Kapitel 6: Hun er bare min søster!

"Du elsker mig ikke." Jeg stirrede ind i Edwards blanke øjne og udtalte hver eneste stavelse tydeligt.

Jeg vendte mig væk, så jeg ikke længere stod over for ham.

På det sidste havde jeg set beviserne overalt – Edward elskede mig ikke længere. Han havde slet ingen tålmodighed med mig mere.

Ja, jeg var holdt op med at håbe på noget som helst.

Da Edward så, at jeg nægtede at se på ham, greb han om mit håndled og trak mig hen mod garderoben.

"Edward, slip mig!" Bare ved tanken om, hvad Edward havde gjort derinde om morgenen, havde jeg ingen lyst til at sætte mine ben derind igen.

Jeg kæmpede voldsomt imod, men Edwards greb blev kun hårdere.

Han pressede mig op mod garderobedøren med den ene arm, mens den anden hånd løftede min hage på en flabet, næsten drillende måde.

Jeg var nødt til at møde hans blik.

Edwards ansigt mørknede, da han sagde: "Diana, hvordan skal jeg kunne tage dig med hjem, når du ser sådan ud?"

Jeg trak akavet i min kjole. "Det er din skyld. Du har krøllet den, så jeg kan ikke have den på længere." Jeg lod stemmen blive blødere, næsten genert. "Vælg nu bare noget til mig. Jeg stoler på min mands smag."

"Nu er du også begyndt at kommandere med mig?" svarede Edward tørt.

Jeg lagde armene om Edwards talje, hård og fast som hos en attenårig.

"Kan du ikke engang finde et sæt tøj frem til mig?"

Edward, som stod foran mig nu, føltes pludselig fremmed. Var det virkelig den samme mand, jeg havde elsket i tyve år?

Jeg havde aldrig nydt godt af Edwards omsorg. Efter vi blev gift, var det mig, der styrede hans hverdag ned til mindste detalje. Nu, hvor vi stod på kanten til at gå fra hinanden, ville jeg en eneste gang gøre noget godt for mig selv.

"Bare denne ene gang. Andre kvinder får ikke den slags behandling."

Edward trak en lys blå kjole ud, holdt den over mit hoved og lod den glide ned over mig, før han vendte sig om og gik ud af garderoben.

"Men det gør Anne," mumlede jeg og rykkede irritabelt kjolen af hovedet igen.

"Diana! Er det ikke snart nok? Anne er min søster!"

Han tog sig personligt af sin halvsøster, men for mig føltes det, som om han gjorde mig en tjeneste.

"Søster? Er du sikker på, det er alt, hun er for dig?" spyttede jeg ud, stemmen løftet.

Edward pressede mig endnu en gang op mod væggen, og hans læber ramte mine så hårdt, at jeg ikke havde nogen flugtvej.

"Så kan jeg lige så godt nyde det, så længe det varer," tænkte jeg og besvarede hans kys med en lidenskab, jeg ikke havde følt i årevis.

"Husk din plads. Du skal bare være fru Howard," sagde Edward lavmælt uden at dvæle ved mig. "Alt andet angår ikke dig!"

Mens hans greb et øjeblik blev løsere, snoede jeg mig fri, vendte om og gik tilbage til soveværelset ovenpå. Edward fulgte ikke efter.

Jeg stillede mig foran spejlet og prøvede kjolen. De fine mønstre af måne og blomster fik det til at føles, som om jeg svævede gennem et hav af blomster, let og vægtløs.

Jeg åbnede skuffen i toiletbordet, lagde en diskret makeup og samlede mit lange hår i en hestehale med et matchende bånd. Jeg tog en vifte, der passede til, og gik ned ad trappen.

Edward, fejlfrit klædt i jakkesæt, sad på sofaen med et koldt udtryk. Da han hørte mig komme, rejste han sig og så på mig.

I det øjeblik vores blikke mødtes, fór en sitren gennem min krop. Selvom vi havde været gift i fire år, kunne Edwards markante ansigt og høje skikkelse stadig få mit hjerte til at slå hurtigere.

Edward lod ikke til at lægge mærke til, hvordan kjolen fremhævede min figur. Han sad og legede uengageret med armbåndet om sit håndled og sagde: "Ingen smykker? Folk kommer til at tro, jeg ikke engang har råd til at give dig noget! Du får fem minutter. Tag noget på og kom så ud til mig," sagde Edward og vendte sig om for at gå ud og starte bilen.

Melissa tog lidt forlegent en smuk smykkeæske frem.

"Fru Howard, det her er smykkerne, som hr. Howard personligt har udvalgt til Dem. Hvad synes De?"

"Melissa, synes du også, at Anne og Edward passer bedre sammen end Edward og jeg?"

Jeg sukkede og stirrede tomt på Edwards ryg.

"Fru Howard, det må De ikke sige," afbrød Melissa hurtigt. "Frøken York er hr. Howards søster. Naturligvis er det Dem og hr. Howard, der er det rette par."

Jeg gik uden et ord hen til bilen og skulle til at åbne døren, men Edward standsede mig. "Sæt dig bagi. Forsædet er til Anne."

"Hvorfor?" Jeg frøs med hånden i luften og glemte at trække den til mig.

"Vi skal forbi hospitalet først. Anne har det ikke godt, så hun skal sidde foran."

Da jeg stadig ikke havde rørt mig, trykkede Edward utålmodigt på hornet.

Det skingre hornrev mig tilbage til virkeligheden.

"Kommer du ind eller hvad?" spurgte Edward koldt.

