Kapitel fem

Mine øjne blev store, og mine hænder blev svedige og klamme.

“H-hvorfor?” fik jeg fremstammet.

Hun trak på skuldrene, og hendes ansigt røbede ingenting. “Gør dig klar og mød mig nede i stueetagen om ti minutter,” sagde hun og smækkede døren i, så jeg stod alene med mine tanker, der kørte i ring.

“For helvede. For helvede. For helvede.” Jeg bandede lavt og begravede ansigtet i hænderne, desperat på jagt efter en udvej.

Min vejrtrækning kom i korte, overfladiske hiv. Jeg var få sekunder fra et regulært panikanfald.

“Træk vejret, Sophia,” sagde jeg til mig selv og tvang langsomt luft ned i lungerne.

Det er ikke noget alvorligt.

Han så mig ikke.

Han vil sikkert bare møde mig ordentligt. Adaline havde sagt, at han før eller siden ville sende bud efter mig.

Det måtte være det.

Jeg klamrede mig til løgnen og slæbte mig ud på badeværelset. Jeg ville ikke komme for sent og gøre det hele værre. Jeg tog det hurtigste bad i mit liv og sprang det enorme badekar over, som jeg ellers havde været så betaget af, siden jeg kom.

Jeg lod håret hænge løst og lufttørre og trak en tanktop og et par sweatpants på.

Så stoppede jeg op.

Hvad tog man egentlig på for officielt at møde sin brandlækre onkel?

Jeg krummede tæer ved tanken, men mit dovne outfit føltes pludselig forkert. Jeg skiftede til jeans og en kort top og nåede at undre mig flygtigt over, hvorfor jeg overhovedet gjorde mig umage.

Jeg kunne bedre lide det her look alligevel, så jeg blev i det.

Jeg forlod værelset og gik ned ad trappen, mens jeg spejdede efter Adaline. Skulle jeg råbe hendes navn? Helt sikkert ikke.

“Sophia!”

Jeg snurrede rundt så hurtigt, at jeg hørte et blødt knæk i nakken.

“For pokker, Adaline!” Jeg pressede en hånd mod mit hamrende hjerte.

“Du virker nervøs.” Hun lagde hovedet på skrå, og et glimt af bekymring blandet med noget andet, jeg ikke helt kunne placere, flakkede i hendes øjne.

“Jeg… jeg hørte dig ikke komme,” sagde jeg forfjamsket.

“Undskyld, jeg forskrækkede dig. Din onkel venter.” Hendes smil var stramt, da hun vendte sig og førte an længere ind i huset.

Vi gik gennem endnu en labyrint af ens gange med endeløse døre på række, og det gjorde det tydeligt, at stedet var endnu større, end jeg havde forstået. Til sidst standsede vi foran en tung dør af mørkt træ.

Adaline bankede én gang.

En lav, ru stemme bad os komme ind. Hun skubbede døren op.

Alt i det her hus udstrålede penge, og arbejdsværelset var ingen undtagelse. Reoler fra gulv til loft i dybt, mørkt træ beklædte væggene, proppet med læderindbundne klassikere, sjældne bind og nyere litteratur. I det ene hjørne stod en indbydende læsekrog med fløjlsbetrukne lænestole. Gardinerne var trukket for, men varmt lys fra flere lamper lagde et blødt, gyldent skær over rummet. Luften duftede af gamle bøger, møbelpolitur og et svagt strejf af vanilje.

For enden af rummet stod et strømlinet, sort skrivebord formet som en halvmåne. Bag det sad min onkel og betragtede mig med mørke, ulæselige øjne, der fik min vejrtrækning til at gå i stå.

“Lad os være alene,” sagde han uden at tage blikket fra mig.

Hans stemme var dyb og fyldig, som varm honning, men med en kant af stål, der gled lige ned ad min rygsøjle og lagde sig mellem mine ben.

Jeg var så fortabt i de gennemtrængende blå øjne, at jeg knap nok registrerede døren, der åbnede og lukkede bag mig. Temperaturen i rummet virkede til at falde. En kulde løb gennem mig, da det gik op for mig, at vi var helt alene.

