Kapitel tre hundrede og treogtreds

ANASTACIA

Jeg vågner op i sengen helt alene. I det mindste tror jeg, at jeg er alene, indtil jeg sætter mig op og ser den lavendelfarvede tåge, der danser omkring rummets kanter. Drømmer jeg igen?

For pokker.

Måske.

Stemmer kommer fra den åbne dør, en puls af hvidt lys, der formørker indgang...