På få sekunder føltes det, som om min verden var blevet rystet af et jordskælv.

Jeg greb fat i bildøren så hårdt, at mine knoer blev hvide, og smilet langsomt forsvandt fra mit ansigt.

"Edward!" Anne vinkede til os henne fra hospitalets port.

Anne så ud til at være i bedring, selv om hun stadig gik en smule haltende.

Edward steg hurtigt ud af bilen og hjalp Anne ind på forsædet.

Bilen gled roligt ud på vejen mod Howard-slottet. I det øjeblik Anne satte sig ind, lettede den kvælende tavshed, der havde hængt i luften.

"Edward, jeg er så glad for, at du og Diana kom for at hente mig. Jeg håber, at fra nu af, uanset hvor I tager hen, og hvad for noget lækkert I skal spise, så tager I mig med. Vores familie skal være lige så lykkelig hver dag, som vi er i dag."

Jeg svarede ikke, og Edward sagde heller ikke meget. Anne spurgte igen: "Edward, ikke også?"

"Okay."

Utilfreds med Edwards korte svar vendte Anne sig mod mig og skød underlæben frem. "Diana."

"Okay." Jeg nikkede modvilligt.

Det var alt, jeg kunne få over mine læber.

"Så er jeg rolig. I to må altså ikke skændes mere."

Jeg så på den tilsyneladende uskyldige pige på forsædet. Før i tiden havde jeg troet, at Anne bare var en forkælet lille pige. Nu gik det op for mig, at hun var langt mere snu.

Hun lagde alting om Edward, brugte mig som radius, sin yndighed som redskab, og hendes mål var, at jeg skulle se deres samspil helt tydeligt.

Anne fik, hvad hun ville.

Bilen kørte uden ryk ind gennem porten til Howard-slottet. Clara kom straks hen og gav mig et varmt kram, sendte så Anne et tilsyneladende tilfældigt skarpt blik, før hun trak mig med ud i køkkenet.

Da hun så min forslåede hånd, tog Clara den op til sig, pustede blidt på den og spurgte forsigtigt: "Hvad er der sket? Gør det ondt?"

Jeg trak hånden til mig igen. Bare tanken om det fik mit hjerte til at snøre sig sammen.

Jeg havde ikke lyst til at tale om, hvad der var sket på hospitalet, så jeg slog det hen. Clara kom hen med en skål urtesuppe.

"Jeg var i Gyldenhøst By for et par dage siden. Der ligger et berømt hospital, og jeg har købt den her specielt til dig, så du kan komme til kræfter."

Clara skubbede skålen hen imod mig, hendes øjne gled utålmodigt ned mod min mave, og hun sagde: "Drik den, mens den er varm. Din krop skal være klar til en baby!"

Jeg blev en smule utilpas under Claras blik, men jeg drak alligevel urtesuppen. Clara var hurtig til at stikke en drue ind i munden på mig.

"Dygtig pige." Clara smilede opmuntrende. "Tag skålen med ind til Edward. Han vil bare nægte, hvis det er mig, der kommer med den."

Mens jeg tog urtesuppen, Clara rakte mig, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvordan kan ét menneske få et barn alene? Jeg kan trods alt ikke formere mig ved celledeling.

Hvis mit ægteskab med Edward virkelig nåede et punkt, hvor der ikke var nogen vej tilbage, ville det sværeste nok være at give slip på mine følelser for Clara.

"Edward, mor har lavet urtesuppe til dig. Drik den, mens den er varm." Jeg bar bakken hen til Edward, satte mig ned på hug foran ham og lod som om, jeg var genert, mens jeg sagde lavmælt: "Mor og far vil gerne have et barnebarn."

Alle i stuen, undtagen mig, blev målløse. Jeg havde trods alt altid holdt fast i en vis blufærdighed over for den mand, jeg kunne lide, og aldrig talt så direkte.

Hayden Howard lagde avisen fra sig og rømmede sig. "At få et barn skal være noget, I selv bestemmer. Det er bare det, at Daniel Wilson hele tiden skal prale af sit barnebarn over for os. Diana, synes du ikke, Daniel er drøn-irriterende?"

Hayden sagde det hele i ét langt træk og begyndte så at hoste voldsomt.

I de tidlige år havde Hayden slidt sin krop ned for at få Howard-koncernen op at stå. Nu hvor Edward kunne bære ansvaret, havde Hayden trukket sig lidt tilbage til et liv med aviser, fisketure og hvile.

Men efterhånden som Haydens helbred blev dårligere, brugte han det meste af sin energi på hospitalsbesøg. Måske fordi han kendte sin egen tilstand, lagde Hayden endnu større vægt på slægtens fortsættelse.

Jeg klappede Edward blidt på ryggen og beroligede Hayden en smule. Edward, der tydeligvis var lettet over, at jeg ikke nævnte skilsmisse, trak på smilebåndet og drak urtesuppen i én stor slurk.

Da Edward satte den tomme skål fra sig, stillede jeg mig på tæer og plantede et kys på hans læber. "Så smager den ikke bittert længere."

Ud af øjenkrogen så jeg Annes smil stivne.

Hendes udtryk sagde det hele. Jeg havde bare endnu ikke beviserne.

Over for dem, der intet anede, ville jeg ikke afsløre hemmeligheden. Hvis nogen anden ikke kunne holde tæt og fik sagt for meget, ville det ikke være min skyld.

Jo tættere jeg kom på sandheden, jo mere rædselsslagen blev jeg. Men jeg kunne ikke styre min trang til at blive ved med at rode i det.