Kapitel 6 Skrøbelige tråde

Før Keira overhovedet nåede at komme sig over chokket over Zoeys graviditet, lød en stemme, der dryppede af ondskab, lige over hendes hoved.

"Hvad står du dér og glor ud i luften for? Det føles ikke særlig godt at blive dumpet, hva’?"

Gennem det slørede syn fik hun kun lige øje på Joshua Wilson, en af Aidens venner.

Han stod og spærrede vejen for Keira og kiggede på hende, som om hun var affald i vejkanten. "Det var lidt af et show lige før. Jeg troede, du ville falde på knæ og bede Aiden om ikke at gå. Hvad er det her? Nu roder du i skraldet for at få medlidenhed?"

Keira havde ikke mere energi tilbage til at håndtere hån og ondskab. Hun sænkede blikket og forsøgte at gå forbi ham.

"Hvem prøver du at narre med det skuespil?" Joshua rakte ud for at skubbe hende. "Du—!"

En stærk hånd greb pludselig Joshua i håndleddet midt i luften.

"Joshua, det her er et hospital. Det er nok."

En dyb, kølig mandestemme skar ind. Keira så op, overrasket, og fik øje på en høj skikkelse, der stillede sig mellem hende og Joshua.

Det var Sean O’Neill.

Joshua fortrak ansigtet af smerte. Da han så, at det var Sean, faldt hans arrogance med det samme et par takker. Selvom Sean ikke rigtig hang ud i Coleman-familiens kreds, var der ingen, der havde lyst til at lægge sig ud med O’Neill-familiens magt.

"Sean? Hvad laver du her? Jeg lærer Keira en lektie."

"Smid dig." Sean sagde kun den ene sætning, ikke højt, men med et tryk i stemmen, der ikke var til at tage fejl af.

Joshua trak modvilligt hånden til sig, sendte Keira et arrigt blik og gik sin vej, mens han bandede lavt for sig selv.

Sean vendte sig om. Hans blik landede på hendes blodløse ansigt, og hans bryn trak sig en anelse sammen.

En sammensat følelse gled gennem hans øjne, næsten umærkeligt.

"Keira, er du okay?" Hans stemme blev markant blødere, med en beroligende styrke.

Keira stirrede på Sean, et øjeblik helt paf.

Sean var en del af Aidens omgangskreds.

I modsætning til dem, der så ned på hende og frydede sig over at håne hende, havde han i det mindste aldrig gjort hende noget. Ikke én eneste gang.

De havde ikke talt meget sammen. Senere virkede det, som om han var rejst til udlandet og havde været væk fra kredsen i lang tid.

Hun havde ikke forventet at støde på ham her.

"Jeg har det fint, tak, hr. O’Neill," svarede hun dæmpet og forsøgte instinktivt at skjule journalpapiret i hånden.

Seans skarpe blik gled hen over dokumentet og hendes blege ansigt.

Men han pressede hende ikke på detaljer.

I stedet sagde han roligt: "Det var så lidt. Hvis du får brug for hjælp, kan du komme til mig."

Keiras telefon afbrød på det værst tænkelige tidspunkt.

Det var Martha.

Keiras fingre rystede, da hun tog den.

Hun havde ikke lyst til at svare, men ringetonen blev ved uden nåde, som en form for tvang.

Sean stod stille og betragtede hende, uden tegn på at ville gå.

Til sidst tog hun den.

"Keira! Hvor fanden har du været!" Marthas skingre brøl trængte selv gennem røret, højt nok til at Sean ved siden af kunne høre det. "Den vanvittige Brandon dukkede op ved vores dør! Han siger, du fik ham til at tabe ansigt, og at vi skal betale ham for svie og smerte! Fem millioner dollars! Hele fem millioner dollars!"

Keira blev svimmel. "Jeg har ikke fem millioner dollars."

