Kapitel 235

Rummet bliver stille, da Shoal løfter hånden. Hans sorte øjne skinner på en måde, de ikke burde under rummets fluorescerende lys—gamle, ublinkende, ulæselige. Ingen siger noget, ikke engang Wake, der stadig står og knurrer ved siden af mig. Vi venter alle på det samme: den del, hvor dette holder op ...

Log ind og fortsæt med at læse