„Kom herhen.“

Befalingen bar på ren magt og dominans. Nogle ville nok have kaldt det arrogance. Jeg tøvede, fødderne plantet i gulvet, men der var noget i hans blik, der trak mig frem. Mit hjerte hamrede mod ribbenene, da jeg standsede et par skridt fra skrivebordet.

Han rejste sig. Hans lange ben spiste afstanden mellem os, indtil han stod en hårsbredde fra mig. Hans nærvær skyllede ind over mig i tunge bølger og var tæt på at tvinge mig i knæ.

„Se på mig.“

Jeg sank og løftede langsomt hagen, indtil jeg var fanget i det dybe blå i hans øjne. De holdt mig fastfrosset.

„Hvor gammel er du?“

„Ni-nitten,“ stammede jeg.

Flot, Sophia. Virkelig glat.

„Et forbandet barn,“ mumlede han for sig selv.

Mit blod kogte.

„Jeg er ikke et barn!“ hvæsede jeg.

„Selvfølgelig har hun sin mors forbandede temperament.“

Så var grænsen nået.

„Tal ikke om min mor! Du har aldrig været ligeglad med hende. Med os!“ Ordene rev sig løs af mig, og varme tårer brændte i øjnene.

„Jeg sørger for tag over hovedet på dig nu, gør jeg ikke?“ svarede han, helt fladt.

„Jeg vil ikke bo her på din nåde,“ sagde jeg gennem sammenbidte tænder.

Han var lige så rasende irriterende, som han var smuk.

„Nå ja. Eller også kan du bo på gaden og blive en luder,“ sagde han, som om det var det mest ligegyldige i verden.

Jeg gispede. „Rend mig!“

Ordene havde knap forladt min mund, før hans hånd skød ud og greb min hage. Hårdt.

„Hør her, prinsesse,“ sagde han, og hans øjne mørknede, til de næsten var sorte. „Du gør klogt i at passe på den mund, ellers kommer du ikke til at bryde dig om, hvad jeg gør ved den.“

Frygten strammede sig som en knude i maven. Pressede han bare en smule mere, kunne min kæbe rent faktisk knække. Alligevel holdt jeg hans blik og nægtede at se væk.

Til sidst slap han mig. Jeg tørrede mine tårer væk med håndryggen, vredt, og knyttede næverne langs siderne.

„I det her hus er der regler,“ sagde han, lavt og hårdt. „Du taler ikke til nogen af mine gæster. Du går ikke uden for de områder, du har fået anvist. Du kommer aldrig til mig, medmindre jeg specifikt kalder på dig. Alle dine måltider indtages i spisestuen. Du forlader ikke huset uden at give nogen besked om, hvor du er. Og til sidst: Du træder aldrig ind i mit private område. Er det forstået?“

„Du glemte én,“ skød jeg tilbage. „Jeg skal bede om din tilladelse til at trække vejret.“

Jeg anede ikke, hvor den pludselige trods kom fra. Den her mand var bygget som en mur, og alt ved ham skreg: Prøv mig ikke.

„Er det forstået?“ gentog han, og advarslen i hans tone var umulig at misforstå.

„Selvfølgelig,“ fik jeg presset frem.

„Så ud med dig.“ Han vendte sig og gik tilbage til sin stol.

Jeg stirrede på ham, lamslået over den rene og skære uforskammethed.

„Jeg er ret sikker på, du ikke er døv,“ sagde han stille, og truslen lå tydeligt under ordene.

Jeg slugte alt det andet, jeg havde lyst til at sige, og stormede ud af arbejdsværelset. Han var en arrogant, koldhjertet nar, og jeg fortrød allerede, at jeg var kommet her.

Jeg var rasende over måden, han havde talt til mig på … og alligevel kunne jeg ikke standse mit hjerte i at hamre vildt.

Et sidste blik på den lukkede dør, og jeg vidste, at jeg var på vej ud i problemer.