Kapitel 163

Hulen føles umuligt stille, som om verden selv holder vejret. De obsidianske vægge skinner svagt, lyset fra den sprukne åbning brydes i skarpe, glitrende linjer. Luften føles tykkere nu, ladet med noget elektrisk, noget der prikker langs min hud, da Wake træder tættere på.

Jeg kan ikke se væk fra ha...

Log ind og fortsæt med at læse