215. „Tak for alt.“

Jeg banker på kontordøren med svedige hænder, drevet af en angst, der gør mig for rastløs til at blive på Østgården, og Grants stemme, der siger "Kom ind," fra den anden side, føles som en livline, mens jeg drukner.

Hans øjne er allerede rettet mod døren, da jeg træder ind, og de udvider sig en sm...

Log ind og fortsæt med at læse