Kapitel 9 Ønsker alle fordelene

Andy og Noah udvekslede et blik, sukkede og vendte sig væk, men deres lillefingre forblev flettet sammen med Emmas.

Resten af dagen hang Emma på Andy og Noah som en skygge.

Selv med alt dramaet omkring James kunne Andy og Noah faktisk godt lide Emma.

Særligt efter at have set hende blive holdt udenfor i dag sørgede de for at tage hende med i deres lege, og de tre havde det rigtig sjovt sammen.

Tiden fløj af sted, og snart var børnehaven slut. James kom selv for at hente Emma.

"Emma, nu skal vi hjem." Han rakte ud for at give hende et kram, men hun snoede sig udenom og lod knap nok, som om hun lagde mærke til ham.

I stedet blev hun helt tæt ved Andy og Noah, og hendes ansigt viste tydeligt, at hun ikke havde lyst til at gå.

Andy og Noah kendte James som deres idiot af en far. De sendte ham blikke fulde af foragt, mens de huskede, hvad han havde gjort mod Charlotte.

James fulgte Emmas blik og fik øje på Andy og Noah. De virkede bekendte, men han kunne ikke placere dem.

En mærkelig glæde blussede op i ham, som et lille elektrisk stød, der fik ham til at få lyst til at gå tættere på Andy og Noah.

Men da han så foragten i deres øjne, følte James sig en smule ydmyget og valgte at ignorere dem, selv om hans humør blev mørkt.

Andy havde leget med en vandpistol. Han fik øje på James, og en idé sprang op i hans hoved. Han sprøjtede vand lige i ansigtet på James, så han så komplet til grin ud.

Med store, uskyldige øjne blinkede Andy og undskyldte uden at mene det: "Ups, undskyld. Det var ikke med vilje. Du bærer vel ikke nag til et barn, vel?"

James’ vrede flammede op, men i samme øjeblik brød Emma ud i latter.

Det var sjældent, Emma viste så tydelige følelser, og James’ vrede forsvandt med det samme.

Og eftersom Andy allerede havde sagt undskyld, havde James i praksis ikke andet valg end at lade det ligge.

I virkeligheden havde James heller ikke lyst til at straffe Andy og Noah. Mest af alt gjorde deres åbne fjendtlighed ham utilpas.

Da han så Emma så glad, besluttede James at blive stående lidt endnu.

Da Charlotte kom, så hun scenen.

Hjertet snørede sig sammen i hende, og hun skyndte sig hen og stillede sig beskyttende foran Andy og Noah. "Er I okay? Undskyld, jeg er forsinket. Kom, vi tager hjem nu," sagde hun, mens hendes øjne skarpt og vagtsomt målte James.

Hun kunne faktisk ikke rigtig bebrejdes for at være så anspændt. Andy og Noah lignede James alt for meget, som han så ud, da han var barn.

James havde ikke lagt mærke til det, men hvis nogen, der kendte ham som barn, så dem, ville Andy og Noahs identitet blive afsløret.

Så ville Martin-familien uden tvivl forsøge at tage børnene tilbage.

Det kunne Charlotte ikke tillade.

James forstod ikke, hvad der foregik, men Charlottes spændte udtryk gjorde ham kun endnu mere irriteret.

Hun havde levet frit alle de år og efterladt ham og Emma.

Og nu havde hun andre børn og var så beskyttende over for dem.

Han så på Emma, som stadig var tavs, og mærkede et stik af smerte i brystet. Hans blik mod Charlotte blev hårdere af vrede.

Men med børnene til stede måtte han holde sine følelser i ave.

Da de gik ud fra børnehaven, ignorerede hun James fuldstændigt. Da de nåede ud til døren, trak hun lettet vejret.

Hun sagde til Andy og Noah: "Okay, nu er det tid til at sige farvel til Emma."

Andy og Noah sagde pænt farvel til Emma.

Da de var på vej væk, kunne James ikke holde sin vrede tilbage og gik på Charlotte. "Charlotte, du er iskold. Har du levet godt alle de her år?"

Charlotte forstod ikke, hvad James mente, og syntes, han var helt til grin.

Hun ignorerede ham og satte sig ind i bilen.

Mens hun kørte, pressede hun tristheden ned og holdt blikket fast på vejen foran sig.

