Kapitel 7 Fødselsdagsbanketten
Sophias bevægelse stivnede, da hun hørte Henrys ord.
Hendes hånd blev liggende på bildørens greb. Hun tøvede et øjeblik, som om hun afvejede sine muligheder.
„Nej.“ Hun vendte sig og så på Henry. Hendes smukke ansigt røbede ikke en mine. „Der sker så meget i Miller-familien lige nu. Det er et dårligt tidspunkt.“
Hun affejede ham med en undskyldning.
Når hun havde sagt, at det var slut, burde det også slutte pænt.
Hun og Henry havde altid haft et forhold, der byggede på en aftale til gensidig fordel. Nu hvor deres „kontrakt“ var udløbet, var det kun naturligt, at de skiltes ordentligt.
„Nå, er det sådan?“
Før hun nåede at reagere, lænede Henry sig pludselig tættere på. Duften af cedertræ blandet med et svagt strejf af tobak skyllede ind over hende. „Hvad så med nu?“
Og så bøjede han sig ned og kyssede hende.
I modsætning til kysset ude i skoven var det her hårdt. Der lå en uforklarlig bitterhed i det.
Sophia trak vejret ind med et sæt. Hjertet hamrede mod ribbenene, og en pludselig varme steg op i hendes kinder.
Nogle sekunder senere slap Henry hende. „Hvad så nu?“ spurgte han hæst. „Stadig ubelejligt?“
Sophia vendte brat ansigtet væk. Ørespidsen var rød, som om den kunne springe.
Hun rystede hans hånd af sig og rev bildøren op. „Lad være med at fjolle.“
Denne gang stoppede han hende ikke.
Sophia nærmest flygtede væk fra bilen og satte i rask gang mod hovedporten til Miller-ejendommen.
Først da porten smækkede i bag hende, standsede hun og løftede hånden for at presse den mod sine brændende kinder.
Den uforklarlige sitren i brystet blev hurtigt kvalt.
Det var bare uvant. To år med selskab sluttede ikke uden at efterlade spor.
Mellem hende og Henry kunne det ikke blive til mere end det.
...
En uge senere: Gavins fødselsdagsbanket.
Gårdspladsen på Miller-ejendommen var pyntet overalt med lanterner og guirlander, og luksusbiler stod på række langs indkørslen helt op til indgangen.
Alle, der kunne få en invitation til fødselsdagsbanketten, var folk med navn og vægt. Selv flere erhvervsmoguler, der sjældent viste sig offentligt, havde omhyggeligt udvalgt gaver for at komme.
Sophia stod ved indgangen i en månehvid kjole og tog imod gæsterne.
Kjolen sad perfekt og fremhævede hendes slanke, elegante linjer.
Da hun fik øje på nogle velkendte ældre, gik Sophia dem i møde med værdighed. „Zack, du kom endelig. Bedstefar spurgte lige efter dig.“
Hvor hun i begyndelsen havde været stiv og nærmest mekanisk i sin lydighed, lød hendes stemme nu naturlig, og hun bar sig roligt ad. Hver bevægelse sad, som den skulle.
Det var en kunnen, hun havde opbygget i de to år hos Miller-familien.
Pludselig opstod der uro ved indgangen.
Sophia løftede blikket og så Oliver komme ind, hånd i hånd med Clara.
Hun gav en kold, skarp latter.
På en dag som denne havde Oliver nerver til at slæbe Clara med. Han trak ganske enkelt Miller-familiens værdighed gennem sølet.
Olivers mine var sur.
Efter at være gået tomhændet fra auktionen den dag havde han været nødt til i sidste øjeblik at snuppe nogle jadeudskæringer fra antikområdet som nødløsning.
De var pæne nok sammenlignet med det, man ellers fandt dér, men de var stadig flere klasser under tingene fra auktionen.
I hovedsalen var Gavin optaget af at tale med flere af sine gamle våbenbrødre.
Da han fik øje på Oliver, der stod bag dem, trak Gavin svagt brynene sammen. „Når du nu er kommet, så sæt dig ordentligt, og lad være med at give mig problemer.“
Den åbenlyse foragt gjorde Oliver synligt forlegen.
Alligevel turde han ikke sige Gavin imod. Han kunne kun trække Clara med sig over i et hjørne og sætte sig.
Imens havde Sophia travlt i nærheden med at hjælpe Gavin med at tage imod og underholde gæsterne.
Sollyset fangede hendes hår, og midt i bankettens summen gjorde hendes strålende elegance hende til rummets naturlige midtpunkt.
Da de fleste gæster var ankommet og havde taget plads efter rang og bordplan, dæmpedes lyset i den store krystallysekrone.
Gavin, skarp i et skræddersyet jakkesæt, gik langsomt op på scenen.
