Kapitel seks

DRAVEN

En hånd klemmer sig om min arm, og jeg bliver flået ud af bilen. „Hej hej!“ snerrer Domonic efter Bart, før han smækker bildøren i. Bart bakker ud af indkørslen, som om hans liv afhænger af det, og jeg sender Domonic et mørkt blik.

Jeg ryster hans hånd af min arm og spørger: „Hvad fanden er dit problem?“

Han koger. Stirrer på mig, som om jeg er en eller anden forræderisk tøs. Man skulle tro, jeg lige havde druknet hans hvalp eller noget.

„Du kyssede ham,“ siger han med en kold, følelsesløs stemme.

Jeg fnøs. Seriøst? „Øh ja. Det gjorde jeg. Og hvad så? Han er min ven, og hvis det ikke var for ham, sad jeg på et eller andet sølle motel og ventede på at dø.“

Bart er den eneste, jeg burde kysse!

Domonic fnyser hånligt, og hans grå øjne bliver mørke af foragt. „Han er din ven? Du kender ham jo ikke engang.“

„Tilbød du mig det her sted bare for at få mig alene og lukke dit had ud over mig?“ Jeg stirrer på ham og ryster på hovedet over hans frækhed. „Jeg kender heller ikke dig, og alligevel står vi her.“ Det er bidende koldt, og jeg står herude og ryster, bare fordi den idiot skal stå og se ned på mig. „Skal vi ind, eller hvad?“ udfordrer jeg.

Hans øjne glimter, som om de skifter fra is til ild på et splitsekund. „Vi?“ Han trækker på læben på en måde, der er alt for bevidst, tager et skridt tættere på mig på verandaen og lader blikket glide langsomt ned over min krop.

Mine kinder bliver varme. Huden føles næsten brændende under hans blik. Jeg tager et skridt tilbage. „Jeg går ud fra, at du vil vise mig rundt.“

Han sukker, og hans kølige, grå blik strejfer mit hår et øjeblik, før han fisker en nøgle op af lommen. „Værsgo. Alt virker, og det hele er i topklasse. Morgenmad er klokken ni præcis. Kom ikke for sent.“

Så vender han sig for at gå mod sin bagdør, hvor Margo—tilfældigvis—står og venter på ham iført intet andet end en lang silkekåbe.

Ulækkert.

Vreden prikker i nerverne. Jeg bander over mig selv for at have ladet ham flirte sådan for et øjeblik siden. „Jeg skal ikke spise morgenmad med dig og din kæreste,“ siger jeg og vender mig om for at låse døren op.

Nøglen glider let i, og da døren går op, og jeg træder ind, bliver entréen fyldt af et blødt lys.

Lækkert.

Jeg vender mig om for at lukke døren og skriger. Domonic står i døråbningen bag mig. Jeg hørte ham ikke engang komme.

Han griner og lukker døren bag sig, mens han langsomt kommer nærmere. „Hun er ikke min kæreste, og jeg var faktisk lige ved at køre hende hjem,“ siger han med en lav, forførende stemme. En, der får min vejrtrækning til at gå hurtigere end før.

„Åh,“ hvæser jeg og bakker længere og længere tilbage, indtil bagsiden af mine jeansklædte ben rammer den bløde lædersofa. „Det er jeg ligeglad med,“ lyver jeg.

Han bliver ved med at gå imod mig, kæben spændt af irritation, før han stopper og efterlader måske femten centimeter mellem os. Hans ansigt bliver alvorligt. Han ser sig omkring med hænderne i lommerne og siger: „Jeg ved godt, der er mange vinduer, men hvis du trykker på kontakten på væggen, så kører gardinerne ned.“

Jeg nikker og smider min rygsæk på sofaen. „Rart at vide. Du kan godt gå nu,“ hvisker jeg ud.

Han rømmer sig, øjnene glider langsomt rundt, men han gør ingen mine til at gå. „Du har ikke noget kørende med Bartlett, vel?“

Jeg var lige ved at sige noget spydigt og tvetydigt, men blikket i hans øjne stopper mig. Han ser usikker ud. Næsten nervøs. Det var næsten… sødt. For helvede. Det var mere end sødt.

„Nej, jeg har ikke noget kørende med Bart,“ svarer jeg lavt, og mine skuldre synker en anelse, mens varmen fra hans krop når mig.

Han flytter fødderne og kommer en centimeter tættere på. Et halvt smil laver en fordybning i den ene kind, mens han ser ned på mig. Det varme, gullige lys i rummet får hans øjne til at virke mere gyldne end grå. „Fint,“ sukker han og går baglæns mod hoveddøren. „Husk: klokken ni præcis. Hvis du får mig til at komme og hente dig, så er jeg nøgen.“

Jeg siger ingenting.

I så fald kommer jeg måske for sent med vilje.

Tru mig ikke, makker.

Da han når døren, drejer han rundt og går ud uden at se sig tilbage. Jeg spilder ikke et sekund, før jeg låser efter ham og trykker på kontakten, så alle vinduerne bliver skærmet af.

Så vender jeg mig om mod køkkenet og beslutter at se, hvad der er i køleskabet. Til min overraskelse er det faktisk helt fyldt op, og på hylden står en tallerken dækket af husholdningsfilm. En lille seddel er tapet fast på forsiden, og den får mig til at smile som en komplet idiot.