„Det er jeg ligeglad med! Det her rod er din skyld!“ hvinede Martha hysterisk. „Brandon siger, at hvis han ikke ser pengene i aften, så sætter han ild til huset! Gå hen og bed Aiden om dem! Du lå jo med ham i tre år—er du ikke fem millioner værd? Hent de penge nu! Ellers er det slut med os alle sammen!“

Opkaldet blev afbrudt.

Keiras hånd om telefonen rystede så voldsomt, at hun knap kunne holde fast, mens en tung, altopslugende håbløshed skyllede ind over hende som en bølge. Der var ingen mulighed for, at hun kunne bede Aiden om penge.

„I problemer?“ Seans blide stemme lød tæt ved hendes øre. „Keira, du skal ikke høre på dem. Det går over.“

Keira tog et brat skridt tilbage. Hun ville ikke have, at Sean, som lige havde hjulpet hende, skulle se hende så ynkelig.

„Jeg har det fint. Tak, hr. O’Neill.“

Hun sænkede hovedet i panik og flygtede ud af hospitalet som et forskrækket dyr.

Sean blev stående og så efter hendes spinkle skikkelse, der så ud til at kunne knække når som helst. Hans øjne kneb sig tankefuldt sammen.

Imens trak Joshua sin telefon frem, så snart han var kommet ud fra hospitalet, og ringede til Aiden med den der tone, man har, når man glæder sig til at se et godt show.

„Aiden. Gæt, hvad jeg lige har set?“

„Kom til sagen.“ Aidens stemme lød irritabel.

Joshua var letkøbt i tonen. „Keira ser godt nok skrøbelig ud, men hun mangler bestemt ikke riddere på en hvid hest. Du kender Sean, ikke? Han var nærmest ved at vende sig mod mig bare for at beskytte hende. Det lader til, du gjorde ret i at blive skilt fra hende—Keira er virkelig noget for sig, en mester i at spille offer for at få medlidenhed.“

Der blev død stille i den anden ende.

Efter lang tid kom Aidens kolde stemme igennem. „Siger du, at Sean beskyttede hende?“

„Helt sikkert. De to har nok haft gang i noget i et stykke tid.“

På sit kontor knækkede Aiden kuglepennen i hånden rent over. Blæk smittede af på hans fingerspidser, men han lagde ikke mærke til det.

En ubeskrivelig vrede flammede vildt i brystet på ham.

Sean—ham, der på det seneste havde skabt uro i erhvervslivet og udfordret ham ved hver eneste lejlighed?

Og Keira—hun, der ikke engang turde hæve stemmen foran ham—hun turde simpelthen indlade sig med Sean? Hun spillede så uskyldig over for ham, og så vendte hun sig om og kastede sig i armene på hans konkurrent?

Uden at tænke sig om ringede han Keira op.

Telefonen ringede længe, før hun tog den.

Hendes stemme var svag og hæs, mættet af en syg, udmattende træthed.

Lyden fik uden nogen tydelig grund vreden i Aiden til at vokse. Hans tone blev skarp.

„Du har efterladt nogle malerier her. Kom og hent dem i morgen.“

„Jeg vil ikke have dem længere,“ svarede hun, så lavt at det næsten ikke kunne høres. „Smid dem bare ud.“

„Hvis de skal smides ud, så kommer du selv og smider dem ud!“ hånede Aiden. „Jeg gider ikke svine mine hænder til.“

Der blev stille i den anden ende. Kun hendes tunge, anstrengte vejrtrækning kunne høres.

Aiden kunne næsten se det for sig: hende, der bed sig i læben, øjnene røde, men uden at turde sige ham imod.

„Okay.“ Først efter lang tid fik hun endelig det ene ord frem, og så lagde hun på.

Han havde regnet med, at hun ville bede, at hun ville græde, at hun ville gribe chancen for at klamre sig til ham igen.

I stedet sagde hun bare „okay“, og det irriterede ham endnu mere.