Kapitel 10 Introduktion til kæresten

Da de hørte navnet Caesar Hotel, begyndte alle at summe.

"Alle de store kanoner tager til Caesar Hotel i dag. Jeg har hørt, at de alle kommer fra fine lægefamilier."

"Er han også en af dem?"

Adeline var ikke overrasket; Ians outfit skreg penge, og hans ur alene kunne købe en bil.

"Næste gang du går ud, så hold dig tæt på og gå ikke væk," sagde Adeline, mens hun sorterede medicinkittet. Hun havde ikke tænkt sig at blive rodet ind i dette drama.

Ud af det blå greb Ian fat i hendes ben, hvilket gjorde det umuligt for Adeline at bevæge sig.

Hun kiggede ned på Ian, og han kiggede op på hende.

Hans store, vandige øjne blinkede op mod hende, mens han klyngede sig til hendes tøj som en fortabt hvalp.

Adelines irritation smeltede væk, og hun rodede i Ians glatte hår.

"Vil du ikke give slip, hva'? Vil du med mig hjem?" Da hun så Ian til at skulle nikke, blev Adelines ansigt alvorligt. Selvom Ian var ung, var han skarp og ændrede hurtigt sin melodi. "Kan du tage mig med hjem? Min familie vil takke dig ordentligt og give dig masser af penge."

Adeline fortalte ham, at han ikke behøvede at takke hende eller betale for den medicinske hjælp. Hun gjorde det bare på en indskydelse.

"Så," spurgte Ian pludselig, "har du en kæreste?"

Adeline trak på skuldrene, "Ikke lige nu."

Ian lyste op, "Fantastisk, så tager jeg min tredje bror Charles Livingston med for at møde dig. Du vil helt sikkert kunne lide ham. Lad Charles takke dig for mig."

Da Adeline ikke virkede så interesseret, begyndte Ian at fremhæve Charles som en flot, rig og super flink fyr. Kort sagt, et godt parti.

Adeline lyttede til Ians salgstale med et smil og sagde, "Men der er en hage."

"Hvilken hage?" spurgte Ian forvirret.

"Jeg leder ikke efter en mand lige nu." Adeline grinede. Drengen var ung, men havde meget på hjertet.

Da Ian så skuffet ud, trøstede Adeline ham ikke, og de gik i stilhed et stykke tid.

Adeline troede, at Ian havde droppet hele kæreste-emnet, men så snart de nåede hotellets indgang, kvikkede han op, knyttede sine små næver og sagde, "Charles er ovenpå. Hvorfor kommer du ikke op og ser ham? Seriøst, Charles er super flot."

Adeline grinede af Ians salgstale og prikkede til hans næse. "Jeg har ikke tænkt så langt frem. Og, ved Charles overhovedet, at du prøver at sætte ham op?"

Ians ansigt var helt alvorligt. "Han er altid syg. Vores familie vil gerne have, at han finder en kone snart. Du er dygtig til medicin og super smuk; der må være masser af fyre, der vil date dig. Jeg skal passe på Charles."

Adeline svarede ikke Ian direkte. I stedet tog hun en flaske vand og en pose sodakiks fra sin rygsæk og rakte dem til ham. "Drik noget vand og spis noget. Din stemme lyder lidt hæs."

Han prøvede at åbne flasken, men kunne ikke. Så han kiggede op på Adeline med et hjælpeløst, håbefuldt blik. "Jeg kan ikke åbne den."

Kenneth Wilson spottede Ian på afstand og undrede sig over, hvorfor Ian var sammen med den adopterede datter, der var blevet smidt ud af Martinez-familien.

Et glimt af forsigtighed lyste op i Kenneths øjne, men han spillede hurtigt cool.

Han afslørede ikke sin identitet og gik direkte op, og lød en smule bekymret. "Din familie har ledt efter dig. Det er sådan en lettelse, at du er okay."

Ian holdt Adelines hånd fast, hans stemme var fast. "Hun reddede mig. Jeg vil takke hende ordentligt."

Hans ord bar en modenhed ud over hans år. Trods sin lille størrelse havde han en stærk tilstedeværelse.

Kenneth var lidt overrasket. Han havde set masser af folk prøve at bruge sådanne chancer til at klatre op ad den sociale stige, men Adelines holdning overraskede ham. Han nikkede høfligt til Adeline, "Frøken Vanderbilt, vi vil ikke glemme din venlighed."

Adeline ønskede ikke at blive for involveret i disse rige familiers intriger og svarede roligt, "Jeg gjorde bare, hvad enhver ville. Han har allerede takket mig."

Kenneth følte sig lidt forvirret, men justerede hurtigt og vendte sig mod Ian. "Hr. Livingston er virkelig bekymret for dig. Han venter i bilen og glemte endda at tage sin medicin."

Et blik af overraskelse lyste op i Ians øjne. "Kom han virkelig personligt?"