Andy og Noah udvekslede blikke, og deres foragt for James voksede. Det var tydeligt, at den lille lærestreg, de havde givet ham, ikke var nok. Næste gang ville de sørge for at give igen meget hårdere.

På vej hjem foreslog Charlotte en måde at undgå fremtidige problemer på. »Skatter, hvad siger I til, at jeg flytter jer til en anden børnehave?«

Men Andy og Noah kom straks til at tænke på Emma. Hvis de forsvandt, ville hun blive ked af det og fortsætte med at blive mobbet.

Derudover havde de stadig planer om at give James igen. De kunne ikke bare lade det ligge.

Så de afviste begge Charlottes forslag med fasthed.

Andy sagde: »Mor, vi kan virkelig godt lide den her børnehave. Vi vil ikke flyttes. Lad være med at bekymre dig om det, Emmas far sagde. Du skal ikke være ked af det. Den idiot er ikke værd at spilde en tåre på.«

Charlotte respekterede deres mening, så da de ikke ville, svarede hun stille: »Okay. Det vigtigste er, at I har det godt.«

Charlotte gik med til det, men da hun tænkte tilbage på James’ udspørgen, begyndte vreden at ulme.

James havde børn med en anden kvinde, så hvilken ret havde han til at udspørge Charlotte?

Charlotte tænkte: Han er en kæmpe nar, der vil have det hele. Det kan han godt glemme!

Hjemme skulle Charlotte stadig håndtere leverandører af udstyr og leverandører af lægeurter.

Det nye projekt og forskningen krævede enorme mængder udstyr og urter. Det lå langt fra Veritas Institute for Medical Innovations tidligere forskningsretning. De gamle forsyningskanaler kunne slet ikke følge med, især ikke når det gjaldt urter.

Veritas Institute for Medical Innovations oprindelige leverandør leverede kun ekstrakter af lægeurter. De var nødt til at skaffe rå urter fra andre producenter.

Alex havde forhandlet med dem før, men kvaliteten var alt for ringe til deres forskning.

Charlotte tog sin bærbare frem og gik i gang.

Når det gjaldt urteleverandører, var Eldorias førstevalg Lynn Group, Daisys familievirksomhed.

Men bare tanken om det fik Charlotte til instinktivt at sige nej. Hun havde ikke lyst til at arbejde sammen med Lynn Group.

Charlotte ville ikke gå på kompromis, så hun begyndte at lede efter alternativer. Hun begrænsede sig ikke til Eldoria.

Lynn Group sad tungt på markedet i byen, men de havde brug for bedre leverandører uden for Eldoria.

Desuden havde Charlotte sine egne kanaler til udstyr. Andy og Noah var trods alt usædvanligt dygtige på det område.

De havde vist talent for det, siden de var helt små, og de havde allerede fået opbakning fra nogle store internationale producenter af medicinsk udstyr.

Mens Charlotte omhyggeligt sorterede i mulige urteleverandører, ringede hendes telefon.

Uden at kigge tog hun den af vane. »Hallo, det er Charlotte. Hvem taler jeg med?«

Der var stille i den anden ende. Intet svar.

Charlotte syntes, det var mærkeligt, og kiggede på skærmen. Opkaldet var stadig aktivt.

Netop som hun skulle til at spørge igen, fæstnede hendes blik sig ved nummeret.

Selv efter seks år huskede hun det stadig uden tøven.

Det var James’ nummer.

Hun havde ikke regnet med, at han efter seks år stadig havde det samme nummer.

Da Charlotte blev ved med at tie, gættede James på, at hun vidste, hvem han var.

Han lo koldt, og stemmen fik en mørk klang. »Charlotte, hvem tror du, jeg er?«

Han ringede faktisk til hende.

Et flygtigt stik af sorg skyllede gennem hende, men det blev hurtigt erstattet af spydighed.

Charlotte sagde: »James, der er noget, du burde have hørt for længst.«

Før skilsmissen havde hun ringet til ham utallige gange, og han tog aldrig telefonen. Han ringede ikke engang tilbage.

Nu var rollerne byttet om, og hun behøvede ikke længere at danse efter hans pibe.

Den logik hang simpelthen ikke sammen!

»Eks’er skal behandles, som om de er døde, så, James …« Charlotte udtalte hvert ord tydeligt og viste, at hun var ligeglad med ham.

»For mig er du allerede død. Døde mennesker skal ikke krybe op af graven!« Med det lagde hun på.