Kapitel 4 Den uovervindelige første kærlighed

Jeg plejede at fråde de der hjernedøde dramaserier, så jeg forstod udmærket, hvorfor nogle mænd klamrer sig til deres første kærlighed, selv når de har en blændende smuk kone derhjemme.

Jo mere uopnåeligt noget er, desto mere higer man efter det. Sådan er det bare.

Hvis Anne var Edwards første kærlighed, var det netop det, at han aldrig kunne gifte sig med hende, der havde efterladt det der ar af fortrydelse. Det gjorde ham helt skæv indeni, hver gang han så hende.

Familien Howard var fornem og højt respekteret. De sociale forventninger gjorde det på forhånd umuligt for dem at få hinanden. Strengt taget var de ikke engang i familie med hinanden, så et ægteskab ville ikke have været “forkert”. Men i sådan en familie kom forretninger og slægtskab først. At gifte sig under sin stand? Udelukket. Og romantiske følelser mellem søskende? Helt utænkeligt.

Derfor blev Anne til den, Edward mente, han skulle passe på hele livet.

Hvis det virkelig hang sådan sammen, som jeg forestillede mig det, hvordan skulle jeg så kunne konkurrere med det?

Operationen gik gnidningsløst. Jeg sad alene og ventede, mens alle andre havde én ved deres side.

Gangen lugtede skarpt af desinfektionsmiddel, som om den stærke lugt også var ved at rense min forelskede, tågede hjerne. Efter noget tid følte jeg mig pludselig helt klar i hovedet, så jeg sendte Edward en besked: [Hvis du var nødt til at vælge mellem mig og Anne, hvem ville du så vælge?]

Jeg var forberedt. Hvis han valgte Anne, ville jeg gå min vej og ønske dem alt godt. Men jeg var nødt til at kende sandheden.

Jeg knugede mobilen i hånden og ventede, men min besked forsvandt bare ud i den blå luft. Til sidst begyndte jeg næsten at tvivle på, om jeg overhovedet havde sendt den.

Jeg tænkte det igennem igen. Måske var det impulsivt at sende den besked, men hvis jeg ikke handlede på et anfald af impulsivitet, hvordan skulle jeg så kunne overtale mig selv til at give slip på den mand, jeg havde elsket så længe?

Da der ingen svar kom, begyndte jeg at forestille mig, at de sad og hviskede sammensvorne inde på stuen. Fast besluttet på at finde ud af det, gik jeg tilbage til Annes værelse.

Inde på stuen rakte Edward hende et stykke æble på en gaffel. Hans blik var blødt, fyldt med en ømhed, jeg aldrig havde set før.

Jeg fortrød det straks en smule. Hvis jeg var kommet lidt senere, havde jeg så taget dem på fersk gerning? Selv et enkelt kys ville have været bevis nok og have sparet mig for den her endeløse kamp med mig selv.

Jeg blev stående i døren og kaldte på Edward. Han lagde frugten fra sig og så irriteret ud. "Hvad er det for noget så akut, du absolut skal tale om på et hospital?"

"Jeg ventede på dit svar," sagde jeg fast og lagde tryk på hver stavelse.

Edward stak hånden i lommen efter sin telefon. Da han havde læst beskeden, gled der et svagt smil over hans læber. Han mødte mit blik og spurgte: "Hvorfor skulle jeg vælge? Hvad er der galt med dig?" Stemmen var lav, men hård – jeg kunne levende forestille mig, at hvis vi havde stået udenfor, ville han have råbt det.

Edward viste ikke skyggen af panik eller forlegenhed, selv om jeg ramte ham på et ømt punkt. Under hans rolige blik var det i stedet skyldfølelsen, der sneg sig ind hos mig. Han trak endda helt afslappet en pakke cigaretter op af lommen for at tænde én, men stoppede sig selv, da han kom i tanke om, at vi stod på et hospital.

Edward tog uret af og vendte det mellem fingrene. Luften stod stille, og lysstofrørene i loftet var skarpe og ubarmhjertige. Jeg var forvirret. Hvorfor var det, at jeg altid endte med at tabe, når jeg konfronterede Edward? Selv min overbevisning om, at han var mig følelsesmæssigt utro, begyndte at vakle, og jeg spurgte mig selv, om jeg bare var alt for nærtagende. Hvordan kunne han være så skråsikker?

Jeg samlede mig og spurgte igen: "Hvad fejler Anne, siden hun er indlagt?"

"Det er tredje gang, du spørger. Det er Annes privatliv. Jeg vil råde dig til ikke at spørge igen," bed Edward af, tydeligt irriteret.

"Privatliv? Står jeg dig nærmere som din kone, eller gør din falske søster?" skød jeg tilbage.

"Det er jo helt absurd!"

Endnu en tavshed sænkede sig.

