216. Jeg kan ikke miste ham.

Grants private kontor er rent, organiseret og overraskende indbydende—intet som de kolde, sterile hvide rum på hospitalet, der lugter af antiseptisk middel og efterlader en metallisk smag i munden, så snart man træder ind.

De sandfarvede vægge blødgør den sene eftermiddagssol, der strømmer ind genn...

Log ind og fortsæt med at læse