En dame fortæller ikke

Lilly

At kalde den mand intimiderende er en grov underdrivelse. Stacy bad ham om at passe på mig, og jeg tænker, at det nok ville være en kæmpe fordel at have en som ham på min side.

Kevin hjælper mig op på scenen, og jeg er mere end klar til at danse.

Noget, jeg hurtigt fandt ud af på Thrive, var, at jeg på en eller anden måde er et naturtalent på en scene. Jeg kan lukke verden ude, slå skyklapperne ned og mærke musikken, som om jeg er den eneste i rummet. Jeg flytter mig selv væk fra den her verden, hvor jeg er en ynkelig stikker af uden en krone på lommen, og over i en anden, hvor jeg er en stærk kraft af forførende, seksuel energi—en nattens gudinde.

Mænd ville bøje sig for mig for at få lov at se mine tryllerier.

Jeg trækker vejret dybt, da sangen slutter, og lader den ene hånd glide op ad stangens kolde metal. Med lukkede øjne hører jeg beatet fra den næste sang begynde og forestiller mig, at jeg forvandler mig til en flamme, der danser med ilden, som brænder inde i min sjæl.

Min krop bevæger sig, uden at jeg behøver at tænke. Mine hofter følger rytmen, mens jeg cirkler om stangen. Den ene hånd holder fast i metallet, mens den anden langsomt glider hen over min krop. Rummet forsvinder omkring mig. Jeg ser ikke mændene, der kigger, eller pengene, der lander på scenen. I de her få minutter betyder ingen af dem noget.

Det er det eneste sted, hvor det at blive set på en eller anden måde får mig til at føle mig usynlig.

Efter omkring tre timer kommer Kevin tilbage og siger, at det er tid til en pause. Han siger, at jeg kan gå ned i omklædningsrummet og spise, hvis jeg vil, men jeg har jo tydeligvis ikke taget noget med, og jeg tror, han godt ved det.

“Der er en grænse på to drinks, når du er på arbejde, men de er på huset,” siger han. “Du er mere end velkommen til at blive heroppe i baren. Der ligger noget frugt, vi normalt bruger til drinks, i minikøleskabet. Vi rører det næsten aldrig, så bare tag.”

“Tak,” mumler jeg, halvt flov, mens jeg sluger min stolthed.

Jeg hælder mig en rom og cola op og skærer i en appelsin, der får munden til at løbe i vand. Rommen er kølig og forfriskende, da den glider ned gennem halsen. Jeg sætter mig på en af barstolene og prøver at lukke rummet ude.

“Hej, Violence, ikke?”

Jeg hører en mand tale fra min højre side, mens han kommer tættere på og nikker mod sædet ved siden af mig. Han ser ud til at være sidst i halvtredserne. Kraftigt bygget, ligesom de andre mænd heroppe. Der må være steroider i vandet eller sådan noget.

På afstand ville man tro, han har fuldt hår, men tæt på kan jeg se, at han er fuldstændig skaldet. I stedet løber tatoveringer hen over issen og sniger sig ned i ansigtet. Halsen og hænderne er også dækket af blæk. Han ser ud, som om han kunne knække min nakke på et splitsekund.

Men hans smil er varmt—noget, jeg ikke er vant til.

Og ligesom alle de andre mænd herinde skriger hans jakkesæt: Jeg har penge. Rigtig mange fucking penge.

“Har du noget imod det?” spørger han og peger på skamlen ved siden af min.

“Nej, selvfølgelig. Værsgo,” siger jeg og holder stemmen høflig.

Hvilket den helt bestemt ikke er.

Jeg hader smalltalk og at snakke i det hele taget. Hvorfor skal han absolut ind på min plads? Men det siger jeg ikke. Jeg har brug for det her job.

Og åbenbart også den her appelsin.

Jeg kan ikke lade være med at kaste mig over den. Jeg er blevet alt for vant til nogenlunde ordentlige spisevaner, og nu betaler jeg prisen med to sukkerposer og nerverne uden på tøjet.

„Du er en ren drøm deroppe, skat,“ siger han. „Og din opførsel, når du er væk fra scenen, også. De fleste piger kan ikke lade være med at hænge på fyrene heroppe. Stå og klynke os i ørerne og prøve at komme med i vores senge. Du er en tiltrængt forandring. Noget, der minder om, hvordan en kvinde bør opføre sig.“

„Ingen fornærmelse, men jeg kunne ikke være mere ligeglad med din seng eller pengene, der drypper af dig. Jeg er her bare for at tjene mine egne penge og spise min gratis appelsin.“ Jeg holder en pause. „Og du tager fejl, hvis du tror, jeg opfører mig det mindste som en fucking dame.“

Pis.

Det ryger bare ud af mig. Ord-diarré, lige dér hvor jeg burde have smilet og låst det inde.

Han læner hovedet tilbage og griner.

„Haha! Og en skarp tunge oveni. Det er vel derfor, de kalder dig Violence, ikke?“

„Mm. Noget i den stil.“

„Kunne der muligvis være en anden grund til navnet?“

Jeg løfter et øjenbryn og lader den sidste strimmel appelsinskal falde ned på tallerkenen.

„Måske er der. Måske er der ikke. En dame afslører ikke sine hemmeligheder.“

„Tja,“ siger han med et grin, „det er måske præcis sådan noget, min klub leder efter.“

Han skubber et hvidt kort hen over bardisken mod mig. Det er tomt bortset fra en adresse.

Jeg har set dem før.

Underjordiske fight clubs.

Det er længe siden, men jeg kender tegnene. Min far ejede et og trænede mig til at slås, før jeg overhovedet kunne gå. Jeg vender kortet mellem fingrene og stirrer på adressen, mens gamle minder presser sig på. Lugten af sved, blod og gummimåtter. Min fars stemme, der beordrede mig op på benene igen, hver gang jeg ramte gulvet.

Jeg skubber det hele væk.

„Hvornår?“ spørger jeg.

Det er det eneste, jeg behøver at vide.

Gode, hurtige penge. Det er det, jeg har brug for.

„Jeg vidste, jeg havde ret,“ siger han, og hans øjne glimter. „Jeg kunne se ilden i dine øjne. Mandage og fredage. Klokken to til fem om natten.“

„Og kodeordet?“

Han trækker på smilebåndet.

Tester mig. Ser, om jeg ved, hvordan det fungerer.

Det gør jeg.

Men jeg har ikke tænkt mig at forklare hvordan eller hvorfor.

„Firefly,“ siger han endelig.

„Entré?“

„For dig, Violence, dækker jeg din første runde. Vinder du den, har du nok til den anden og lidt til dig selv. Sig bare til Benji ved skranken, at Ronaldo har dig på sin regning.“

Han tømmer resten af sin drink og vender sig for at gå. Men han standser igen.

„Nå ja, og det her,“ tilføjer han, mens han trækker en tyk bunke sedler op af pungen og smider den på bardisken. „Drikkepenge. For at være sådan en dejlig dame at se på i aften.“

Jeg nikker og smiler, som jeg burde have gjort fra starten. Jeg samler pengene op og vil stikke dem ned i korsettets skål sammen med kortet, men så ser jeg beløbet.

For helvede.

Der må være mindst 500 dollars her.

Jeg skal helt sikkert spise alle de småkager i aften.

Hvis Ronaldos fight club minder bare lidt om min fars … så kan jeg måske komme på benene igen hurtigere, end jeg troede.