Kapitel otte

Jeg vågnede i Henrys seng med dunkende hoved og et tomt værelse. Jeg satte mig brat op og gik mod døren, men så gik badeværelsesdøren op.

Henry kom ud.

Splinternøgen.

Jeg gispede og vendte mig væk, mens kinderne brændte. Hvad fanden var det lige, jeg havde set? Jeg havde brug for at skylle mine øjne i klorin.

“Er du ikke voksen?” Hans hånlige stemme gled hen over mig.

Jeg fnøs lavt.

“Genert?” spurgte han, tydeligt underholdt.

Jeg vendte mig uden at tænke. Han stod lige foran mig. Jeg fór sammen, mistede balancen og var ved at falde, men Henry greb mig.

Håndklædet om hans hofter gled.

For helvede.

Jeg fik kæmpet mig op og styrtede ud af værelset, så hurtigt benene kunne bære mig. Jeg flåede min dør op, smækkede den i bag mig og kastede mig på sengen med ansigtet begravet i puderne.

Sikke en lortedag.

Min nat var ødelagt. Jeg slog mig i panden af ren forlegenhed. Fra at prøve at bevise, at jeg var voksen til… vent—

Jeg havde været vidne til et mord.

Og det var min skyld, at det skete.

Åh. Min. Fucking. Gud.

Jeg begyndte at ryste. Hvem var den mand? Hvor kom han fra? Hvad hvis politiet fandt ud af det? Skulle jeg i fængsel?

Det var ikke mig, der trykkede på aftrækkeren. Jeg havde været offeret.

Frygt og hundrede andre følelser skyllede ind over mig, indtil udmattelsen endelig trak mig ned.

---

Jeg vågnede næste morgen med kvalme. Det her sted var giftigt. Én dag her, og alt var allerede gået ad helvede til. Der var ingen chance for, at jeg blev.

Jeg stod ud af sengen og gik direkte hen til Henrys værelse. Jeg bankede på. Intet svar.

“Jeg er nødt til at tale med dig,” sagde jeg fast. Jeg havde lyst til at sparke døren ind, men billedet af ham nøgen igen fik mig til at stoppe. Skamløse idiot.

Jeg bankede hårdere. Stadig ingenting. Han spildte min tid. Jeg skulle væk fra det her hul.

Jeg prøvede håndtaget. Det gik op. Jeg kiggede ind. Der var fuldstændig tomt.

Jeg lukkede døren og gik tilbage mod mit værelse, kroppen tung af udmattelse. Der var allerede sket for meget. Var der overhovedet en vej igennem det her? Et eneste glimt af lys for enden af tunnelen?

Jeg lagde hovedet tilbage og trak vejret ud i et langt, rystende suk.

“Mor… jeg savner dig,” hviskede jeg med ansigtet begravet i puden. Hvis hun stadig havde levet, ville jeg stadig være den glade pige, jeg engang var.

Et bank på døren afbrød mig.

“Hvem er det?” kaldte jeg svagt.

Håndtaget drejede, men døren gik ikke op. Jeg havde låst. Jeg slæbte mig op og åbnede.

Henry stod på den anden side.

Jeg forsøgte at smække døren i, men han så det komme og skubbede den hårdt op, trådte ind, som om han ejede stedet—hvilket han, teknisk set, gjorde. Arrogancen gjorde mig stadig rasende.

“Hvad vil du?” hvæsede jeg.

Han vendte de kolde øjne mod mig. Jeg nægtede at se væk.

“Det første, du skal vide, og aldrig glemme,” sagde han og lukkede afstanden, til jeg kunne mærke hans ånde mod min hud. “Det her er mit hus. Jeg kan gå ind i hvilket som helst rum, jeg vil, uden at bede en eneste fucking person om lov.”

Hvisken helt inde ved mit øre sendte et gys ned ad ryggen på mig.

I hans drømme.

Jeg var på vej væk.

Jeg tvang mig selv til at møde hans blik. De blå øjne var smukke og farlige, og i et sekund glemte jeg næsten, hvordan han havde kaldt mig en unge.

Næsten.

“Du kan beholde huset,” sagde jeg. “Men jeg bor ikke under samme tag som dig.”

Jeg forsøgte at mase mig forbi ham.

Hans hånd skød frem, greb fat i mit hår og rykkede mig ind til sig, så vores læber næsten strejfede hinanden.

“Hvis du sætter én fod uden for det her hus,” advarede han, stemmen lav og dødbringende, “så lad være med at tro, du kan komme tilbage.”

“Bare rolig,” fnøs jeg med et skævt smil. “Når jeg først er væk, kigger jeg ikke engang mod porten igen.”

Vi stirrede ondt på hinanden i tavshed.

Så ringede min telefon og flænsede øjeblikket.

“Slip mig,” sagde jeg iskoldt.

Han slap mit hår.

Jeg gik hen, så opkaldets navn på skærmen og tog den med en hård stemme. “Hvad vil du?”

“Hvor har du været, Sophia? Jeg har ledt efter dig overalt.” Ethans bekymrede stemme lød i højttaleren.

Jeg troede ikke et sekund på, at han faktisk bekymrede sig. Han havde altid kun villet én ting med mig.

“Jeg har det fint. Lad være med at ringe til mig igen.” Jeg var ved at lægge på, da jeg kom i tanke om, at Henry stod lige bag mig.

Tante Carrie ville ikke hjælpe. Ethan var den eneste mulighed, der var tilbage, selv om tanken fik det til at vende sig i maven på mig.

Jeg tøvede kun et øjeblik.

“Jeg sender dig en adresse. Kom og hent mig.” Jeg lagde på, før han kunne nå at svare.

Jeg var knap nok begyndt at taste, før telefonen blev revet ud af hånden på mig.

“Hvad fanden laver du?” råbte jeg.

“Du deler ikke min adresse med nogen,” sagde Henry fladt. “Jeg bryder mig ikke om gæster.”

“Men du lader enhver luder valse ind, når det passer hende, og spise middag med dig?” Jeg lo bittert.

“Det kommer ikke dig ved.”

Han var i gang med at skrive noget. Jeg kastede mig efter telefonen; han løftede bare armen højere. Jeg hoppede, strakte mig, bandede. Han blev ved med at taste, som om jeg slet ikke var der.

Da han var færdig, rakte han den tilbage. Jeg kiggede på skærmen, og blodet kogte i mig.

“Hvad er der galt med dig?” skreg jeg.

Han trak bare på smilebåndet og gik mod døren.

Jeg ringede straks til Ethan igen. Han tog den ved første ring.

“Ethan, ignorer den sidste besked. Kom til—”

Henry greb ud efter telefonen. Den gled ud mellem mine fingre og ramte gulvet. Jeg snappede den op, men han var allerede over mig igen. Jeg vred mig fri og forsøgte at løbe; han skubbede mig hårdt ned på sengen.

“Sophia?” Ethans stemme steg, panisk. “Er alt okay?”

Henry kravlede op over mig og rakte ud efter telefonen.

“Ethan, hjælp!” skreg jeg og skubbede mod Henrys bryst med den ene hånd.

“Hvor er du?!” råbte Ethan.

“Kom til—”

Henry pressede en hånd over min mund. Jeg bed til, så hårdt jeg kunne. Han hvæsede af smerte, og jeg brugte det ene sekunds frihed til at råbe adressen, men jeg nåede aldrig at få ordene ud.

Henry smækkede sin mund ned over min.