Kapitel Hundrede og syvogtredive

Jeg vågnede op til det svage skær af daggry, der brød igennem træerne. Skoven var stille, luften skarp og kold mod min hud. Jeg strakte mig et øjeblik, og mærkede, hvordan mine muskler smertede efter gårsdagens kamp. Minderne om Umbrakinerne og kaosset på flokkens territorium hang stadig ved mig som...