Kapitel 3 Den forsvundne lille pige
Charlotte skyndte sig at få Noah og Andy ud af lufthavnen.
Hendes bedste veninde, Ava Davis, stod allerede ved udgangen og vinkede som besat, da hun fik øje på Charlotte. „Charlotte!“
„Ava!“ Charlottes ansigt lyste af glæde.
Noah og Andy spurtede i forvejen og kastede sig i armene på Ava. „Ava, har du savnet os?“
Ava satte sig på hug og kyssede dem begge stort på kinderne. „Selvfølgelig har jeg det! Jeg har endda skaffet jer de der flymodeller, I elsker.“
Noahs øjne funklede. „Hvor er det fedt!“
Andy hoppede op og ned. „Er det hangarskibsmodellen, vi har ønsket os i evigheder? Mor ville jo ikke købe den til os før!“
For at være helt præcis var modellen et hangarskib med en masse bittesmå dele.
Charlotte vidste, at alt med småstumper i Noah og Andys hænder blev skilt ad på få minutter, og hun var altid bange for, at de kunne finde på at sluge noget af det. Derfor sagde hun altid nej.
Ava smilede bredt. „Jeps, det er den. Én til hver af jer.“
Noah strålede. „Jeg vidste, du var den bedste.“
Charlotte sendte Ava et blik, der var mere træt end irriteret. „Ava, du forkæler dem alt for meget. Det kan gøre dem vant til at få alt, hvad de peger på.“
Ava trak bare på skuldrene. „Det går nok. Jeg stoler på, at de godt selv kan finde deres grænser. Kom, lad os tage hjem.“
„Okay.“ Charlotte fik bagagen ind i Avas bil og satte sig ind sammen med Noah og Andy.
Hun så sig ikke tilbage og bemærkede derfor ikke James, der blev stående ved udgangen og spejdede.
Daisy tvang et smil frem, indhentede ham og greb hans hånd.
„James, så du nogen? Husk, vi blev lige interviewet af journalister.“
James rev hånden til sig, øjnene kolde og irriterede.
„Daisy, glem ikke vores aftale. Hvis du nogensinde igen booker samme fly som mig og slæber pressen med for at presse på for et ægteskab, så lader jeg det ikke passere!“
James holdt sig altid under radaren. Hvordan var hans færden blevet lækket og endt i et mediecirkus?
Daisy bed sig i læben og så såret ud. „James, du misforstår. Jeg ringede ikke til dem.“
Hendes øjne fyldtes med tårer, og hendes ynkelige udtryk tiggede om medlidenhed. Men James’ blik forblev isende.
„Du ved udmærket, om du gjorde eller ej. Jeg hader den slags spil.“
Daisy sagde, mens tårerne løb, „Det var virkelig ikke mig. Jeg vil ikke have, at du skal have så mange fordomme og misforståelser om mig.“
James’ øjne var fulde af væmmelse, da han vendte sig for at gå, men Daisy fulgte straks efter.
Tårer virkede ikke på James, så Daisy tørrede dem væk, og hendes smil blev nu anstrengt og indsmigrende.
„James, har du tid i aften? Jeg kender en ny restaurant med virkelig god mad.“
James rynkede panden ad hende, da hans telefon pludselig ringede med en insisterende tone.
Han tog den, og butlerens paniske stemme lød i røret. „Hr. Martin, Emma er væk!“
James’ øjne blev store af raseri. „Hvad sagde du? Hvordan kan så mange voksne miste overblikket over ét barn?“ hvæsede han.
Butleren, der var ved at svede tran, sagde: „Hun gik selv ud fra baghaven. Vi leder efter hende nu.“ James sendte Daisy et kort blik og gøede: „Få alle til at lede. Hvis I ikke finder Emma, så lad være med at komme tilbage!“
Butleren svarede: „Forstået.“
Efter at have lagt på ringede James til sin assistent. »Aflys alle mine møder i dag, og få samlet et hold til at finde Emma.«
Assistenten svarede: »Det er i gang.«
Da alt var sat i værk, loggede James ind på overvågningssystemet i Martin-villaen.
Optagelserne viste en lille pige i prinsessekjole, der løb gennem rosenbuskene i baghaven, før hun forsvandt ud af billedet. Det var hans datter, Emma Martin.
Da han så det, knyttede James næven så hårdt, at knoerne blev hvide.
Så lille et barn—hvor i alverden kunne Emma være blevet af?
Uanset hvad måtte James finde hende.
Daisy prøvede at trøste ham. »James, du skal ikke bekymre dig. Jeg hjælper dig med at finde Emma.«
James svarede ikke. Han gik hurtigt ud, og de hastige skridt røbede panikken, han forsøgte at skjule.
Imens var det Ava, der kørte dem hjem.
Charlotte sad på forsædet ved siden af, mens børnene snakkede og grinede på bagsædet. Bilen var fyldt af en varm, let og glad stemning.
Men pludselig hamrede Ava foden på bremsen. Charlotte fór sammen, og Andy og Noah udstødte et forskrækket råb.
Charlotte spurgte: »Ava, hvad sker der?«
Ava fik styr på vejrtrækningen og svarede: »Der står et barn ude på vejen.«
Heldigvis havde hun bremset i tide, ellers var den lille pige blevet ramt.
Charlotte tøvede ikke. Hun flåede døren op og satte i løb hen mod pigen, der var på vej over gaden.
De befandt sig på den travleste gade i Thaloria. Der var grønt, og trafikken var tung og tæt.
Den lille pige havde en smuk, lilla prinsessekjole på. Hendes fine ansigt var som på en porcelænsdukke, men blikket var tomt.
De skingre bilhorn omkring hende lod hun ikke til at høre. Hun var helt væk i sin egen verden.
»Pas på!« råbte Charlotte, da hun så en hvid bil komme susende mod pigen. Uden at tænke kastede hun sig frem og greb fat i hende.
Bilen hvinede og standsede brat, og bremselyden skar igennem luften.
Charlotte lagde kroppen ind foran pigen som et skjold. De rullede flere gange hen over asfalten, før de endelig stoppede.
En skarp smerte skød gennem Charlottes ankel, men hun ignorerede den og tjekkede straks pigen. »Skat, er du okay?«
Charlotte så sig omkring og fortsatte: »Hvorfor går du over alene? Hvor er dine forældre?«
Hun stillede flere spørgsmål, men pigen svarede ikke.
Pigen lignede en dukke, tømt for liv.
Selv da Charlotte holdt hende i hånden, reagerede hun ikke.
Da Charlotte så det, trak en urolig kulde gennem hende.
Hun gik op for hende, at barnet måske havde autisme.
Ava kom løbende hen med Noah og Andy og fik straks øje på skrammen på Charlottes knæ. »Charlotte, du er kommet til skade!« udbrød hun.
Charlotte kiggede ned, bed tænderne sammen mod smerten. »Jeg har det fint. Lad os først få hende i sikkerhed. Der er alt for mange biler her; det er alt for farligt,« sagde hun.
Noah sagde alvorligt: »Mor, dit ben skal behandles, ellers bliver det kun værre!«
I det samme glimtede der noget i pigens øjne, og hun løftede langsomt blikket.
