Skyggeulv Trilogien

[Denalis synsvinkel]

"Vi er kede af det. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, men hun er væk."

Hvem kunne have vidst, at sådanne ord ville føre til min elendighed?

Mit navn er Denali, og jeg blev født som datter af Alfaen og Lunaen af Smaragd Måne. Selvom jeg blev født af sådanne forældre, var jeg ikke velsignet med noget særligt. Jeg var svag og havde ingen medfødte evner. Måske var det grunden til, at min far hadede mig så meget, eller måske var det, fordi han bebrejdede mig for, at hans mage var så syg.

Så længe jeg kan huske, var min mor altid ind og ud af hospitalet på grund af hendes dårlige helbred. Da jeg fyldte otte, blev hun indlagt, og hun vendte aldrig tilbage til Smaragd Måne eller til mig.

Hvor jeg troede, at min far ville være knust, virkede han helt upåvirket, og han forlod straks efter hendes kremering og vendte tilbage en uge senere med en ny familie.

"Beatrice bliver din nye mor," husker jeg, han sagde på dagen for sin tilbagevenden. "Og hendes datter Anastasia er din halvsøster."

Jeg vil aldrig glemme de følelser, der strømmede igennem mig den dag. Det var som om, den mand, jeg troede, jeg kendte, var en helt anden.

En halvsøster.

Jeg havde en halvsøster, men var min far ikke vanvittigt forelsket i min mor? Hvis det var tilfældet, hvorfor havde han så et barn med en anden kvinde? Og hvorfor elskede han den kvindes datter så meget mere end mig?

Fra den dag blev jeg en slave for den kvinde og hendes datter, og jeg måtte gøre alt, hvad de bad mig om. Selv når min far var til stede, sagde han intet og gik videre med sin dag, som om intet skete.

Udover at blive behandlet som deres personlige stuepige, når min søster gjorde noget forkert, blev jeg bebrejdet for det. Hun ville bare græde og sætte en maske på, der skreg uskyld, og min far ville straks tro på det, selvom jeg prøvede at argumentere.

"Far, Denali mobber mig bare!" ville Anastasia klynke, mens tårerne flød. "Er det, fordi hun tror, jeg stjæler dig fra hende?"

"Det gjorde jeg ikke!" ville jeg protestere, mens en ny ridse eller blå mærke prydede min hud og beviste, hvem den sande skurk var. "Hvis noget..."

"DENALI!" ville min far brøle hver gang, mens hans hånd ramte min kind. "Hvorfor skal du være så ulydig?"

Efter at have oplevet dette scenarie igen og igen, gav jeg til sidst helt op, velvidende hvilken side min far ville tage.

Livet var et helvede både derhjemme og udenfor. Jeg blev misbrugt, slået, mobbet og behandlet som en udstødt i stedet for den stolte datter af en alfa.

Derfor, da jeg fyldte atten, kunne jeg ikke tage det mere og besluttede at ende det hele. I det mindste var det planen på det tidspunkt, men hvem kunne vide, at på den dag, hvor mit liv skulle slutte, ville det starte forfra og endda begynde at se lysere ud?

På den dag sprang jeg fra det højeste vandfald i området og styrtede mod jorden. Min krop ramte det iskolde vand, og strømmen trak mig ned, hvilket fik klipperne til at flænse min hud og tøj. Selv hvis jeg prøvede at kæmpe imod, var det simpelthen for stærkt, og snart kunne jeg ikke engang trække vejret.

Jeg burde være død der, men to stærke hænder greb mig på en eller anden måde og trak mig op. Først var jeg for forvirret over, hvad jeg var sikker på var en hjernerystelse fra sammenstødet, til virkelig at forstå, hvad der foregik. Det var først senere, da jeg vågnede i en varm seng med en flot mand ved siden af mig, at jeg vidste, jeg var blevet reddet.

Han var næsten som en engel, stirrende på mig med sine klare blå øjne og pjuskede blonde hår. Hans ansigt var så venligt, og jeg følte mig falde for ham lige der og da.

Hans navn var Alexander, og han var på besøg med en naboflok. Og på trods af at have meget at gøre, blev han hos mig, indtil jeg var rask nok til at bevæge mig på egen hånd.

Det var efter den dag, at vi mødtes i hemmelighed, og de møder holdt mig kørende. Jeg troede ikke, jeg kunne blive mere lykkelig end den dag, han reddede mig, men den dag, han spurgte, om jeg ville være hans kæreste, var jeg i den syvende himmel.

Alexander genoprettede den selvtillid, jeg havde mistet for længe siden. Han mindede mig hver dag om, at jeg var smuk, at jeg var intelligent, og at jeg faktisk var noget værd. Han var virkelig min helt.

Fra det tidspunkt af var vi næsten uadskillelige, og jeg introducerede ham endda for min familie. Med lidt held opførte de sig faktisk ordentligt, når han var i nærheden, hvilket ikke var overraskende, da de var fast besluttet på at opføre sig uskyldigt og kærligt, men når han gik, fortsatte misbruget.

Et par gange spurgte Alexander mig om mærkerne, der prægede min hud, men jeg kunne ikke fortælle ham, hvordan jeg virkelig fik dem. Det var for pinligt at indrømme, at jeg tillod sådanne ting at ske med mig. I stedet kunne jeg kun håbe, at de snart ville stoppe helt, hvis bare Alexander ville fri til mig.

Og jeg var sikker på, at den dag var på vej, da han bad mig tilbringe dagen med ham. Han insisterede på, at han havde planlagt noget særligt, og jeg overbeviste mig selv om, at det ville være frieriet, som jeg desperat længtes efter.

Lidt vidste jeg, at på den lovede dag ville tingene ændre sig fuldstændig, men ikke på den måde, jeg forventede.