin’s face, and she suddenly felt the burst of strength she needed. In one move, she jumped up out of the soil and onto her feet, and she caught the axe by its wooden handle, mid-swing.
Caitlin could hear a horrified gasp from the mob—startled, they stepped back several feet. Still holding the axe handle, she looked over to see the brute’s expression had changed to one of utter fear. Before he could react, she yanked the axe from his hand, leaned back, and kicked him hard in the chest. He went flying back, through the air, a good twenty feet, and he landed into the crowd of villagers, knocking several over with him.
Caitlin raised the axe high, took several quick steps towards them, and with the fiercest expression she could muster, snarled.
The villagers, terrified, raised their hands to their faces, and shrieked. Some took off for the woods, and the ones that remained cowered.
It was the effect Caitlin wanted. She’d scared them just enough to stun them. She dropped the axe and ran right past them, racing through the field, and into the sunset.
As she ran, she was waiting, hoping, for her vampire powers to come back, for her wings to sprout, for her to be able to simply lift off, and fly far away from here.
But she wasn’t so lucky. For whatever reason, it wasn’t happening.
Have I lost it?
she wondered.
Am I merely human again?
She ran with the speed of a mere, regular human, and felt nothing in her back, no wings, no matter how much she willed it. Was she now just as weak and defenseless as all the others?
Before she could find out the answer, she heard a din rising behind her. She looked over her shoulder and saw the mob of villagers; they were chasing after her. They were screaming, carrying torches, farm instruments, clubs and picking up stones, as they chased her down.
Please God
, she prayed.
Let this nightmare end. Just long enough for me to figure out where I am. To become strong again.
Caitlin looked down and noticed what she was wearing for the first time. It was a long, elaborate black dress, beautifully embroidered, and it went from her neck down to her toes. It was fit for a formal occasion—like a funeral—but certainly not for sprinting. Her legs were restricted by it. She reached down and tore it above the knee. That helped, and she ran faster.
But it still wasn’t fast enough. She felt herself getting tired quickly, and the mob behind her seemed to have endless energy. They were closing in fast.
She suddenly felt something sharp on the back of her head, and she reeled from the pain. She stumbled as it hit her, and reached up and touched the spot with her hand. Her hand was covered in blood. She had been hit by a stone.
She saw several stones fly by her, turned, and saw they were throwing stones her way. Another one, painfully, hit her on the small of her back. The mob was now only 20 feet away.
In the distance she saw a steep hill, and at its top, a huge, medieval church and cloister. She ran for it. She hoped that if she could just make it there, perhaps she could find refuge from these people.
But as she was hit again, on the shoulder, by another rock, she realized it would do no good. The church was too far, she was losing steam, and the mob was getting too close. She had no choice but to turn and fight. Ironic, she thought. After all she’d been through, after all the vampire battles, after even surviving a trip back in time, she might end up dead by a stupid mob of villagers.
Caitlin stopped in her tracks, turned and faced the mob. If she was going to die, at least she’d go down fighting.
As she stood there, she closed her eyes and breathed. She focused, and the world around her stopped. She felt her bare feet in the grass, rooted to the earth, and slowly but surely felt a primal strength rise up and wash over her. She willed herself to remember; to remember the rage; to remember her innate, primal strength. At one time she had trained and fought with a superhuman strength. She
willed
for it to come back. She felt that somewhere, somehow, it still lurked deep inside of her.
As she stood there, she thought of all the mobs in her life, all the bullies, all the jerks. She thought of her mother, who begrudged her even the smallest kindness; remembered the bullies who’d chased her and Jonah down that alleyway New York. She thought of those bullies in that barn in the Hudson Valley, Sam’s friends. And she remembered Cain’s introduction on Pollepel. It seemed that there were always bullies, bullies everywhere. Running from them had never done her any good. Like she’d always done, she’d just have to stand and fight.
As she dwelled on the injustice of it all, the rage built, coursed through her. It doubled and tripled, until she felt her very veins swelling with it, felt her muscles about to burst.
At just that moment, the mob closed in. A villager raised his club and swung for her head. With her newfound power, Caitlin ducked just in time, bent down, and threw him over her shoulder. He went flying several feet in the air, and landed on his back in the grass.
