232. „Sig mit navn sådan igen.“

Christopher trommer med fingrene på skrivebordet, øjnene fastlåste på et tilfældigt punkt på gulvet i mindst en time, og jeg forstår hvorfor han er så urolig—trods alt er det i dag, at afgørelsen fra Overhuset kommer.

Jeg observerer fra lænestolen ved vinduet, benene krydsede, en glemt kop te hvilen...

Log ind og fortsæt med at læse