Lycanen og hans engel

Jeg løb og løb og løb, uden pause, uden at sænke farten.

Fra at flygte fra paladset til at træde ind i denne skov, som jeg fortrød fra det øjeblik, jeg trådte ind i den. En sjælerystende stilhed herskede i skoven, træerne var så tætte, at selv lyset havde svært ved at trænge igennem.

De jagtede mig, følelsen skræmte mig konstant til marv og ben. Mit hjerteslag steg så voldsomt, at lyden af det summede i mine egne ører. Jeg så solen gå ned i vest, jeg havde set det ske to gange, siden jeg flygtede og begyndte at løbe.

Alt, hvad jeg ønskede, var frihed.

Mine arme og ryg blev følelsesløse, mørket i skoven omsluttede mine omgivelser. Min vejrtrækning kom ud som gisp. Uhyggelige hyl fra ukendte rovdyr begyndte at give genlyd i området, ét efter ét. Af og til blev de høje lyde mere hyppige.

Den rene rædsel plantede sig dybt i min kerne. Lyden af torden i baggrunden øgede min overvældende frygt.

Stilheden i skoven faldt efter de lange hyl, som om det var stilheden før stormen. Min hud kriblede af gåsehud, følelsen af den ukendte fare fra alt, der tilhørte skoven. Mine øjne blev tunge på grund af manglende energi.

De kunne stadig følge efter mig, eller måske vente på, at jeg stoppede, så de kunne fange mig igen. Mine ben ønskede at stoppe, men den konstante frygt lod mig ikke, og så hørte jeg det.

De tunge poter af noget, der løb bag mig, rystede mig til mit hjerte, lydene blev straks mangedoblet. Hvad det end var, virkede det til at være mere end én. Mine øjne fyldtes med tårer, og et hulk rev sig løs, jeg havde ingen flugtvej. Jeg kiggede tilbage kun for at finde en gruppe ukendte sorte dyr, der fulgte mig, blod dryppede fra deres hjørnetænder, og deres grønne øjne glødede i mørket. Deres store gruppe fulgte mig, selvom buskene var tætte.

Den hårde overflade mod mine bare fødder føltes som nåle, og kulden i luften brændte mod min hud, selve skoven føltes kvælende.

Tårerne løb frit ned ad mine kinder, mens jeg brugte de sidste dråber af min styrke for at undslippe den død, de ukendte rovdyr uden tvivl ville bringe over mig. Jeg lukkede øjnene, da jeg følte mine ben blive helt følelsesløse, og synet blev sløret, mens et skrig forlod min mund. Døden var tydeligvis nær.

Jeg tvang min krop til nogle få skridt mere, og lige før jeg var ved at give op og acceptere mit uovervindelige nederlag, følte jeg min krop kollidere med noget hårdt. Et skrig undslap mine læber af frygt, da min krop faldt bagover, og jeg mærkede mig selv falde til jorden, brølet ringede i mine ører, men det var ikke det samme, som jeg havde hørt fra dyrene, der fulgte mig.

Jeg skjulte mig instinktivt, men så mærkede jeg stærke arme om min talje, og jeg åbnede øjnene. Jeg blev mødt af kulsort øjne. En kuldegysning løb ned ad min krop, både af frygt og beundring. Hans hår hang lavt over panden, og hans øjne stirrede ind i mine, mens hans læber åbnede sig i overraskelse, da han betragtede mig. Jeg havde aldrig set nogen så perfekt skulptureret før, selvom de få mennesker, jeg havde set i mit liv, var dem, jeg flygtede fra. Den kraftfulde aura, der udstrålede fra ham, trods hans blide greb om mig.

Af en eller anden grund troede jeg ikke, han ville skade mig. Noget ved blikket i hans øjne fik mig til at tænke sådan.

"Vær sød at redde mig, de vil... de vil... D-dræbe mig,"

Før jeg kunne afslutte min bøn, trak han langsomt min krop mod sit bryst, og hans hånd bevægede sig til at støtte bag mit hoved, før han trak mig helt tættere, "Shh, du er i sikkerhed," hviskede han, idet han bemærkede min tunge vejrtrækning og skræmte ansigtsudtryk.

Klynkende gemte jeg mit ansigt i hans hals ved blot hans ene forsikring - Sætningen fra hans mund virkede som magi, der smeltede isen indeni mig og lod varmen trænge ind. Jeg var for træt til overhovedet at stå stille, hans arme var det eneste, der holdt mig oppe.

"Min!" Hans brøl fik mig til at trække mig sammen, mine hænder knyttede sig om siderne af hans skjorte i refleks. Jeg kunne hverken forstå betydningen bag hans erklæring, der fik dyrene til at krybe sammen, eller hvorfor jeg følte mig tryg i hans arme.

"Jason, Carter," Hans tone var autoritær, "Fjern dem,"

Og så lød flere smertensfulde hyl, jeg forsøgte at kigge, men han skubbede blidt mit hoved tilbage, hvor det var. Lyden af noget stift, der blev revet op, resulterede i endnu et smertefuldt hyl, og selvom jeg manglede viden, kunne jeg forstå, at alt, der foregik bag mig, var mere end brutalt.

Indimellem skælvede jeg, når dyrenes skrig nåede mine ører, og manden, der holdt mig, gned blidt sin tommelfinger over min ryg. Jeg følte en ukendt varme sprede sig gennem min krop. Minutter gik, og jeg begyndte at miste bevidstheden.

Det var da, jeg mærkede ham holde om mit ansigt og løfte min hage op, så han kunne stirre på mig. Selv med mit slørede syn så han stadig utrolig smuk ud.

"Hvad er dit navn, Engel?" hviskede han langsomt, der var en kant af ømhed i hans stemme.

"Isabelle," var alt, jeg kunne sige, før jeg forsvandt ind i mørket, i armene på den fremmede, der lige havde reddet mit liv.