Når virkeligheden blotter, er det tænder.

Opkaldet sluttede med, at jeg mumlede noget kort til Luciano, men mit hoved var alligevel ikke med. Alt, jeg kunne tænke på, var hende, Alina, der sad i det rum, rastløs, for skarp til sterile vægge. Jeg skubbede min telefon ned i lommen og åbnede døren. Og frøs. Hunter var ovenpå hende. Ikke knusen...

Log ind og fortsæt med at læse