Kapitel 174

Æteren føles forkert i det øjeblik, jeg træder ind i den. Den sædvanligvis glitrende, uendelige udstrækning er mat, dens nuancer dæmpede som en solfri himmel. At bevæge sig igennem den føles tungt, som om jeg vader gennem groft, oprørt vand. Følelsen af modstand er desorienterende, og det tager mig ...

Log ind og fortsæt med at læse