"Så ét sidste spørgsmål. Bliver du hos hende i nat, eller tager du med mig hjem? Du må vælge."

"Du er urimelig." Med de ord vendte Edward sig om, gik ind på stuen igen og smækkede døren i.

Jeg fik en klump i halsen. Jeg havde lyst til at smadre den dør og slæbe Edward ud. "Fint, jeg tager afsted!" Valget var truffet, så jeg tog et par skridt baglæns, vendte om og løb. "Fra nu af kan du være sammen med Anne lige så meget, du vil."

Edward kom ikke efter mig. Jeg hørte bare døren til stuen på hospitalet gå op og i igen.

Da jeg kom hjem og åbnede døren, kom Melissa Morgan straks hen til mig, tog mine sko og greb min taske. "Åh, fru Howard, er De kommet til skade? Skal jeg ringe efter en læge?"

Melissa havde fået øje på min forbundne hånd og spurgte bekymret. Denne uventede omsorg fra en fremmed fik det til at snøre sig sammen i næsen på mig. Edward havde været sammen med mig i flere timer uden at opdage min tilskadekomne hånd, eller også havde han set det og var ligeglad.

Han kunne ikke engang måle sig med en lønnet tjenestepige.

At sige, at kærlighed var det billigste i verden, var fuldstændig rammende.

"Melissa, jeg kommer lige fra hospitalet. Du behøver ikke lave mad i dag, du kan tage hjem."

Tjenestefolkene boede ikke her; de kom og gik efter aftale. Ud over det nødvendige med rengøring og madlavning brød jeg mig ikke om at have for mange mennesker rendende i huset. Lige nu var jeg udkørt og havde brug for at være alene.

Melissa så bekymret på mig. "Hvad med, at jeg lige får gjort lidt i stand, før jeg går? Jeg kan ikke tage imod løn for ikke at lave noget."

Jeg kendte Melissa; hun udnyttede aldrig nogen, så jeg lod hende gøre, som hun ville.

Jeg stod bare og stirrede tomt foran mig, mens jeg fulgte Melissas travle skikkelse med øjnene og så rigtigt på det hjem, jeg havde boet i i fire år. Den rummelige stue, gulvet med mørkt træmønstrede klinker, væggene beklædt med gylden marmor. Mod solsiden en vinduesvæg fra gulv til loft. Udenfor drev duften af eksotiske frugttræer ind i villaen. Hvert eneste hjørne af rummet udstrålede velbehag.

Bunken af skrald, Melissa havde fejet sammen, trak mig tilbage til virkeligheden. Det var en bunke ting, der ikke var mine – små dukker, farvestrålende hårspænder med tegneseriefigurer, nuttede figurer, og en masse tegneseriekort, jeg ikke kunne gøre mig klog på.

"Melissa, lad de ting ligge."

Alt for sent gik det op for mig, at jeg holdt af varme farver, orden og lys, der faldt ind i hver eneste krog af huset, mens der i hver eneste krog var spor efter Anne.

Jeg brød mig ikke om, at andre trængte ind i mit private rum, men Anne havde boet i huset i fire år. Det var mig, der ikke passede ind her.

"Melissa, hent kufferten til mig. Jeg skal pakke."

Hun så forsigtigt på mig. "Fru Howard, har De skændtes med hr. Howard? Alle ægtefolk skændes, men De må ikke bare flytte på grund af et skænderi. Hvis der er en, der skal ud, så er det da hr. Howard." Det var sagt som en spøg, men ordene varmede mig.

Melissa var en, jeg havde hyret gennem et bureau, og alligevel havde afsløringen ikke gjort hende mindre hjertelig over for mig.

Jeg sagde: "Når jeg først har fundet et sted at bo, tager jeg dig med. Jeg har vænnet mig til din mad."

For at trække tiden ud hjalp Melissa mig med at pakke i langsomt tempo, mens hun nu og da kastede et blik ud ad vinduet. Jeg vidste, hvad hun ventede på; hun havde i al hemmelighed ringet til Edward bag min ryg.

Jeg tænkte, det er lige meget; Edward kommer ikke hjem.

Til sidst var kufferten pakket. Melissa måtte sætte sig på den med sine runde hofter for overhovedet at få lynlåsen lukket. Jeg rakte ud efter den, men hun holdt stædigt fast. Til sidst vandt jeg, fordi jeg var yngre.

Jeg trøstede hende: "Melissa, bliv her. Lad være med at gøre dig umage med noget særligt i køkkenet. Du skal bare sørge for at få hver en krone ud af Edward, flå ham for alt, hvad han har, hvis du kan."

Jeg gav Melissa en varm afskedshilsen; det var min måde at sige farvel på.

Melissa blinkede pludselig til mig. Pressede hun tårer frem?

Jeg vinkede og vendte mig om for at gå, og drejede så hurtigt, at jeg stødte ind i væggen.