Don først

Lilly

Resten af min vagt flyver af sted, og jeg får skrabet en helvedes masse drikkepenge ind. Jeg har ikke nået at tælle dem endnu, men ud fra hvor fyldte mine bægre er, er det mere end rigeligt til at kalde det en flyvende start.

Jeg mærker Luciano have øjnene på mig det meste af natten, og det bliver ved med at trække min opmærksomhed over mod ham. Men altså—enhver mand heroppe kommer jo helt åbenlyst til at stirre på kvinden, der er klædt forførende og danser om en stripperstang.

Men hans ven Luca …

Han bliver ved med at sende mig de dér alt for begejstrede blikke, som næsten får masken, jeg har på, til at krakelere et par gange. Han har den smittende slags smil, der får én til at få lyst til at smile igen.

Tilbage i omklædningsrummet fortæller jeg pigerne om min nat. Candy spørger, om jeg vil have et lift hjem, men jeg afslår pænt og lyver mig lige op i ansigtet på hende om, at jeg har nogen, der henter mig.

Jeg har ikke brug for, at folk kommer tæt på.

Jeg tager det, jeg har brug for, og ikke mere.

Det er den sikreste løsning for alle.

Da alle pigerne er gået, smutter jeg ind i garderobeområdet for at finde det tøj, jeg smed tidligere i dag. Jeg standser, da jeg får øje på en sektion med tøj, der ligner helt almindeligt hverdagstøj.

Mærkeligt.

Det er underligt, at en klub stiller almindeligt tøj til rådighed for pigerne, men jeg har ikke tænkt mig at stille spørgsmål, når noget endelig er til min fordel. Jeg napper et par friske jeans, en hvid T-shirt og en sort hættetrøje.

Den tidlige morgenluft rammer mig, i samme øjeblik jeg træder udenfor. De fleste kvinder ville nok føle sig mere trygge ved at tage de store veje med gadelygter, men jeg ved bedre.

Bagveje. Smøger.

I nattens mørke er de mine venner.

Jeg har vænnet mig til at liste rundt midt om natten, uset. Min måde at tænke på er enkel: Hvis ingen ved, at du er der, hvordan skulle de så kunne få fat i dig?

Jeg holder hætten trukket op og hænderne begravet i lommerne, mens jeg går, og jeg tjekker bag mig, hver gang jeg drejer om et hjørne. Byen er mere stille nu, men aldrig helt lydløs. Indimellem passerer biler for enden af smøgerne, og et sted i det fjerne skærer en sirene gennem natten.

Det tager en halv time at komme tilbage til hotellet, trods alle omvejene.

Jeg guffer straks de kiks, jeg havde gemt, og så begynder jeg at tælle nattens drikkepenge.

Næsten to tusind dollars.

For helvede.

Jeg har aldrig tjent så meget på Thrive.

I morgen begynder jeg at lede efter en lortelejlighed—helst en, hvor man kan betale kontant. Jeg skal også finde et træningscenter for at teste, hvor rusten jeg er i en slåskamp.

Jeg har holdt min kondition ved lige gennem årene. Jeg kan godt lide at træne én gang om dagen, som regel i offentlige parker, fordi det er gratis, men hvis jeg skal tilbage i ringen, får jeg brug for en sandsæk. Noget, der kan genopbygge muskelhukommelsen inden mandag.

To dages forberedelse burde være nok.

Da planerne ligger fast, trækker jeg dynen af sengen og laver en lille rede på gulvet.

Det føles altid mere sikkert der.

Luciano

Jeg sidder med mine mænd i VIP-området det meste af natten. Der er rigeligt at vende: kommende leverancer, aftaler og bevægelser. Da forretningerne er klaret, spørger jeg ind til deres familier.

Familie betyder alt for os.

Vi er vokset op sammen, som brødre. Vores forældre behandlede os som søskende, og det bånd er aldrig blevet svagere.

Mens vi taler, holder jeg øje med Violence. Jeg prøver at gøre det diskret.

Luca? Ikke helt.

Han lægger ikke skjul på, at han nærmest savler over hende.

Jeg vil blive, til hendes vagt slutter, så jeg kan tilbyde at køre hende tilbage til det sted, hun bor. Kevin kunne tidligere på dagen ikke få mange personlige oplysninger ud af hende, mens han ordnede papirarbejdet. Da han spurgte efter en hjemmeadresse, sagde hun, at hun ikke havde en endnu. Da han spurgte, hvilket motel hun skulle bo på, sagde hun, at hun ikke var tjekket ind, men lovede at give ham besked, når hun havde.

På nuværende tidspunkt burde hun have tjekket ind et sted.

Jeg vil vide, hvor det sted er.

Jeg vil se det.

Jeg vil vide, hvor jeg kan finde min lille engel.

En time før klubben lukker, får Matteo et opkald. Han undskylder sig og tager det inde på mit kontor, væk fra VIP-loungen. Da han kommer tilbage, siger blikket i hans ansigt mig, at natten lige er blevet længere.

“Boss,” siger han dystert, “vi har lige fået besked. Der er set Angelo i nærheden af din søsters klub.”

“Nå,” siger jeg og rejser mig, “så må vi hellere køre derover og tjekke det.”

Angelo Salvatore.

Nummer ét på vores liste i de sidste fem år.

Han sendte min far i graven. De skulle mødes for at tale om en mulig alliance om våbenhandel, men i stedet satte den bastard en kugle i baghovedet på min far, før han overhovedet nåede at ane uråd.

Siden har han været gledet os af hænde igen og igen.

Hvor meget jeg end vil sikre mig, at Violence kommer trygt hjem, må jeg først og fremmest være Don.

Jeg tømmer det sidste af min drink og giver mine mænd et tegn. Vi smutter ud, mens vi gør os klar til den otte timer lange køretur til min søsters klub. Måske kan jeg få flere oplysninger om min lille engel, mens jeg er der.

Vi tager af sted i flere biler og efterlader et par mænd hos Tony til at holde styr på tingene, mens vi er væk. Den kølige natteluft rammer os, da vi træder udenfor, og motorer starter én efter én på parkeringspladsen. På få minutter ved alle, hvor de skal være.

Hvis vi kan få et reelt spor på Angelo, følger jeg det som en jagthund. Jeg har viet mit liv til at slå ham ihjel. Det har mine mænd også.

Man dræber ikke bare en Don og slipper af sted med det.

Jeg følger den skiderik helt ned i helvedes dyb, hvis det er det, der skal til, bare for at få hævn for det, han gjorde.

Han er som en forbandet kakerlak. Hver gang vi får det mindste tip, forsvinder han.

Men en dag... gør han ikke.

Og når den dag kommer, står jeg der. Klar og ventende.