„Tak, fordi I alle sammen er kommet. Uden yderligere omsvøb vil jeg gerne begynde med en skål for jer alle.“
Der brød en applaus løs nede fra salen.
Netop som stemningen nåede sit højdepunkt, opstod der pludselig uro ved indgangen til festsalen.
Gæsterne vendte sig én efter én, og Oliver fulgte deres blikke.
Men i samme øjeblik han fik øje på den nyankomne, trak hans pande sig sammen.
Hvordan kunne det være ham?
Manden forrest bar et mørkegråt jakkesæt—det var den samme rige knægt, som igen og igen havde budt ham over ved auktionen!
Sophia så også mod indgangen, og da hun fik øje på personen ved siden af den rige knægt, blev hendes øjne store af chok.
Hvordan var Henry også dukket op?
De to mænd blev stående i døren og udstrålede en sådan tyngde, at selv vagterne rettede ryggen instinktivt.
Da de nyankomne viste sig, genkendte de skarpøjede gæster dem med det samme.
„Er det ikke Declan, arvingen til Smith-familien? Hvad laver han her?“
„Smith’erne slugte jo det sydlige energiprojekt sidste måned. De har arbejdet tæt sammen med Windsor-familien de seneste år. Lige nu har de faktisk en fremdrift, der matcher selv Windsor’erne.“
Det var ikke nogen overdrivelse.
Smith-familien var ægte storbyadel, med et fundament, der gik tre generationer dybere end Millers. De sad på ressourcer, Miller-familien ikke engang kunne drømme om at nå, uanset hvor meget de anstrengte sig.
De to familier var ikke engang i samme liga. Hvorfor skulle Declan Smith dukke op til Miller-familiens fødselsdagsbanket?
Da Oliver hørte hvisken omkring sig, snørede halsen sig sammen, og en bølge af panik skyllede ind over ham.
Køberen, der bød mig over den dag, var altså Declan?
Gavin fik også en urolig fornemmelse i brystet.
Selv om Smith-familien tilhørte den absolutte top, færdedes de to familier i forskellige kredse. Deres brancher overlappede ikke, og i årtier havde de haft stort set ingen kontakt.
Hvorfor skulle Declan pludselig komme på besøg?
Men Gavin var en mand, der havde stået igennem mange storme. Overraskelsen forsvandt fra hans ansigt på et øjeblik og blev erstattet af et varmt, indbydende smil.
„Declan, din tilstedeværelse er en ære. Hvordan har din far det for tiden?“
Declan gik hen til Gavin med ro og selvkontrol. „Min far har det glimrende. Han siger, du burde kigge forbi til et skakparti noget oftere.“
Mens han talte, tog han en æske fra livvagten bag sig og rakte den til Gavin. „Jeg er her i dag for at afleverer en gave på vegne af en ven. Jeg ønsker dig god helse.“
Declans svar var ulasteligt. Han gav ingen forklaring på sin ankomst, og han brugte heller ikke gaven som et påskud for at blive hængende. Han afværgede elegant enhver nysgerrig udspørgen.
Gavin tog imod æsken. Han mærkede dens tyngde og havde allerede en fornemmelse af, hvad det var.
Men han havde ingen planer om at grave i Declans egentlige motiv for at komme i dag. Smith-familiens position var urørlig, og alene det, at Declan var mødt op, var en sjælden chance.
Smith-familien stod Windsor-familien nær. Hvis han kunne bruge Smith-familien som bro, kunne han måske få et møde med den sagnomspundne arving fra Windsor-familien.
Hvis bare Windsor-familien ville løsne grebet og levere kontrakten tilbage, som de havde revet til sig, kunne Miller-familiens forretning reddes.
Med den tanke lod Gavin blikket falde på Oliver. „Gå hen og skål med hr. Smith og få en ordentlig snak.“
Oliver havde ikke lyst, men under Gavins hårde blik kunne han kun bide det i sig og tage sit vinglas.
Han gik hen til hovedbordet og tvang et smil frem. „Hr. Smith, jeg var måske lidt for fremfusende til auktionen. Tillad mig at skåle for dig.“
Declan løftede ikke straks glasset. I stedet sendte han et skråt blik mod Henry, med et strejf af underholdning i øjnene.
Olivers hånd stivnede, og smilet blev fastfrosset.
Oliver trak vejret dybt og var ved at sige mere, da Henry pludselig afbrød ham.
„Er du Oliver?“ Henrys stemme var ikke høj, men den bar et medfødt, knusende pres.
Han så op på Oliver, med et forvirret udtryk i blikket. „Jeg synes, jeg har hørt det navn et sted. Er det ikke ham, der stak af med en kvinde i to år og gjorde Miller-familien til grin i hele storbyen?“
