Kapitel 2

"Hvad sagde du?"

Et glimt af panik flakkede over Elaines øjne, mens instinktet skreg, at hun skulle skynde sig hjem.

Men da hun kom i tanke om, at Vera stadig lå i hendes arme, havde hun ikke noget valg. Hun måtte blive.

"Har jeg ikke sagt, at du skulle holde godt øje med ham?" forlangte hun.

Barnepigen svarede undskyldende: "Julius blev ved med at tigge om æggetærter, så jeg gik ud i køkkenet for at bage nogle. Men da jeg kom tilbage, var han væk."

Elaine trak vejret dybt og kæmpede for at bevare roen. "Gå ud og led efter ham med det samme. Få flere til at hjælpe. Jeg tager Vera hjem med det samme."

"Ja, frue."

Da hun lagde på, følte Elaine sig fuldstændig udmattet.

Vera krævede konstant opsyn, og Julius skulle findes.

Men hun var kun ét menneske. Hun kunne ikke være to steder på én gang. Alligevel var det hende, der måtte bære det hele.

Elaine følte sig som en myre på en brandvarm stegepande, der febrilsk løb rundt uden at finde fodfæste.

Hun overvejede at ringe til Arthur, men droppede tanken i samme sekund, den dukkede op.

Arthur ville alligevel ikke tage den.

I hans øjne var Emily vigtigere end alt andet.

Elaine bar Vera hjem så hurtigt, hun kunne.

Assistenten Barry Wilson havde lige skrevet, at familielægen var på vej.

Elaine lagde forsigtigt Vera på sengen og sagde: "Vera, lægen kommer lige om lidt. Mor er nødt til at finde din bror nu."

Vera var stadig omtåget, men tvang øjnene op og hviskede: "Emily..."

Elaines hjerte trak sig smertefuldt sammen.

Selv i den tilstand tænkte Vera på Emily.

"Vær sød, Vera. Du kan se hende, når du får det bedre."

Efter at have beroliget Vera begyndte Elaine straks at lede efter Julius.

"Julius!"

"Julius, hvor er du?"

"Du må ikke gøre mor bange!"

Elaine gennemsøgte hele den vidtstrakte villa.

Selv om de ikke boede inde i byen, lå der trafikerede veje i nærheden, og der var biler overalt.

Hvis der var sket Julius noget...

Elaines hjerte vred sig af bekymring, og hun kunne ikke holde ud at tænke tanken til ende.

"Julius!"

Hun havde nærmest vendt hele huset på hovedet, da hun, idet hun var færdig med at tjekke endnu et værelse, hørte en svag elektronisk spillyd inde fra under sengen.

Hun snurrede rundt mod lyden.

Hvis hun ikke tog fejl, var det spillet på det smartwatch, hun havde købt til Julius.

Elaine rev sengekappen til side, og ganske rigtigt lå Julius derinde.

Vrede, angst og lettelse skyllede ind over hende på én gang over, at der ikke var sket noget. Hun stirrede anklagende på ham. "Julius, hvorfor gemmer du dig her? Ved du, hvor bekymret jeg har været, mens jeg ledte efter dig?"

Julius rynkede bare på næsen uden rigtig at tage det alvorligt. "Du ville ikke lade mig gå hen og finde Emily."

Elaine stirrede på ham, som om hun ikke troede sine egne ører. Skuffelsen stod klart i hendes blik.

Hun havde så meget, hun ville sige, men ordene satte sig fast i halsen.

Julius’ opførsel og tone føltes som en kniv, der borede sig ind og drejede rundt i hendes hjerte. Som om en kold vind blæste gennem såret og frøs hende helt ind til marven.

Det var hendes eget kød og blod.

Pludselig mistede Elaine al lyst til at sige noget som helst. Hun så uforstående på Julius, før hun vendte sig og gik.

Nede i stueetagen var assistenten Barry kommet sammen med familielægen.

"Fru Smith, lægen er her."

Elaine skubbede det, der lige var sket, til side med det samme og sagde presset: "Vera er på sit værelse. Jeg viser jer derop."

Lægen gav straks Vera en grundig undersøgelse, mens Elaine stod lige i nærheden og ventede med en knude i maven.

Da han aflæste termometeret, rystede lægen langsomt på hovedet. „Fru Smith, Vera er blevet smittet med den nyeste virusmutation. Lige nu findes der ingen effektiv behandling.“

„Hvad… hvad sagde du?“ Elaine vaklede et skridt tilbage, som om gulvet pludselig gyngede under hende.

Ingen behandling? Hvad skulle der så ske med hendes Vera?

Med skælvende hænder fik Elaine sin telefon frem for at ringe til Arthur. Med hans forbindelser måtte han kunne finde en løsning.

Men som forventet tog ingen den.

Synet af Elaines blege ansigt fik Barry til at tøve. Til sidst tog han sin egen telefon og ringede. Næsten med det samme gik der hul igennem.

Elaine rev blikket væk fra skærmen, og hendes greb strammede sig nærmest uden at hun tænkte over det.

Selv om hun var hans kone, kunne hun ikke få fat i Arthur, mens Barry, en assistent, fik svar med det samme. Hvor var det ironisk.

Hun og Arthur var som fremmede under samme tag!

Selv om følelserne ikke havde været særlig stærke, da de blev gift, havde Arthur været mere omsorgsfuld under hendes graviditet. Han huskede, hvad hun kunne lide, lavede mad til hende med egne hænder og overdængede hende med gaver ved enhver anledning.

De havde glædet sig sammen til børnenes ankomst, valgt navne og planlagt det hele. Han havde endda samlet tremmesengene selv.

Elaine havde engang drømt om, hvor vidunderligt det ville være, hvis livet kunne blive ved sådan. At Arthur til sidst ville forelske sig i hende, og at de ville blive en lykkelig familie.

Men alle de drømme og fantasier krakelerede den dag, Emily kom hjem fra udlandet.

„Er lægen kommet?“ Arthurs stemme lød i telefonen og rev hende tilbage til virkeligheden.

Elaine tog telefonen. Hendes stemme var presset, da hun spurgte: „Vera er blevet smittet med den nye virus, og lægen siger, der ikke findes nogen kur. Hvor er du? Hvornår kan du komme hjem?“

Arthurs stemme var rolig. „Jeg er i epicentret for udbruddet. Emily og jeg er i karantæne her.“

„Hvad så med Vera? Hun er allerede bevidstløs!“

Elaine kæmpede for at holde følelserne ude af stemmen.

At passe deres børn skulle være et fælles ansvar.

Alligevel stod hun her og kæmpede alene.

Den lammende ensomhed sled hende op og knuste hende.

Arthur rynkede panden. „Jeg sender flere lægehold derhen. Du må passe rigtig godt på Vera.“

Elaine klemte telefonen hårdt og slugte den bitre klump i halsen.

„Vera har brug for dig lige nu.“

Arthur trak brynene sammen, og hans smalle læber pressede sig til en streg i tavshed.

Elaine ventede på hans svar, men i stedet lød Emilys stemme i baggrunden: „Arthur, jeg har pakket det hele. Vi kan tage af sted når som helst.“

Elaine fangede straks nøgleordene og spurgte febrilsk: „Hvor skal I hen?“

Arthur svarede koldt: „Virussen spreder sig i hele byen. Emilys helbred er skrøbeligt, så jeg tager hende med til udlandet.“

Det svar slukkede den sidste glimt af håb i Elaines øjne.

Han tænkte på Emily, men hvad med Vera? Hvad med hans kone og børn midt i den her krise?

Bitterheden gennemsyrede Elaines stemme.

„Hvad med mig og vores børn?“