Kapitel 3 Hold dig væk fra dårlige mænd

Michaels ord efterlod Isabella målløs, men da hendes forældre begyndte at presse hende, fik hun nogle mørke tanker.

Michael syntes at have en idé og sagde: "Hvis du føler dig fortabt, lad mig tage dig et sted hen."

"Hvorhen?" spurgte Isabella forvirret.

Uden at forklare hoppede Michael ind på førersædet og trak Isabella ned fra hendes plads.

"Det er et sted, der vil hjælpe dig med at ryste denne dårlige stemning af dig," sagde Michael med et glimt i øjet og startede bilen.

Han følte en lettelse ved at have hænderne på rattet igen, så længe Isabella ikke kørte.

Under køreturen ringede Isabellas telefon. Hun tøvede og stirrede på opkalds-ID'et.

"Hvis du ikke vil tage den, så læg på eller sluk den. Den ringetone er irriterende. Kan du virkelig lide den?" Michael trak på skuldrene, tydeligt irriteret.

Isabella sendte ham et vredt blik og tog opkaldet.

Johns vrede stemme skar igennem telefonen. "Isabella, din idiot! Hvornår kommer du? Jeg har linedet den bedste læge op til dig. Vil du overhovedet giftes? Bianca venter!"

Isabellas greb om telefonen strammedes, hendes knoer blev hvide. Hun var så vred, at hendes læber skælvede, men hun kunne ikke få et ord frem.

Irriteret rev Michael telefonen fra hende og råbte: "Lad den skide kælling dø, og du kan gå med hende!"

Så smed han telefonen ud af vinduet.

Isabella gik i panik og greb fat i hans arm. "Stop bilen!"

Michael rynkede panden. "Er du stadig optaget af den idiot, der sårede dig?"

"Jeg er ked af min telefon! Du smed min nye telefon væk!" snerrede Isabella. Hvorfor kunne han ikke bare lægge på? Betød intet andet noget for ham?

Følte sig akavet, trak Michael ind til siden og gik for at finde hendes telefon ved vejkanten.

Telefonen var fuldstændig smadret, udover reparation. Isabella holdt de ødelagte stykker, følte sig forurettet og på randen til tårer.

Michael kløede sig på næsen, flov. "Jeg er virkelig ked af det. Jeg blev for vred på den idiot og mistede besindelsen. Jeg køber en ny til dig."

Isabella svarede ikke, hun satte sig bare tilbage i bilen. I dag var bare ikke hendes dag; intet gik som det skulle. Men hun anede ikke, at tingene snart ville blive værre.

Michael kørte hende til en forladt fabrik med en kæmpe skorsten og førte hende til toppen.

Isabella kiggede ned i skorstenen og så intet andet end mørke. Hun tvivlede ikke på, at et fald ville være dødeligt.

"Hvorfor tog du mig herhen? Dette sted hjælper ikke på mit humør," sagde Isabella forvirret.

"Hvis du vil kende meningen med livet, så spring herfra. I det øjeblik, adrenalinsuset og dødsangsten vil få dig til at indse, at alle verdens vanskeligheder er intet i forhold til livet selv," sagde Michael og blinkede med et stort smil.

Isabella tænkte, at han var skør.

"Hvis du vil dø, så hop. Lad mig være udenfor," sagde hun og vendte sig for at gå, men Michael greb fat i hende.

Det næste, hun vidste, var, at Michael krammede hende tæt, og de begge faldt ned i skorstenen.

"Nej!" skreg Isabella, da vægtløsheden tog over. Hun følte dødsangsten.

Men lige før fortvivlelsen kunne overmande hende, mærkede hun, at de ramte noget blødt. De sprang op igen som på en trampolin.

Da hun kiggede ned, så Isabella et stort elastisk net hænge midt i skorstenen, der holdt dem sikre.

"Se? Havde jeg ikke ret? Vil du stadig dø?" grinede Michael, og Isabellas svar var endnu et skrig.

"Michael, du er sindssyg!" Isabellas hår var en stor rodebunke, og hun stirrede vredt på ham, men han smilede bare.

"Okay, men i det mindste føler du dig lidt mere i live nu, ikke?" Michael grinede.

Isabella trak vejret tungt og følte sig lettere, men det betød ikke, at hun var okay med, hvad Michael havde gjort.

"Så, hr. Williams, hvordan kommer vi ned herfra nu?" spurgte Isabella med et strengt ansigt.

Hun var sikker på, at der ikke var nogen andre i nærheden. Hvordan skulle de komme ud af denne kæmpe skorsten?

"Jeg glemte lidt den del," Michaels smil frøs, og han slog sig selv i panden i fortrydelse.

Før Isabella kunne blive vred igen, trak Michael hurtigt sin telefon frem.

"Vent lidt, jeg ringer efter hjælp," sagde han og tastede et nummer. Men han fik at vide, at de først kunne komme næste morgen.

Efter at have lagt på trak Michael på skuldrene. "Det ser ud til, at vi er fanget her for natten. Men hey, i det mindste bliver det ikke for koldt."

"Er jeg altid så uheldig med mænd?" Isabella lagde sig hjælpeløst ned og stirrede op på himlen gennem skorstenen. Solen var ved at gå ned, og skyerne var farvet røde af aftenlyset.

"Ulykkelige prinsesser har som regel en hård tid, før de finder ægte kærlighed," trak Michael på skuldrene, men Isabella var ikke i humør til at snakke.

Som tiden gik og natten faldt på, tog tyngdekraften sin vej, og Isabella døste hen, lænende sig mod Michael, hvilende i hans arme.

Måneskinnet skinnede ind og oplyste hendes hud, hvilket fik hende til at se næsten eventyrlig ud.

Michael betragtede hendes ansigt, og i det øjeblik lignede hun virkelig en forpint prinsesse.

Han kyssede forsigtigt hendes pande, et smil legede på hans læber, mens han lukkede øjnene og faldt i søvn med hende.

Imens blev John ved med at ringe til Isabella, men kunne ikke komme igennem. Frustreret smed han sin telefon. "Isabella, din kælling! Hvordan vover du ikke at tage mine opkald!"