Kapitel 1

At sidde på forreste bænk i en kirke til en begravelse havde altid skræmt mig, fordi tabet føltes så brutalt personligt.

Jeg huskede, hvordan jeg for måneder siden havde set en skolepige sidde på forreste bænk til sin fars bisættelse. Jeg huskede, at jeg havde haft ondt af hende, mens hun græd, så det gjorde ondt at se på. Det, jeg aldrig kunne have forestillet mig, var at jeg selv skulle blive den pige få måneder senere.

Det var et mareridt. Det måtte det være. Men uanset hvor mange gange jeg blinkede eller kneb mig i armen, vågnede jeg ikke. I stedet sad jeg stadig på forreste bænk, omgivet af medlidende blikke fra venner og forretningsforbindelser, og alligevel gav intet af det mening.

Det eneste, der gav mening, var det store portræt af min mor, der stod foran kisten. Hendes varme smil virkede som en hån, en grusom påmindelse om det, jeg havde mistet.

Jeg nægtede at tro på, at det var hende, der lå i den kiste. Det hang ikke sammen. Det ene øjeblik havde hun været der sammen med mig, og det næste var hun væk.

Jeg lod blikket glide hen over forsamlingen og mødte de medlidenhedstunge øjne omkring mig. Nogle ansigter kendte jeg, andre var helt fremmede, men de bar alle det samme deltagende udtryk. Og selvom jeg var omgivet af mennesker, følte jeg mig fuldstændig alene. Jeg havde ingen familie, ingen rigtig ven at læne mig op ad.

Min telefon lå i skødet på mig, og min kærestes besked var en konstant påmindelse om hans fravær.

“Undskyld, jeg ikke kunne komme, prinsesse. Min far har læsset en helvedes masse arbejde af på mig, men jeg skal nok gøre det godt igen. Vær stærk for mig, skat.”

Hans ord gav mig et kort øjebliks trøst, og på trods af alt strejfede et svagt smil mine læber. I det mindste tænkte Ethan på mig, selvom han ikke kunne være her. Jeg forstod det. Jeg vidste, hvor krævende hans far kunne være, især fordi Ethan var ved at blive gjort klar til at overtage som administrerende direktør for familiens virksomhed.

Mellem de triste smil, de blide klem på mine skuldre og de endeløse trøstende ord forsvandt resten af begravelsen i en tåge. Til sidst blev kisten sænket i jorden ude i vores baghave.

Jeg stod der, som om tiden stod stille, ude af stand til at røre mig. Langsomt spredtes folk, indtil jeg var helt alene. Solen sank under horisonten og kastede lange skygger hen over den tomme have, og først da tvang jeg mig selv tilbage ind i huset.

Stille. Hult. Tomt.

Huset var alt det, jeg følte indeni. Jeg kunne ikke længere stå på egne ben. Knæene gav efter under mig, og jeg sank sammen på gulvet. Jeg trak knæene op til brystet, og den første tåre siden den forfærdelige nat trillede endelig ned ad min kind.

Hvordan jeg havde kunnet holde tårerne tilbage så længe, var en gåde selv for mig, men efter den første tåre kunne jeg ikke stoppe. Jeg ville heller ikke. Det føltes, som om mit hjerte blev flået i stykker, mens jeg græd over tabet af min mor. Min bedste ven. Den eneste familie, jeg havde.

Smerten var ubærlig, og jeg vidste, at jeg måtte væk fra huset, før det slugte mig helt. Med rystende ben tvang jeg mig op at stå og løb ud, med ét mål for øje.

Jeg havde brug for Ethan. Jeg kunne ikke klare det her alene. Jeg kunne ikke tilbringe ét sekund mere i det hus, når alt mindede mig om min mor, og hendes duft stadig hang i hvert eneste rum.

Jeg løb, så hurtigt mine ben kunne bære mig. Mine lunger brændte, mine lemmer gjorde modstand, og hvert åndedrag var tungere end det forrige, men jeg stoppede ikke. Jeg kunne ikke. Ingen fysisk smerte kunne måle sig med den ubærlige, dunkende smerte i brystet.

Jeg havde brug for ham.

Jeg løb endnu hurtigere og standsede først, da det høje tag på hans hus kom til syne. Jeg sank sammen ved siden af hoveddøren, gispende efter luft. Efter et par sekunder tvang jeg mig op og gik ind.

Jeg behøvede ikke et spejl for at vide, at jeg så forfærdelig ud, men Ethan ville være ligeglad. Han havde set mig, når jeg var allermest ødelagt, og han var altid blevet ved min side. I hvert fald var det det, jeg troede.

