Kapitel 2

I det øjeblik, jeg fik de ord frem gennem tårerne, mærkede jeg tydeligt, hvordan lufttrykket omkring mig pludselig faldt. James slap mig med et koldt ansigt og lo hånligt. „Først bedøvede du mig for at få mig i seng, og nu bruger du en graviditet til at lyve for mig. Sophia, er der overhovedet noget, du ikke ville gøre?“

„Jeg lyver ikke for dig. Jeg var på hospitalet til kontrol i dag!“ Jeg forsøgte febrilsk at forklare, men James var tydeligvis optaget af noget andet.

„Du var på hospitalet?“

Hvis jeg ikke havde været på hospitalet, hvordan skulle jeg så have set dig stå så tæt med Amelia og med mine egne ører høre Isabella kalde dig „far“?

Jeg trak mundvigen op i en bitter, selvforagtende grimasse og nikkede svagt. James betragtede mig længe med et udtryk, jeg ikke kunne tyde, før han sagde med isnende stemme: „Jeg brugte beskyttelse hver eneste gang. Du kan ikke være gravid. Sophia, mens jeg stadig er villig til at lade dig beholde en smule værdighed, så fortæller du sandheden nu.“

„Jeg lyver ikke. Hvis du ikke tror på mig, kan du selv se.“ Med rystende hænder trak jeg hospitalets svar frem og rakte det til James, men han lod kun blikket glide hen over det, som om det var ligegyldigt, og tog så telefonen. „Robert, tag udstyret til graviditetstest med og kom herover med det samme.“

Den Robert, James nævnte, var Robert Davis, privatlægen, som Smith-familien havde hyret. Han var dygtig og havde især ansvaret for James’ bedstemor, Indigo Smith. James havde stor tillid til ham.

Efter flere års ægteskab forstod jeg straks, hvad James mente.

„James, er jeg virkelig så forfærdelig i dine øjne? Selv efter jeg har vist dig svaret, tror du mig stadig ikke og bliver nødt til at få Robert til at komme og tjekke selv?“

„Hvad ellers?“ James fnøs; foragt og væmmelse i hans blik skar som knive.

„Sophia, man høster, som man sår. Den dag du brugte beskidte kneb for at gifte dig med mig, burde du have været klar til at bære alt det her.“

I hans hjerte havde han allerede dømt mig skyldig. Uanset hvad jeg sagde, ville han aldrig tro på mig.

I det øjeblik følte jeg mig som verdens mest latterlige klovn. Men mens jeg lo hånligt af mig selv, begyndte det at svie i øjnene. Jeg tørrede tårerne væk og strøg blidt over min stadig flade mave for at trøste mig selv.

Det var okay. Når Robert kom og undersøgte mig, ville James vide, at jeg ikke løj. Han ville være lige så glad som jeg var og se frem til det her barns ankomst med lys i øjnene.

Men …

„Hr. Smith, fru Smith er ikke gravid. Det her er testresultatet, De må gerne se.“

„Hvordan kan det passe? Robert, har du lavet en fejl?“

Min krop stivnede. Jeg skyndte mig ned fra sengen, og min stemme dirrede.

„Da jeg blev undersøgt på hospitalet i dag, sagde lægen helt klart, at jeg var tre uger henne. Hvis du ikke tror på mig, så kig på svaret!“

Jeg pressede svarpapirerne i hånden på Robert, så desperat at tårerne var lige ved at flyde over, men han kastede kun et hurtigt, afvisende blik på dem, og hans stemme havde en tydelig undertone.

„Fru Smith, jeg ved ikke, hvordan De har fået fat i den rapport, men jeg kan kun sige Dem, at De ikke er gravid. Hvis De ikke tror mig, så se selv.“ Han rakte mig den ultralydsrapport, der lige var blevet printet. Der, hvor der burde have været et lille foster, var der nu fuldstændig tomt. Jeg stod som ramt af lynet og stirrede vantro med opspærrede øjne.

"Det kan ikke passe. Jeg er gravid. Hvordan kan mit barn være væk? Robert, har du taget fejl?"

"Fru Smith, jeg har arbejdet for familien Smith i over ti år. Jeg passede endda hr. Hayden Smith i hans sidste dage. Når De siger sådan, betvivler De så mig eller familien Smith?"

"Det var ikke sådan ment, det er bare…"

"Nu er det nok!" afbrød James mig rasende, så selv Robert fór sammen.

Han gik helt hen til mig med et ansigt koldt som sten, og hans blik var skræmmende isende. "Sophia, beviset ligger lige foran dig, og alligevel bliver du ved med at diskutere. Har du slet ingen skam i livet?"

"Jeg har ikke løjet for dig, James, tro mig, vær sød!" Jeg rystede hjælpeløst på hovedet, stiv af frygt.

Det her barn—da jeg blev undersøgt, kunne jeg tydeligt se ham derinde, og de fysiske tegn de sidste uger var ikke noget, jeg bare kunne have bildt mig ind.

Men hvorfor sagde Robert så, at jeg ikke var gravid?

Kunne der være noget galt med mit barn, som havde ført til en fejldiagnose?

Jo mere jeg tænkte, desto mere bange blev jeg. Jeg rystede, da jeg greb fat i James’ ærme. "Kan du få Robert til at tjekke igen? Jeg er bekymret for barnet…"

Pludselig greb han mig om halsen. Smerten kvalte min stemme, og jeg kunne knap nok få luft.

På så tæt hold så jeg James’ øjne, fyldt af voldsomhed, som om han ville slå mig ihjel. "Sophia, hvis du stadig vil blive i familien Smith, så hold op med de numre, ellers slipper du ikke godt fra det!"

"James, barnet…" Alt jeg kunne tænke på, var barnets sikkerhed. Jeg kæmpede for at holde fast i hans ærme og fik presset et par bedende ord frem.

Næsten i samme øjeblik ringede James’ telefon pludseligt.

"James, kom hurtigt! Isabella har feber igen!"

"Rolig, jeg kommer med det samme!"

Ved lyden af Amelias grådkvalte stemme blev James’ ansigt hårdt. Endelig slap han mig og skyndte sig af sted sammen med Robert uden så meget som at se sig tilbage.

Han smed mig ned på gulvet som en slatten kludedukke. Jeg gispede efter luft, og efter lang tid fik jeg langsomt fisket min telefon frem.

Det var ikke nemt at få en tid hos Evelyn Thomas, byens førende fødselslæge, især så sent på aftenen.

Jeg måtte hurtigt strikke noget kode sammen og fik til sidst klemt mig ind til en konsultation. Jeg lagde hånden blidt på min mave.

Uanset hvad Robert havde sagt, holdt jeg fast i troen på, at der virkelig voksede et lille liv inde i mig.

Det var trods alt mit barn. Hvordan skulle jeg som mor ikke kunne mærke, at mit barn var der?

På fødeklinikken.

"Tillykke, frøken Brown. Du er tre uger henne." Evelyns blide stemme sagde præcis det samme som gårsdagens hospitalsdiagnose. Jeg spurgte nervøst:

"Hvordan har barnet det?"

"Du skal ikke være bekymret. Fosteret udvikler sig fint. Men din krop er lidt svækket. Du skal have ordentlig næring og hvile."

Mit barn havde det godt.

Den besked fik mig til at trække vejret dybt og længe, og mørket i mit bryst lettede mærkbart. Jeg tøvede et øjeblik og tog så ultralydsrapporten frem fra tasken, den som Robert havde givet mig i går aftes.

"Vil du være sød at kigge på den her? Hvorfor står der i den her rapport, at jeg ikke er gravid?"