Gift med Hr. Rigtig

#01

"Sådan, nu er det færdigt," sagde makeupartisten Brian havde hyret til at gøre mig klar. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på i øjenkrogen.

"Vil du ikke se, hvordan det ser ud?" spurgte hun igen, denne gang mens hun placerede spejlet foran mig. Jeg tog det fra hende og kastede det på gulvet, så det smadrede i tusind stykker.

Mit liv er ved at blive ødelagt, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kan ikke tro, at jeg skal giftes med denne arrogante nar.

Der var engang, hvor jeg ønskede at gifte mig med en mand, der ville elske mig for den, jeg er, en mand der ville respektere mig, som ville værdsætte hvert øjeblik vi havde sammen, en mand der ville være klar til at elske mig til døden os skiller, men nu er det bare det stik modsatte.

Ægteskab skulle være et helligt forhold mellem to mennesker. Det er det næstvigtigste forhold i en kvindes liv. Hvordan skulle jeg kunne overleve i denne livslange forpligtelse, når der ikke er nogen kærlighed.

Jeg ønskede aldrig dette for mig selv, jeg har aldrig ønsket noget af dette. Er alt det, der sker lige nu, en drøm?

Mine øjne var helt våde. Lily, som jeg antog var hendes navn, blev ved med at sige til mig, at jeg skulle stoppe med at græde for ikke at ødelægge mit ansigt, men jeg lyttede ikke til hende.

Hun ved ikke, hvad jeg går igennem, hun ved ikke, hvad jeg føler nu.

Mit liv er ødelagt. Alle mine drømme er spildt, og ingen ved, hvor meget jeg lider. Mine venner tror, jeg er en heldig pige, der skal giftes med en mand så rig som Brian, men de kender ikke de planer, han har for mig.

"Det er tid til at blive klædt på," sagde hun til mig. Jeg rejste mig modvilligt.

Hun hentede kjolen og fik mig klædt på.

Jeg kiggede i spejlet og stirrede på mig selv, mens de lagde de sidste detaljer på min kjole.

I dag skulle have været den lykkeligste dag i mit liv, men desværre er det ikke tilfældet.

Hun placerede buketten i min hånd og gav mig mine smykker og sko på.

Derefter blev jeg fulgt til limousinen, der skulle køre mig til stedet for bryllupsfesten.

Vi ankom til haven, som var fuldt dekoreret.

Snart begyndte orkesteret at spille bryllupsmarchen. Gæsterne rejste sig, og jeg gik ned ad kirkegulvet i selskab med min mor, som tilbød at følge mig op.

Brian stod ved alteret og kiggede ned ad kirkegulvet på mig. Han havde et lumskt smil. Man skulle tro, at han var glad for alt, hvad der foregik, uden at vide, at han slet ikke gifter sig for kærlighed, men for hævn.

Jeg kiggede rundt i haven og på mængden.

Til venstre stod hans familie og nogle af hans betroede venner.

På den anden side var nogle af gæsterne og mine venner.

Da jeg kom tættere på ham, bemærkede jeg, hvor sur hans ansigt var blevet.

Da jeg nåede ham, tog han min hånd, og vi vendte os mod præsten, som skulle forestå ceremonien.

Brylluppet begyndte, derefter blev løfterne sagt, og vi udvekslede ringe.

Omkring en time senere blev vi præsenteret som mand og kone.

"Du må kysse bruden," sagde præsten, og han vendte sig mod mig. Han løftede mit slør og kastede det over mit hoved, derefter sænkede han sit hoved for at kysse mine læber. Han trak sine læber ind i munden og placerede dem på mine læber.

Han kyssede mig egentlig ikke, men fik det til at se ud, som om han gjorde det.

Han hviskede tæt ved mine læber: "Dette er kun begyndelsen. Jeg håber, du er klar til alt, hvad der følger efter dette."

Han smilede til mig og vendte sig for at se på mængden, som var travlt med at juble.

"Han vil dræbe mig. Dette er et mareridt," tænkte jeg for mig selv.

Forfriskninger blev serveret, og efter det gik jeg til et sted, der skulle være min mands hjem.

Så snart vi kom ind, lukkede han døren og kastede mig kraftigt på sofaen.

Så trak han i mit hår og bragte mit ansigt tæt på hans.

"Nå, Ciara. Tillykke, i dag blev du min kone."

Jeg var allerede begyndt at græde.

"Vær sød at lade mig gå. Du gør mig ondt," bad jeg.

"Det er pointen, jeg er her for at gøre dig ondt. Jeg er her for at ødelægge dig og enhver lille drøm, du havde for dig selv. Jeg vil sørge for, at du betaler," sagde han med øjne, der brændte af raseri.

"Vær sød at lade mig gå."

"Du ved hvad, når vi er udenfor, er vi et par, men indeni, har du ingen form for forhold til mig. Du er kun her for at tage dig af mine behov, og det er alt, forstået?" sagde han og trak mig op og kastede mig på sengen.

Han åbnede døren og gik udenfor. Jeg har aldrig følt denne smerte i mit liv, jeg satte mig ned i fosterstilling og hulkede.

Jeg har aldrig følt mig så hjælpeløs i hele mit liv.

Jeg tog hurtigt min kjole af og skyndte mig til badeværelset for at tage et bad.

Efter badet tog jeg min natkjole på og satte mig på sengen.

Jeg kunne ikke spise, og desuden var mad det sidste, jeg tænkte på lige nu.

Jeg er knust.

Jeg prøvede at ringe til mine forældre, men han forbød mig at gøre det.

"Du skal lide alene," bliver han ved med at sige til mig.

Så jeg gik bare i seng og græd mine øjne ud.

Vil jeg overleve ægteskabet med Brian? Jeg tror, jeg lige har underskrevet min egen dødsdom.

Og før jeg vidste af det, faldt jeg i søvn.