Der står:

Du gik glip af aftensmaden.

Med et fjoget grin helt op til ørerne bliver jeg stående og stirrer længselsfuldt mod hoveddøren. Så bider jeg mig i læben, trækker tallerkenen ud og smider den i mikrobølgeovnen.

Måske … er han alligevel ikke så slem.

Måske … kan livet her faktisk godt komme til at fungere.

DOMONIC

Jeg har set på hende, mens hun sov, i en hel time nu, og jeg kan stadig ikke få mig selv til at gå ud ad døren. Som jeg havde regnet med, har hun lukket alle vinduerne i lejligheden. Så i stedet for at holde øje med hende fra mit soveværelse, som jeg havde tænkt mig, måtte jeg snige mig ind som en eller anden klam stalker.

Og nu kan jeg ikke få øjnene fra hende.

Bartlett havde ret. Hun er dækket af blå mærker. På armene, skuldrene, halsen. Og det er ikke den slags mærker, man får af almindelig mishandling. Nej. Det her er hårde mærker. Den slags, der kommer af at blive grebet fat i — eller — holdt nede mod sin vilje.

Jeg burde ikke have sneget mig ind, men jeg ville se det med mine egne øjne. Jeg havde brug for at se det.

Jeg bryder mig ikke om det her — den måde, jeg har det på, er farlig. Jeg kan ikke helt bebrejde Bartlett, at han gik imod mine ordrer og ikke fik hende fjernet, men kun på grund af hendes situation. Og netop derfor måtte jeg sikre mig, at det var mig, der havde ansvaret for hendes sikkerhed.

Hvis det ansvar tilhører nogen, så tilhører det mig.

Jeg indrømmer, at den længsel, der hele dagen havde hamret i mig som en smerte, kun var blevet værre, før jeg kom tilbage til baren i aften. Jeg var forberedt på at håndtere det. Det troede jeg i hvert fald. Så da jeg så, at hun faktisk stadig var der og ikke var gået, blev jeg rasende. Men … jeg blev også lettet. For trykket i brystet forvandlede sig til noget, der mindede mere om et stik af nydelse end en smerte, fra det øjeblik jeg fik øje på hende bag baren.

Med et stille suk rører hun på sig i søvne, vender sig og strækker det ene ben ud over kanten af tæppet. Min krop slår over i raseri ved synet af det, der skæmmer hendes smukke hud — og hvor det sidder.

Nogen har gjort hende fortræd, og jeg er nødt til at komme væk herfra, ellers går jeg amok.

Så lydløst jeg kan, trækker jeg tæppet op om hende, og før jeg kan nå at stoppe mig selv, lader jeg fingerspidserne strejfe hendes bløde læber.

„Jeg vil ikke have dig her,“ hvisker jeg. „Men jeg kan heller ikke lade dig gå. I hvert fald ikke endnu.“

Først skal jeg fjerne truslen mod hendes overlevelse. Så vil jeg lade hende gå. Det bliver jeg nødt til.

Som en skygge i natten glider jeg tilbage ind i mørket, kaster et sidste blik på hendes perfekte ansigt. Så forlader jeg lejligheden og går tilbage til mit hus, velvidende at jeg ikke kommer til at sove resten af natten.

Hun er for tæt på, og alligevel ikke tæt nok.

Hvordan døde hendes mor?

Jeg er nødt til at finde ud af alt, hvad jeg kan om hende. Jeg vil vide, hvor hun kommer fra. Jeg er nødt til at vide, hvem hendes stedfar er, hvad han gjorde ved hende, og hvorfor.

Jeg sender Rainier en sms og beder ham møde mig på klubben i morgen klokken tolv. Jeg får ham til at gå i gang med at finde ud af, hvem Miss Draven Piccoli egentlig er. Jeg skal have styr på alt det her inden næste fuldmåne.

Jeg kigger på uret på kaminhylden og ser, at klokken allerede er fem om morgenen. Jeg sender min seng et mørkt blik — og kroppen, der ligger i den. Margo er ingenting sammenlignet med den sexede, mørkhårede skønhed, der på foruroligende vis er trådt ind i mit liv.

Tænk, at jeg så sent som i går kneppede Margo lige her i det her rum.

Nu er bare mindet nok til at få det til at vende sig i mig.

Jeg skal ikke ligge med hende. Jeg kan ikke.

Jeg stirrer ned på min telefon og bestiller den tidligste tur, jeg kan finde, så Margo kan blive sendt hjem. Så trækker jeg på skuldrene og trykker på kontakten, så persiennerne ved alle vinduerne i mit værelse går op. Jeg kunne prøve at bilde mig selv ind, at jeg gjorde det for at holde øje med lejligheden herfra, men det ville være løgn.

Jeg gjorde det, fordi jeg ikke ville have, at Draven skulle kigge herover og spekulere på, om jeg måske lå og kneppede Margo.

Jeg vil have, at pigen, jeg nægter at holde fast på, skal vide, at der ikke er nogen andre end hende.

Gud, hvor er jeg dum.

Jeg må hellere gå i gang med at lave morgenmad.