Kapitel 4: Mit navn er Ronald

"Hvad?" Adelins øjne blev store, mens hun stirrede vantro på Ronald.

Den mand, hun havde haft et engangsknald med, som pludselig viste sig at være hendes chef, ville nu have, at hun skulle tage ansvar for ham?

Adelin gned sig ved de ømme tindinger. "Hr. Williams, jeg troede, at da du gik, betød det, at vi ikke ville have kontakt igen."

"Jeg gik ikke. Jeg tog ud for at få fat i min familielæge," svarede Ronald og holdt blikket fast på hende.

Han var faktisk ikke gået. Hans telefon var løbet tør for strøm, og der var ingen oplader på værelset, så han havde været nødt til at låne en powerbank i receptionen.

Da han havde fået fat i sin familielæge og var kommet tilbage til værelset, var Adelin allerede væk.

For at finde hende havde Ronald specifikt tjekket bookingoplysningerne, men opdaget, at hans ID var blevet brugt ved indtjekning, så der ikke var nogen spor af pigens oplysninger.

Lige som han tænkte, at de måske alligevel ikke var bestemt til at mødes igen, dukkede Adelin op i hans virksomhed.

En antydning af et smil gled over Ronalds mundvig. "Så tager vi først på hospitalet til et tjek, ikke?"

Hans stemme var blid, tonen næsten lidt forkælende. Adelin nåede at nikke, før hun overhovedet fik tænkt sig om.

Hun fortrød, så snart de nåede hospitalet. Ronald førte hende direkte til gynækologisk afdeling.

På hospitalet, der tilhørte Williams-familien, fik hun naturligvis VIP-behandling—tre erfarne overlæger, der smilede forventningsfuldt til hende.

Efter undersøgelsen blev Adelins ansigt rødt helt ud til ørerne. Hun lignede en kogt krebs, krummede sig sammen og ønskede, hun kunne forsvinde ned i en sprække i gulvet.

"Der er nogle rifter, men ikke noget alvorligt. Smør denne medicin på morgen og aften," sagde lægen mildt og kastede så et blik på Ronald. "Første gange bør ikke være så voldsomme. Undgå sex indtil videre."

Adelin lukkede øjnene og ønskede, hun kunne besvime på stedet.

Ronald bevarede et fuldstændig roligt udtryk. "Er der noget at tage gennem munden? Og er der noget, hun skal undgå at spise?"

"Undgå kold mad, stærk mad og ting, der irriterer, indtil videre. Vent, til hun har det bedre. Jeg har ordineret noget antiinflammatorisk—det er tabletter."

Efter det vendte lægen sig mod Adelin. "Har du taget nogen medicin for nylig?"

"Fortrydelsespillen," hviskede Adelin næsten uhørligt.

Lægen tænkte sig om et øjeblik. "Hvilket mærke? Jeg skal lige tjekke det, før jeg ordinerer mere medicin."

Med en opgivende mine fiskede Adelin pakken op af tasken og rakte den frem. Da Ronald så æsken, blev hans blik iskoldt.

Så det var den pille, hun havde stået og taget ved elevatoren—og han havde endda rakt hende sit vand?

Adelin mærkede Ronalds vrede og gik ud fra, at han bare ikke ville have komplikationer. "Der står, at den virker, hvis man tager den inden for 24 timer. Der er ingen chance for graviditet!"

Da han så hendes nervøse udtryk, vendte Ronald blikket væk uden at svare.

Lægen gav dem et par yderligere forholdsregler, før de endelig forlod hospitalet.

Måske på grund af medicinen følte Adelin, at smerten havde lagt sig en smule, men Ronalds kolde udtryk gjorde hende mere og mere urolig.

Han kunne da umuligt tro, at hun forsøgte at blive gravid for at gøre sig bemærket hos ham—eller at hun havde vidst, hvem han var, og bevidst havde opsøgt ham?

Adelin måtte indrømme, at hun i går havde fornemmet, at han var en, der betød noget, men alkoholen havde sløret hendes dømmekraft—hun havde bare villet miste sin mødom til en pæn fyr, ikke andet.

Tanken om at skulle se sit engangsknald hver dag fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

Da de nåede parkeringspladsen, standsede hun, før hun satte sig ind i bilen.

Ronald vendte sig om, undrende. "Har du det ikke godt?"

