Kapitel 8 Prinsessen skal beskyttes
I modsætning til Charlottes begejstring faldt smilet straks fra Andy og Noah, så snart de hørte nyheden. De var overhovedet ikke ellevilde, men fordi de vidste, hvor ked af det Charlotte ville blive, gik de modvilligt med til det.
Charlotte lod som ingenting over for Andy og Noahs tøvende blikke og fulgte dem hen i børnehaven.
Da det var deres første dag, hjalp Charlotte dem med at blive skrevet ind og hilste på deres pædagog.
Da alt var kommet på plads, satte hun sig på hug, smilede til dem og sagde: „I må ikke lave ballade i børnehaven. Vær søde, og vent på, at jeg henter jer bagefter, ikke?”
Andy og Noah nikkede lydigt.
De så Charlotte gå og trådte så ind i deres stue.
Pædagogen klappede i hænderne for at få alles opmærksomhed. „Børn, i dag har vi to nye kammerater. Lad os tage godt imod dem og lade dem præsentere sig, ikke?”
Alle øjne blev straks rettet mod Andy og Noah.
Da de så deres søde ansigter, jublede børnene: „Jaaa!”
Det ligger i menneskets natur at blive blød om hjertet, når noget er nuttet — selv hos børn.
Andy og Noah virkede slet ikke nervøse. De gik op foran og præsenterede sig selvsikkert.
„Hej allesammen, jeg hedder Noah. Jeg håber, vi kan blive venner.”
„Hej allesammen, jeg hedder Andy.”
Med smil og charme tøede deres klassekammerater med det samme op, og blikkene blev hængende ved Andy og Noah.
Pædagogen, der var glad for den varme velkomst, pegede på to pladser til Andy og Noah.
Til deres overraskelse sad Emma lige foran dem.
I samme øjeblik Emma fik øje på dem, lyste hendes øjne op, og hun sendte dem et sødt smil.
Men Andy og Noah huskede, hvordan Charlotte var blevet mobbet.
De ignorerede Emmas venlige gestus og holdt ansigterne kolde.
Emma så det, og lyset i hendes blik slukkede. Hun sænkede hovedet og så såret ud.
Hun forstod ikke, hvorfor de pludselig ikke havde lyst til at tale med hende.
Emma havde autisme og brød sig ikke om at snakke ret meget. Hun blev ofte holdt udenfor i klassen.
Så mødet med Andy og Noah havde gjort hende oprigtigt glad.
Men det virkede, som om Andy og Noah ikke kunne lide hende.
Da hun tænkte på det, blev Emma så ked af det, at hun havde lyst til at græde, og hun vred fingrene hårdt mod hinanden.
Andy og Noah kunne mærke Emmas tristhed og fik selv en lille dårlig samvittighed.
Men når de tænkte på Charlottes sorg, gjorde de deres hjerter hårde.
I deres verden var Charlotte det vigtigste menneske.
Selv om de ikke kunne lade Emma betale for James’ synder, vidste de, at de heller ikke kunne være venner med hende.
Andy og Noah charmerede sig, næsten med vilje, hurtigt ind i klassekammeraternes hjerter.
Emma sad bare og kiggede stille på.
At se dem falde så naturligt ind med de andre børn gjorde hende kun endnu mere nedtrykt, og hendes hoved sank længere ned.
Hun misundte dem inderligt og ønskede, at hun også kunne være med, grine og lege sammen med dem.
Selv om Noah og Andy havde besluttet ikke at lege med Emma, kunne de ikke lade være med at lægge mærke til hende. Da Andy så hende sidde alene, stak det i ham af tristhed — som at se en lille hvalp, der var blevet efterladt.
Noah prøvede at lyde afslappet og spurgte: »Hvorfor leger I ikke med hende der?«
En lidt buttet dreng meldte sig. »Hun siger aldrig noget. Når vi spørger, om hun vil lege, ignorerer hun os. Og hvis hun kommer til skade, skælder læreren os ud. Det gider vi ikke bøvle med.«
Noah syntes, det lød som noget besvær.
Inde i sig selv stemplede han Emma som besværlig, men han kunne alligevel ikke lade være med at holde øje med hende.
Hun var James’ barn med en anden kvinde, så selvfølgelig lagde Noah mærke til hende—helt bestemt ikke af medlidenhed!
Drengen fortsatte: »Det er ikke, fordi vi ikke vil lege med hende! Nogle gange får vi ondt af hende og prøver at hjælpe, men lige meget hvad vi gør, reagerer hun aldrig. Nogle gange slår hun os endda.«
Drengen rystede på hovedet og tilføjede: »Nogle børn driller hende, fordi hun altid er alene. Vi hjælper hende og jager dem væk, men hun siger aldrig tak. Det er vildt uhøfligt! Alle kan bekræfte det!«
De andre børn omkring dem nikkede samstemmende.
Et sammensat udtryk gled gennem Noahs øjne.
Dengang Charlotte havde dem i Mirathia, selv om kulturen var mere frisindet, var der stadig mange, der stemplede dem som farløse unger og mobbede dem.
Emma var en smule heldigere, men ikke meget. Ingen drillede hende direkte, og alligevel stod hun alene uden venner og bar i stilhed på sin uretfærdighed.
Den følelse var virkelig svær at holde ud.
Og nu, når de så Emma sådan, kunne Andy og Noah simpelthen ikke få sig selv til at være hårde ved hende.
Hun havde jo reelt ikke gjort noget galt.
Med den tanke smilede Andy og tog Emmas hånd.
»Jeg synes, hun er vildt sød—som en lille prinsesse, der skal passes på!« sagde han. »Måske er hun bare genert. Hvis vi leger med hende, bliver hun glad.«
Børn bar ikke nag ret længe.
Og Emma var faktisk ret køn og nuttet. De brød sig ikke om at afvise hende; det var bare hendes manglende lyst til at være sammen med dem, der fik dem til at holde afstand.
Så med Noahs og Andys opmuntring nikkede de andre børn og smilede. »Så leger vi med hende fra nu af.«
Den første dreng knyttede sin lille næve og sagde beslutsomt: »Jeg leger med hende hver dag. Hvis nogen mobber Emma, så banker jeg dem.«
Emma var langsom til at reagere, men hun var ikke dum. Hun forstod hurtigt, hvad Andy og Noah mente, og nikkede.
»Okay,« sagde hun lavt og klamrede sig til Noahs og Andys tøj, som om hun ikke ville give slip.
Børns humør skifter hurtigt, og snart spredte de sig.
Da de var gået, blev Noahs ansigt koldt.
Han sagde: »Giv slip.«
De havde ikke tilgivet hende!
Emmas tårer trillede med det samme, og hun så på dem, mens hun snøftede.
Hun hulkede: »Nej, vær sød!«
Emmas gråd irriterede Noah og Andy endnu mere. De havde lyst til at skælde hende ud, men de kunne ikke få sig selv til det.
Da de så hende så ynkelig og stadig forsøge at vinde dem over, gav Noah endelig efter—modvilligt.
Han sagde: »Fint. Stop med at græde. Vi leger med dig fra nu af.«
»Lillefingerløfte!« Emma rakte sin lillefinger frem og så genert på dem.
