Tilfredsstille

Lilly

Det tager otte timer at komme hertil med bussen, og da jeg endelig ankommer, er det tidlig morgen. Ryggen værker efter at have siddet klemt fast i det samme trange sæde hele natten, og jeg er udmattet, men der er ingen grund til at stoppe endnu. Jeg skynder mig hen til klubben, Stacy har fået mig overført til, Satisfy, for at udfylde papirarbejde og komme på deres vagtplan.

Heldigvis har Stacys bror fortalt manageren, Kevin, at jeg ikke skal på lønningslisten. I stedet får jeg kontant betaling, præcis som Stacy havde gjort for mig. Det er en lettelse, faktisk; jeg har ikke brug for et papirspor, og jeg har ikke lyst til, at folk stiller spørgsmål om hvorfor.

Kevin har sat mig på vagt allerede samme aften, så jeg har rigeligt med tid til at finde det hotel, jeg havde slået op, tage et bad og få noget at spise, før min vagt begynder.

”Okay, men velkommen til Satisfy! Jeg er glad for, at Luciano fik dig overført hertil. Vi har lige mistet tre af vores bedste piger, så lige nu mangler vi virkelig folk,” siger han.

Han virker rar nok. Kort, snavset blondt hår, en middel bygning og et smil, der på en eller anden måde fortæller mig, at hans mor må have elsket ham rigtig godt.

”Hmm,” brummer jeg tilbage. Jeg vil gerne være høflig, men jeg bryder mig heller ikke om at dele unødvendige oplysninger. Det er tryggere sådan, i virkeligheden.

”Fint. Super. Alt papirarbejdet er klaret, så hvis du møder her igen klokken syv, kan vi få dig sat ordentligt ind i det, finde noget tøj til dig, tage en rundtur og få dig på scenen klokken otte.”

”Noget tøj? Jeg har et par ting selv…”

”Åh nej, du skal bare komme i dit almindelige tøj. Luciano kan godt lide at give hver pige sin egen garderobe med alt, hun har brug for.”

”Nå. Okay, fint. Så ses vi klokken syv… tak.”

Luciano er Stacys bror, og jeg har lært, at han ejer over tyve klubber rundt om i landet, de fleste af dem styret gennem familien. Men den her—den her er hans. Stacy sagde, da hun ringede til ham, at han var mere end glad for at få mig overført og havde brug for mig på den klub, han selv stod for.

Jeg syntes, det var mærkeligt i starten. Hvorfor ikke sende mig til en af de andre? Men hvis Kevin siger, at de mangler folk, giver det mening. Det er praktisk for ham.

Jeg får kæmpet mig frem til hotellet. Det er ikke noget særligt, klemt ind mellem en grillbar og et gammelt møntvaskeri, men værelset har en lås på døren og et sted, jeg kan sove. Det er nok.

Jeg har lige præcis penge til en uges ophold—altså hvis jeg ikke bruger dem på noget som helst andet. Hvilket betyder, at den gratis te, kaffe og de små kiks på værelset bliver det eneste, jeg kommer til at spise i et stykke tid.

Det generer mig ikke så meget; min krop er vant til at køre på mindre, end hvad man ville kalde en normal mængde mad. Jeg tager en sukkerpose og sætter mig på den indelukkede, brune dyne oven på den hårde seng. Jeg bliver nødt til at tage det langsomt med det lille, jeg har, så lige nu tænker jeg, at en sukkerpose må være nok, indtil jeg er færdig med min vagt i aften. Måske forkæler jeg mig selv med en af de fire pakker kiks bagefter.

Jeg river toppen af sukkerposen af uden at bekymre mig om, at papiret falder ned på gulvet. Stedet ser ikke særligt rent ud i forvejen, så jeg tvivler på, at det gør den store forskel.

Jeg lader sukkeret falde ned på tungen og lader det smelte. Det er et trick, jeg lærte, da jeg var yngre, låst inde på mit værelse i dagevis af min far uden mad eller vand.

Indimellem var der en af dem, der arbejdede i huset, som skubbede noget ind under døren. Det skulle altid være småt nok til at kunne komme igennem den smalle sprække, som regel et mast stykke brød eller lidt slik. Jeg lærte hurtigt at spise bittesmå mængder over lang tid og lade det blive liggende på tungen, så jeg kunne narre hjernen til at tro, at jeg fik mere, end jeg egentlig gjorde.

Jeg ryster mindet af mig og går ud på det svagt oplyste badeværelse, der hænger sammen med mit værelse. Det er ikke noget særligt, men der står både sæbe og shampoo, og jeg ved, jeg har brug for det. Jeg tænder for vandet og lader dampen samle sig, før jeg træder ind. Jeg hvæser, da strålerne rammer de ømme steder på mine fødder efter at have løbet barfodet.

Jeg bruger hele den lille smule shampoo. Den gør ikke meget andet end at få mit hår til at føles tørt og filtret. Sæben er endnu værre og får min hud til at føles som gummi, men den tager i det mindste den stank, jeg har slæbt rundt på, og det kan jeg i det mindste være taknemmelig for.

Jeg hopper ud af bruseren og tørrer mig med det let plettede håndklæde. Med fingrene forsøger jeg at rede mig gennem hårtotternes kaos, før jeg går hen til posen med de ting, jeg nåede at snuppe med mig fra Thrive, inden jeg gik.

Jeg kunne ikke tage tilbage og hente noget fra mit motelværelse der, så jeg må klare mig med et par af mine strippertrusser og det tøj, jeg allerede har på. Det er vel meget godt, at Kevin nævnte, at jeg får en garderobe i klubben. Måske er der noget, jeg kan bruge, indtil jeg har lidt kontanter til at købe noget brugt tøj.

Klokken er lige efter seks, da jeg beslutter mig for at tage endnu en sukkerpose, før jeg griber min taske og går mod klubben. Jeg får brug for lidt energi til at gå derhen og komme igennem vagten.

Gaderne er mere travle nu, end de var i morges, og jeg holder hovedet nede, mens jeg går, stirrer på fortovet og prøver at ignorere smerten i fødderne. Hvert skridt gnider mod den ømme hud, men heldigvis ligger Satisfy ikke så langt fra hotellet.

„Lilly! Du er tidligt på den,“ siger Kevin, da jeg træder ind ad klubbens hoveddøre.

Der er stadig stille derinde, kun et par medarbejdere, der gør klar til aftenen. Musikken spiller lavt i højtalerne nu, og farvede lys glider dovent hen over den tomme scene.

„Øh, ja, undskyld. Jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage mig at komme herhen, så jeg tænkte, det var bedst at være tidligt ude end at komme for sent.“

„Nej, det er helt fint! Så kan vi gå i gang med din garderobe, hilse på de andre piger og gøre dig klar til i aften, hvis du har lyst.“