Vær ikke nervøs

Lilly

Klubben er ved at vågne for alvor nu. Musikken hamrer, lyset blinker, og folk strømmer ind gennem dørene. En tung lugt af cigaretter og sprut driver gennem lokalet, og bassen sender en brummen gennem kroppen på mig. Kevin fortæller pigerne, hvor de skal op på scenen, og de vinker høfligt, mens de går ud.

„Hvor vil du have mig?“ spørger jeg, for jeg har ikke fået en scene endnu.

„Du, min kære Violence, er blevet efterspurgt i VIP-området af Luciano.“

„VIP’en? Er det ikke normalt forbeholdt de mest erfarne piger? Jeg har kun arbejdet med Stacy i et par måneder, og altså, jeg ved godt, hvad jeg laver, men jeg er sikker på, at en af de andre piger her ville passe meget bedre til dine VIP-kunder.“

„Hold da op, tag det lige roligt. Jeg kan nærmest se, hvordan det kører rundt for dig. Stacy har allerede fortalt os om din erfaring, men hun sagde også, at du er et decideret vidunder på scenen, som om du er født til det. Jeg er sikker på, at Luciano gerne vil lære sin nyeste pige at kende. Kom nu, jeg er sikker på, du klarer den. Og kunderne deroppe giver de bedste drikkepenge,“ siger han med et blink og rækker armen frem for at eskortere mig op på første sal.

Jeg kunne godt bruge drikkepengene. De to sukkerposer, jeg har fået ned de sidste fireogtyve timer, gør ikke ligefrem underværker, og før eller siden får jeg brug for penge til mad og en plan B. Min mave har krampet til og fra den sidste time og minder mig om, at sukker kan holde mig i gang, men det tæller ikke ligefrem som et måltid.

Hvis der er noget, jeg har lært de sidste fem år, så er det altid at have en plan B.

I starten var det ting som en anden park eller en bænk at sove på, madrester gemt væk, eller et mentalt kort over busruter og byer. Men siden Stacy gav mig jobbet i den sidste by, og jeg har fået en forsmag på at have et nogenlunde ordentligt sted at sove, tænker jeg lidt større. Jeg vil lægge nok til side til, når jeg flytter igen. Nok til at dække en ny lejlighed, tøj, toiletartikler og mad.

Du ved. Det basale.

En vagt står nederst og holder øje med trappen op til VIP-afsnittet. Han er bygget som en mur, klædt helt i sort, med hænderne foldet foran sig, mens han overvåger mængden. Han løsner rebet og nikker, så vi kan gå op.

Jeg mærker skiftet i stemningen næsten med det samme. Nedenunder er gulvet pakket. Det er lyst, energisk og kaotisk. De blinkende lys og de larmende kunder ville sikkert give mig hovedpine ret hurtigt. Men etagen heroppe er afskærmet fra resten af klubben.

Kevin viser mig koden til døren øverst på trappen, og da han åbner den, føles det som at træde ind i en helt anden verden. Musikken er ikke nær så høj. Den er stadig tydelig, men man behøver ikke råbe for at blive hørt. Belysningen er dæmpet, men rolig og stabil, og indretningen er mørkt træ og sort med strejf af guld og rødt. Selv luften dufter anderledes heroppe, mere af dyr cologne og whisky end af cigaretter og sved.

Jeg står ved siden af Kevin og lader blikket glide rundt i lokalet, indtil det lander på scenen bagerst. Den er stor nok til, at jeg ikke behøver at klamre mig til stangen hele tiden, sådan som jeg gjorde på Thrive. Her er der plads nok til, at jeg kan danse rundt om den uden besvær. Tro mod temaet har scenen en gylden stang, rødt lys og mørkt træ.

Jeg tager et skridt derhen, klar til at lukke verden ude og forsvinde ind i musikken med løftet om nemme penge, men Kevin lægger sin hånd oven på min, før jeg når at slippe hans arm.

Jeg giver ham det, jeg håber, er et høfligt, spørgende blik, og han læner sig ind og hvisker mig i øret.

“Chefen ville gerne møde dig, før du går i gang. Vær ikke nervøs.”

Ja, for det er jo lige præcis det, jeg har brug for. Ikke at være nervøs.

Mit blik smutter hen til bordet til højre for scenen, hvor Kevin nu fører os hen. Seks store, velklædte, farligt udseende mænd sidder i en bås, og alle deres øjne er rettet mod mig, mens vi nærmer os.

Jeg er pludselig meget taknemmelig for mit greb om Kevins arm, for jeg er ret sikker på, at min mave er ved at falde ud af røven på mig ved synet af manden, der sidder for enden af båsen.

Han har kulsort hår, kort i siderne og en anelse længere på toppen. Tatoveringer dækker hans hænder og hals; jeg er sikker på, at de fortsætter ind under det jakkesæt, der ser dyrt ud. Jeg har ingen idé om, hvordan det jakkesæt ikke sprækker i sømmene, sådan som det strammer over hans enorme arme og lår. Guldringe pryder hans fingre, som tankeløst trommer på et glas, jeg er sikker på indeholder whisky.

Han ligner en, der drikker whisky.

Alt ved ham skriger alfahan. Han er farlig, og min dumme kusse lader ikke til at forstå det, for den bliver øjeblikkeligt varm, mens jeg færdiggør min scanning af hans krop på græsk gud-niveau og møder hans obsidiansorte øjne.

Nej. Lad være med det.

Jeg vender hurtigt blikket væk og møder et par gennemtrængende blå øjne, ligesom mine. Manden ved siden af ham er lige så høj, måske en smule slankere, med rodet blondt hår og et drenget smil, der faktisk får mig til at slappe en anelse mere af.

Jeg lader blikket glide over resten af gruppen, og jeg sværger, at der må være et eller andet i det forbandede vand. Hvorfor er de alle sammen så enorme? Hvordan i alverden voksede Stacy op omkring de her fyre uden at blive gravid? Mine æggestokke skriger lige nu ad mig om at formere mig.

“Kevin,” siger manden for enden, mens hans øjne flakker fra mine til fyren, jeg har glemt, at jeg stadig klamrer mig til.

“Mr. Donatello, lad mig præsentere dig for din nyeste pige. Den her skønhed er Violence.”

Han måler mig op og ned og smiler ondt.

Hans obsidiansorte øjne stirrer lige ind i min sjæl.