Another man reached back with a large stone, getting ready to bring it down on her head; but she reached up and grabbed his wrist and snapped it back. He sank to his knees, screaming.
A third villager swung at her with his hoe, but she was too quick: she spun around and grabbed it mid-swing. She yanked it from his hands, wound up, and cracked him in the head.
The hoe, six feet long, was just what she needed. She swung it in a wide circle, knocking down anyone within range; within moments, she established a large perimeter around her. She saw a villager reach back with a large stone, gearing up to throw it at her, and she hurled the hoe right at him. It hit him in the hand and knocked the stone from it.
Caitlin ran into the dazed crowd, grabbed a torch from the hand of an old woman, and swung it wildly. She managed to light a section of the tall, dry grass on fire, and there were screams, as many villagers rushed back, in fear. When the wall of fire got large enough, she reached back and hurled the torch directly into the mob. It went flying through the air and landed on the back of a man’s tunic, lighting him and the person next to him on fire. The mob quickly gathered around them to put it out.
It served Caitlin’s purpose. The villagers were finally distracted enough to give her the running room she needed to take off. She wasn’t interested in hurting them. She just wanted them to leave her alone. She just needed to catch her breath, to figure out where she was.
She turned and raced back up the hill for the church. She felt a newfound strength and speed, felt herself bounding up the hill, and knew she was outrunning them. She only hoped that the church would be open, and would let her in.
As she ran up the hill, feeling the grass beneath her bare feet, dusk fell, and she saw several torches being lit in the town square, and along the cloister’s walls. As she got closer, she spotted a night watchman, high up on a parapet. He looked down at her, and fear crossed his face. He reached a torch above his head, and screamed: “Vampire! Vampire!”
As he did, the church bells rang out.
Caitlin saw torches appear on all sides of her. People were coming out of the woodwork in every direction, as the watchman kept screaming, and as the bells tolled. It was a witch-hunt, and they all seemed to be heading directly for her.
Caitlin increased her speed, running so hard that her ribs hurt. Gasping for breath, she reached the oak doors of the church just in time. She yanked one of them open, then wheeled and slammed it behind her with a bang.
Inside, she looked frantically around, and spotted a shepherd’s staff. She grabbed it and slid it across the double doors, barring them.
The second she did, she heard a tremendous crash at the door, as dozens of hands pounded on it. The doors shook, but did not give way. The staff was holding—at least for now.
Caitlin quickly surveyed the room. The church, thankfully, was empty. It was huge, its arched ceilings soaring hundreds of feet high. It was a cold, empty place, hundreds of pews on a marble floor; on the far side, above the altar, hung several burning candles.
As she looked, she could have sworn she saw movement at the far end of the room.
The pounding grew more intense, and the door began to shake. Caitlin burst into action, running down the aisle, towards the altar. As she reached it, she saw she had been right: there was someone there.
Kneeling quietly, with his back to her, was a priest.
Caitlin wondered how he could ignore all this, ignore her presence, how he could be so deeply immersed in prayer in a time like this. She hoped he wouldn’t turn her over to her mob.
“Hello?” Caitlin said.
He didn’t turn.
Caitlin hurried over to the other side, facing him. He was an older man, with white hair, clean shaven, and light blue eyes that seem to stare into space as he knelt in prayer. He didn’t bother looking up at her. There was something else, too, that she sensed about him. Even in her current state, she could tell that there was something different about him. She knew that he was of her kind. A vampire.
The pounding grew louder, and one of the hinges broke, and Caitlin looked back in fear. This mob seemed determined, and she didn’t know where else to go.
“Help me, please!” Caitlin urged.
He continued his prayer for several moments. Finally, without looking at her, he said: “How can they kill what’s already dead?”
There was a splintering of wood.
“
Please
,” she urged. “Don’t turn me over to them.”
He rose slowly, quiet and composed, and pointed to the altar. “In there,” he said. “Behind the curtain. There’s a trap door. Go!”
She followed his finger, but saw only a large podium, covered in a satin cloth. She ran over to it, pulled back the cloth, and saw the trap door. She opened it, and squeezed her body into the small space.
