Kapitel seks

Jeg gik rastløst frem og tilbage på mit værelse og bed negle, til jeg smagte blod, men tankerne ville stadig ikke falde til ro. Væggene føltes, som om de langsomt rykkede tættere på og kvalte mig.

Hundrede tanker fór gennem hovedet på mig, men én lå øverst: Jeg måtte væk.

Jeg kunne ikke holde ham ud. Eller nogen, der begrænsede mig og behandlede mig som et barn.

Jeg måtte væk.

Tante Carrie.

Jeg snuppede mobilen fra natbordet og scrollede gennem de fem kontakter, jeg havde. Tommelfingeren svævede over hendes navn i et par sekunder, før jeg skubbede al tvivl til side og trykkede opkald.

Mine knæ vippede nervøst, mens jeg ventede. Lige da jeg troede, hun ikke ville tage den, gjorde hun.

“Tante Carrie!”

“Hej, skat.” Hendes beroligende stemme var et kort øjeblik som en salve mod kaosset indeni mig.

“Tante Carrie, jeg vil væk herfra,” sagde jeg og sank klumpen i halsen. “Jeg kan ikke holde ham ud.”

“Hvorfor? Hvad er der galt? Er der sket noget?” spurgte hun det hele på én gang.

Jeg rystede på hovedet, før jeg kom i tanke om, at hun ikke kunne se mig. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at forklare. “Han er bare så kontrollerende og nedladende. Jeg føler mig som en fange.”

“Åh, skat, din onkel er en flink mand—”

“Det ved du jo ikke engang! Du kender ham ikke!” afbrød jeg hende, og stemmen steg.

Hun trak vejret dybt ind. Stemmer i baggrunden blev højere. “Soph, jeg har virkelig travlt lige nu. Jeg ringer tilbage, så snart jeg kan, så vi kan tale ordentligt sammen. Lige nu har jeg brug for, at du holder dig rolig og ikke gør noget overilet, okay?”

For helvede.

“Men tante—” Den lange biplyd, der fulgte, slugte resten af mine ord. Tårerne trillede ned ad kinderne.

Tante Carrie ville ikke hjælpe mig. Sådan som jeg så det, var der ingen vej ud. Jeg sad fast.

“Sophia, kom ned og spis aftensmad.” Der lød et bank på døren.

Jeg ville have gemt mig på værelset, som jeg havde gjort hele dagen, hvis ikke min mave var begyndt at knurre og minde mig om, at jeg havde sprunget både morgenmad og frokost over.

Jeg åbnede døren med ét klart mål: at undgå ham for enhver pris. Han virkede alligevel irriteret over min blotte tilstedeværelse.

Den plan døde, i samme øjeblik jeg trådte ind i spisestuen og så ham sidde ved bordet. Og han sad ikke alene.

Jeg trak vejret roligt ind og gik hen mod dem.

“Undskyld, jeg er forsinket,” mumlede jeg og undgik bevidst øjenkontakt.

Min onkel vendte sig mod mig med et stramt, alvorligt udtryk. “Jeg bryder mig ikke om at blive holdt hen.”

Jeg trak på skuldrene og satte mig på stolen over for hans gæst. “Jeg bad dig ikke om at vente på mig.”

Kvinden overfor mig var smuk. Ikke bare smuk, men modelsmuk. Alligevel var hun knap nok dækket af en kjole, der så ud, som om den hørte til på en syvårig. Ét blik var nok. Det var den samme kvinde, han havde kneppet den anden nat.

Måske var hun hans kæreste.

Hun løftede et perfekt buet øjenbryn, og blikket flakkede mellem mig og min onkel. “Og hvem skulle du så være?” spurgte hun, med en stemme, der dryppede af foragt.

Fedt.

“Det rager ikke dig,” knurrede han ad hende.

Jeg blinkede, overrasket. Kvindens ansigt blussede af ydmygelse, og hun sendte mig et endnu hårdere blik. Af en eller anden grund fik det mig til at få det en smule bedre, at hans arrogance ikke kun var forbeholdt mig.

Jeg bed mig i tungen og holdt kæft, mens maden blev sat på bordet.