Han var sikkert stadig optaget af arbejde, men jeg kunne ikke holde mig fra ham længere. Jeg følte, at jeg var ved at blive vanvittig. Efter hvad der føltes som en evighed, selv om der kun var gået et par minutter, trak jeg vejret dybt og bankede på.

Døren gik op, og Sandra stod der, familiens mangeårige hushjælp.

„Åh, lille ven.” Hun lagde en hånd på brystet, og hendes ansigt blev straks blødt af medfølelse.

Der var den igen. Det samme blik, jeg havde mødt fra alle hele dagen.

Jeg sank klumpen i halsen. „Hvor er Ethan?” Min stemme lød ru, næsten fremmed i mine egne ører.

„Jeg tror, han er på sit værelse. Har du brug for—”

Før hun nåede at gøre sætningen færdig, var jeg allerede på vej op ad den snoede trappe. Alt, jeg ville, var at forsvinde ind i min kærestes arme og glemme alt det, der var sket.

Jeg nåede gangen hen mod hans værelse, da en svag lyd fik mig til at stivne. Mit hoved gjorde straks modstand mod det, jeg hørte.

Jeg tørrede tårerne væk med håndryggen og håbede, at jeg bildte mig det ind.

Så hørte jeg Ethans stemme.

Hele min krop frøs, og mit hjerte hamrede voldsomt mod ribbenene. Jeg rystede på hovedet og nægtede at tro på det, der var ved at ske, mens jeg langsomt nærmede mig hans soveværelse.

Døren stod på klem. Jeg skubbede den længere op, og synet foran mig knuste det sidste, der var tilbage af mit i forvejen sønderrevne hjerte.

Ethan var sammen med en anden kvinde.

I et par sekunder stod jeg bare dér, helt stivnet. Hvis nogen havde sagt til mig, at jeg ville finde ham i færd med at forråde mig på den måde, havde jeg kaldt dem en løgner. Men der var han. Min kæreste gennem fire år, manden jeg havde stolet på mere end nogen anden.

Han var mig utro.

De var så opslugte af det, de lavede, at de ikke opdagede mig, før et hulke slap ud mellem mine læber.

Ethan vendte sig, øjnene blev store af chok. „Sophia!”

Han hev febrilsk efter noget at dække sig med, mens han fumlede væk fra kvinden.

„Du sagde ikke, du kom.”

Mit bryst hævede og sænkede sig, mens jeg stirrede på ham. „Så det var det her?” spurgte jeg med en lille, rystende stemme. „Grunden til, at du ikke kunne komme til min mors begravelse, var, at du var her med en anden kvinde?”

„Jeg kan forklare det, Sophie. Hør mig nu, skat.”

„Kom så.” Min stemme var lav, men den dirrede af raseri. „Forklar.”

Ethan stirrede på mig. Præcis som jeg havde ventet, havde han absolut ingenting at sige.

Jeg rystede på hovedet, mens flere tårer gled ned ad mine kinder. „Jeg hader dig, Ethan.”

„Skat—”

„Du har såret mig på den værst tænkelige måde, og jeg kommer aldrig til at tilgive dig.”

„Vær nu—”

„Fire år, Ethan!” Min stemme knækkede, da jeg skreg. „Fire år! Hvordan kunne du gøre det her mod mig?”

Hans ansigt strammede til. „Lad være med at give mig skylden, når det også er din skyld!”

Jeg stirrede på ham, ude af mig selv.

„Vi har været sammen i fire år, men du ville aldrig tage det skridt med mig. Jeg har også behov! Hvad forventede du, jeg skulle gøre?”

Mit hjerte sank. „Og at forråde mig var din løsning?”

„Tja, hvis du ikke var så besværlig, var det nok aldrig kommet hertil.” Han fnøs. „Hvem ved overhovedet, om du er så uskyldig, som du påstår? For alt jeg ved, kan du spille hellig, mens du gør, hvad du vil bag min ryg.”

Min hånd bevægede sig, før jeg nåede at stoppe mig selv.

Lussingen gav genlyd i værelset.

Ethans hoved røg til siden.

Jeg stirrede på ham, mens tårerne strømmede ned ad mit ansigt. „Du er modbydelig.”

Min stemme var knap nok mere end en hvisken. „Vi valgte navne til vores baby sammen.”

Hans udtryk flakkede et øjeblik, men jeg var ligeglad nu.

„Jeg elskede dig.” Jeg rystede på hovedet. „Men jeg hader dig nu.”

Jeg vendte mig om og løb.

Tårerne slørede mit syn, mens jeg flygtede ud af værelset og efterlod manden, jeg engang havde troet aldrig ville være i stand til at knuse mit hjerte.