178. Siden altid.

Jeg nikker, en lille, trist gestus, mens jeg forbereder mig på kampen, på råbene, stormen jeg så ham slippe løs på Sebastian på hospitals trappen. Jeg forbereder mig på vreden, skuffelsen, blikket af forræderi og afsky...

Men det, der kommer i stedet, er bare et træt spørgsmål, fyldt med et lige så ...

Log ind og fortsæt med at læse