Som middagen trak ud, blev spændingen i rummet tættere og tættere. Jeg kunne mærke min onkels blik på mig hele tiden, tungt og ubønhørligt. Jeg prøvede at ignorere det, men det fik bare min puls til at hamre endnu hurtigere.

Til sidst gjorde kvinden sit træk og lagde sine velplejede fingre på hans arm. “Skat, du ser anspændt ud. Måske kunne jeg hjælpe dig med at slappe af senere,” spandt hun.

Jeg fnøs indvendigt. Hvor ynkeligt.

“Hvad? Sagde jeg noget sjovt?” snappede hun. Hvis blikke kunne dræbe, lå jeg allerede seks fod under.

Jeg trak på skuldrene og tyggede i ro og mag et stykke bøf, før jeg svarede. “Ingenting. Det er bare ynkeligt, hvordan du hænger på en, der tydeligvis er pisse ligeglad med dig.”

“Hvor vover du?!” skreg hun, med gift i hvert eneste ord.

“Du burde ikke råbe, mens du spiser. Du kan gå i den gale hals.”

Hun så ud som en vulkan, der var ved at gå i udbrud. Og måske bildte jeg mig det ind, men jeg kunne have svoret, at mundvigen hos Henry rykkede en anelse opad i et halvt sekund.

“Skat!” hvinede hun til ham.

“Hold kæft og skrid,” sagde Henry, koldt og endegyldigt.

“Hvad?” Hendes mund faldt åben.

“Skrid.” Den morderiske kant under de stille ord var umulig at overse.

Tårerne løb ned ad hendes kinder, mens ydmygelsen skyllede ind over hende. Jeg kæmpede for at holde min latter låst inde bag tænderne. Hun sendte mig et sidste, giftigt blik, før hun stormede ud.

Jeg lavede en lille sejrsdans inde i hovedet, lige indtil Henry rejste sig, og hans store skikkelse tårnede sig op over mig.

“Dig. Ind på mit kontor. Nu.”

“Hvad? Jeg er ikke færdig med at spise—”

Han var allerede på vej væk.

“Din skide nar,” mumlede jeg for mig selv.

Jeg tøvede, hjertet slog hårdt mod ribbenene. Hvad fanden vil han mig nu?

Jeg havde ikke rigtig noget valg. Jeg fulgte efter ham ovenpå, pulsen hamrede i ørerne.

Jeg bankede én gang, sådan som Adaline havde gjort den morgen. Han sagde, jeg skulle komme ind.

Han lænede sig op ad skrivebordet med armene korslagte over brystet. Skjorteærmerne var smøget op til albuerne, så de tykke, tatoverede underarme var helt blottet. Synet fik noget dybt i maven på mig til at vride sig.

“Hvad sagde jeg om at tale sådan til mine gæster?” spurgte han uden omsvøb.

Jeg var så optaget af måden hans adamsæble bevægede sig på, når han talte, at jeg næsten glemte, han havde stillet et spørgsmål.

“Øh… hun var uhøflig over for mig først,” fik jeg fremstammet.

“Og du besluttede, at det gav dig ret til at tale til hende på den måde?” Det ene mørke øjenbryn løftede sig.

“Hvis du spørger mig, gjorde jeg hende en tjeneste. Ingen rigtig kvinde burde kaste sig for fødderne af en mand, der ikke gider hende. Det er ynkeligt.”

“Og du ved præcis, hvad det vil sige at være en rigtig kvinde?” Hans stemme sank, til den knap nok var mere end en hvisken.

En hvisken, der sendte et kuldegys gennem hele kroppen.

Hans øjne låste sig fast i mine, udfordrende, holdt mig på plads.

Jeg sank.

“Ja. Det gør jeg.” Ordene kom mere åndeløse ud, end jeg havde tænkt.

Et langsomt, ondt smil krummede hans læber. Jeg gøs. Han var så smuk—så smuk og så mørk og farlig.

“Smid tøjet,” befalede han, med en stemme af ren is.

Mine øjne blev store.

Jeg følte, jeg lige var trådt ind i et mareridt uden nogen udvej.