"Nej, sådan hænger det ikke sammen." Adeline rystede hurtigt på hovedet og trak så vejret dybt. "Hr. Williams, jeg søgte ikke stillingen som sekretær."

"Og?" Ronald åbnede passagerdøren og så roligt på hende.

Adeline følte sig lille i det og slikkede uvilkårligt læberne.

Da Ronald bemærkede hendes hævede læber, en smule tørre og sprukne, tabte han et øjeblik tråden. Fornemmelsen af at have kysset dem gled tilbage over ham.

Da han blev ved med at tie, blev Adeline urolig. "Hvis du ansætter mig, vil jeg stadig gerne arbejde i designafdelingen. Jeg har læst smykkedesign."

"Adeline, det ved jeg." Ronald gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig ind.

"Hvad ved du?" Adeline så spørgende på ham.

Bortset fra det intime i går aftes havde de knap nok været sammen i tre minutter på kontoret i dag. Hvad skulle han overhovedet kunne vide om hende?

"Adeline, 23 år, på sidste år på smykkedesign, to gange vinder af førsteprisen i den nationale smykkedesignkonkurrence, og vinder af en international hovedpris for studerende."

Ronalds stemme var blød, som om den bar på en antydning af morskab.

Da han tidligere havde set Adeline på virksomheden med en mappe under armen, havde han gættet, at hun var kommet til en samtale.

Elaine havde kun Adelines cv, men Ronald havde allerede undersøgt næsten alt om hende.

Han vidste ikke, hvorfor han havde fulgt efter denne kvinde i går, men han vidste, at der var noget ved hende.

Ved hans ord stivnede Adeline.

Han kendte endda detaljerne om nogle af hendes universitetspriser, som ikke stod i cv’et.

Men med hans position faldt hendes skuldre en anelse.

Han havde sikkert mange kvinder omkring sig med skjulte dagsordener, så det gav mening, at han tjekkede baggrunden på et one-night stand.

Hun havde lige fået taget to glas blod på hospitalet – sikkert for at tjekke for smitsomme sygdomme. Betyder det så, at Ronald var “ren”?

"Hvad hedder jeg?"

Mens Adeline var sunket ned i sine tanker, kom Ronald med spørgsmålet uden varsel.

Adeline lo kejtet. "Hr. Williams?"

"Du kommer til jobsamtale uden at vide, hvad ejeren hedder?" Ronald kunne ikke lade være med at le af hendes svar.

Adeline blev endnu mere rød i kinderne.

Hun vidste kun, at direktøren for Opulent Treasures hed Williams til efternavn, men hun kendte ikke Ronalds fornavn.

Og tidligere var der heller ingen på virksomheden, der havde tiltalt ham ved navn. Adeline følte, at hun havde trådt på en sovende tiger i dag – hun var færdig.

"Ronald. Jeg hedder Ronald. Forstået?"

Ronalds milde stemme lød igen, og Adeline nikkede hurtigt. "Forstået, Ronald—nej, hr. Williams!"

Hun rettede sig straks op og gentog: "Hr. Williams."

Ronald sukkede indvendigt, tog hende så ved armen og førte hende ind i bilen.

"Hr. Williams, jeg—" Adeline nåede knap at begynde, før Ronald pludselig lænede sig ind. Den velkendte duft fra i går aftes lukkede sig om hende og fik hende til at stivne.

Hun holdt vejret, blikket låst på Ronalds ansigt, der kom nærmere. Hun kunne se hans lange øjenvipper og et glimt af underholdning i hans øjne.

Ronald trak sikkerhedsselen hen over hende og klikkede den på plads, og så lo han lavt. "Det giver en bøde, hvis du ikke har sele på foran."

Adeline trak vejret ud og glattede sit hår.

Hendes hjerte hamrede, som om hun sad i en rutsjebane, vildt og ukontrollabelt i brystet.

Et øjeblik efter gik det op for hende, at hun var ved at tale om at skifte afdeling, men var stoppet midt i sætningen.

Ved et rødt lys vendte hun sig mod Ronald. "Hr. Williams, jeg synes, sekretærstillingen—"

"Auktionen går i gang om lidt. Lad os først se på genstandene og skrive vores mål ned."

Ronald rakte hende en tablet. Det første billede var Nebulaens Hjerte, og Adeline slugte resten af sine ord.

Hvor mange mennesker fik nogensinde chancen for at se den slags kongelige skatte i deres liv? Hun måtte i det mindste opleve det.