Kapitel 296

Baren, som Axel trækker mig ind i, ligner noget, der er hugget direkte ud af kløftens væg af en meget vred gud. Ujævne stenstøtter tårner sig op over os, glatte af alger, og hele stedet summer med en lav, konstant vibration, som om klippen selv er levende. Det er propfyldt, støjende og oplyst af hæn...

Log ind og fortsæt med at læse