Tucked in, she peered out through the tiny crack. She watched the priest hurry over to a side door, and kick it open with surprising force.
Just as he did, the main front doors were kicked in by the mob, and they came tearing down the aisle.
Caitlin quickly slid back the curtain all the way. She hoped they hadn’t spotted her. She watched through a crack in the wood, and saw just enough to see the mob racing down the aisle, seemingly right for her.
“That way!” screamed the priest. “The vampire fled that way!”
He pointed out the side door, and the mob rushed right past him, and back into the night.
After several seconds, the never-ending stream of bodies fled from the church, and all was finally silent.
The priest closed the door, locking it behind them.
She could hear his footsteps, walking towards her, and Caitlin, shaking with fear, with cold, slowly opened the trap door.
He slid back the curtain and looked down at her.
He extended a gentle hand.
“Caitlin,” he said, and smiled. “We’ve been waiting a very long time for you.”
Seneste kapitler
#29 Chapter 29
Sidst opdateret: 3/3/2025#28 Chapter 28
Sidst opdateret: 3/3/2025#27 Chapter 27
Sidst opdateret: 3/3/2025#26 Chapter 26
Sidst opdateret: 3/3/2025#25 Chapter 25
Sidst opdateret: 3/3/2025#24 Chapter 24
Sidst opdateret: 3/3/2025#23 Chapter 23
Sidst opdateret: 3/3/2025#22 Chapter 22
Sidst opdateret: 3/3/2025#21 Chapter 21
Sidst opdateret: 3/3/2025#20 Chapter 20
Sidst opdateret: 3/3/2025
Du kan også lide 😍
Skæbnens Spil
Da Finlay finder hende, bor hun blandt mennesker. Han er betaget af den stædige ulv, der nægter at anerkende hans eksistens. Hun er måske ikke hans mage, men han vil have hende til at være en del af hans flok, latent ulv eller ej.
Amie kan ikke modstå Alfaen, der kommer ind i hendes liv og trækker hende tilbage til flokken. Ikke alene finder hun sig selv lykkeligere, end hun har været i lang tid, hendes ulv kommer endelig til hende. Finlay er ikke hendes mage, men han bliver hendes bedste ven. Sammen med de andre topulve i flokken arbejder de på at skabe den bedste og stærkeste flok.
Når det er tid til flokspil, begivenheden der afgør flokkens rang for de kommende ti år, må Amie konfrontere sin gamle flok. Da hun ser manden, der afviste hende for første gang i ti år, bliver alt, hvad hun troede, hun vidste, vendt på hovedet. Amie og Finlay må tilpasse sig den nye virkelighed og finde en vej frem for deres flok. Men vil den uventede drejning splitte dem ad?
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Djævelens Kontrakt
Damien ser mig i øjnene, og jeg smelter. Jeg har ingen idé om, hvad der sker med mig, men jeg føler en stærk trang til at kysse ham. Jeg trækker ham tættere på mig og kysser hans læber.
Hans læber er bløde. Han dufter som himlen for mig.
Hvad skete der med mig? For et øjeblik siden undrede jeg mig over, hvorfor en vampyr havde brug for at ansætte mig, og pludselig vil jeg bare have ham så meget?
Rhea arbejder i en eksklusiv fantasiklub. Klubben henvender sig til det usædvanlige. Hun vil ikke have sex med dig, men hun vil opfylde dine dybeste ønsker. Hun vil ud. En sexet fremmed giver hende muligheden for at forlade denne perverse verden bag sig.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)
Arvinger af Lidenskab: En Forbudt Kærlighedstrekant
Men en stormfuld nat blev hendes hjerte knust, da hun opdagede, at han kun så hende som en søster – åh, ironien!
Hjertesåret og fortabt snublede hun ind i armene på hans gådefulde halvbror, som fejede benene væk under hende!
Deres kemi var øjeblikkelig og fuldstændig elektrisk! Da han fangede hendes læber med en voldsom lidenskab, erklærede han,
"Hvis du er min, kan du aldrig forlade mig – jeg vil bevise for dig, at du er min!"












