Kapitel 227

Jeg tøver ikke. Så snart hjelmen er af, og jeg ser Peters ansigt – levende, ægte og lige foran mig – kaster jeg armene om ham.

Han stivner i chok et øjeblik, men så ånder han ud og krammer mig lige så hårdt tilbage.

"Hold da op," hvisker jeg. "Peter."

"Det kan jeg også sige," siger han med rå ste...