
Ça vient par trois
Bethany Donaghy · Afsluttet · 213.1k ord
Introduktion
Charlotte réalise bientôt qu'elle doit échapper à leur emprise pour survivre... même si cela signifie faire quelque chose qu'elle regrettera profondément !
Alors qu'elle fuit les abus et sa mère négligente, ainsi que sa ville natale, Charlotte rencontre Anna, une fille au grand cœur qui ne souhaite rien d'autre que de l'aider.
Mais Charlotte peut-elle vraiment repartir de zéro ?
Réussira-t-elle à s'intégrer aux amis d'Anna, qui se trouvent être trois gars très imposants et fortement impliqués dans des activités criminelles ?
Alex, le nouveau mauvais garçon de l'école, craint par la plupart de ceux qui le croisent, soupçonne instantanément que "Lottie" n'est pas celle qu'elle prétend être. Il reste froid envers elle, ne voulant pas lui révéler les secrets de son groupe sans lui faire confiance - jusqu'à ce qu'il découvre le passé de Charlotte, morceau par morceau...
Le froid Alex finira-t-il par la laisser entrer ? La protégera-t-il des trois démons qui hantent son passé ? Ou la livrera-t-il volontairement pour se débarrasser de ce fardeau ?
Kapitel 1
Point de vue de Charlotte
J'étais reconnaissante que la pluie ait décidé de nous rendre visite aujourd'hui... me protégeant de la torture incessante qui accompagnait la vie sur l'avenue de Glenstone.
Ma mère faisait tinter ses pilules dans la salle de bain voisine, un son familier qui me faisait grimacer... au moins, elle s'endormirait bientôt.
Je restais immobile, serrant mes genoux maigres contre ma poitrine, fixant la fenêtre de ma chambre alors que la pluie martelait le verre.
Pourquoi devaient-ils toujours me choisir ? La vie serait tellement plus facile s'ils ne me choisissaient pas...
Je savais que la pluie ne me protégerait pas éternellement, surtout que demain je devrais retourner à l'école.
D'un autre côté, il y aurait enfin une fin à mon été de torture.
Ma mère - qui jouait souvent à la mère de l'année devant nos voisins - voulait toujours que je sois dehors.
Même quand je suppliais de rester à l'intérieur, elle disait souvent que "ça me fait passer pour une mauvaise mère", mais je connaissais déjà la vérité.
C'était vraiment parce qu'elle luttait contre son addiction et voulait me voir le moins possible... parce qu'au fond, elle me déteste.
Les seuls jours où elle envisageait de me laisser rester à l'intérieur étaient ceux où le temps était mauvais - comme aujourd'hui.
Je pressais ma tête contre le verre froid alors que le temps morose reflétait mon état d'esprit.
Ils traînaient toujours par ici, leurs parents vivant tous dans la même rue que nous.
Quand j'étais plus jeune, et que tout avait commencé, j'avais même essayé de convaincre ma mère de déménager, quelque part de joli, quelque part de chaud, mais les tracas étaient bien plus importants que ce qu'elle pouvait supporter.
Depuis que mon père nous avait quittées pour une autre femme, elle n'avait fait qu'empirer. C'était désormais une question de temps avant que les pilules ne la tuent...
"Lottie !" Elle crie, d'une voix maternelle, qui tromperait n'importe qui en lui faisant croire qu'elle est une bonne mère.
"Oui ?" Je réponds, regardant la pluie ralentir - faisant battre mon cœur plus vite.
"La pluie s'arrête... tu peux sortir maintenant." Elle hurle, tandis que je ferme les yeux et respire.
Rien de bon ne dure éternellement, n'est-ce pas ?
"Maman, je ne me sens pas très bien..." J'essaie, avant qu'elle ne me coupe complètement en criant -
"Tais-toi ! L'air frais te fera du bien... maintenant, sors." Elle réplique, alors que je soupire - sachant très bien qu'elle ne lâcherait pas l'affaire tant qu'elle n'aurait pas ce qu'elle voulait.
Depuis que mon père est parti, elle a du mal à me regarder plus de dix secondes à la fois...
Je bougeais lentement, prenant mon temps pour enfiler des vêtements plus chauds. Je ramassais ensuite mes chaussettes et mes bottes - avançant à pas de tortue pour les enfiler et lacer.
Peut-être que je pourrais me cacher quelque part dans la maison... ainsi, je n'aurais pas à sortir ?
Je pesais le pour et le contre de cette idée, me souvenant que la dernière fois que j'avais essayé ce tour, elle m'avait attrapée, et cela s'était terminé encore plus mal pour moi.
Pas de nourriture pendant une semaine, et elle ne me laissait pas rentrer avant minuit la plupart des jours... sans parler de la raclée que j'avais reçue...
Je frémis à ce souvenir, sachant qu'il ne lui en fallait pas beaucoup pour perdre son sang-froid... Je me blâmais souvent car il semblait que la plupart des gens que j'avais rencontrés dans ma vie m'avaient soit quittée, soit exprimé leur haine.
Je suis le problème.
Je mis ma dernière botte, laçant les lacets à un rythme d'escargot tandis que mon esprit était envahi de pensées déprimantes.
"Bon sang Charlotte ! Qu'est-ce que tu fais exactement ?!" J'entends ma mère crier à nouveau, sa voix contenant une légère sifflement vers la fin.
"J'arrive !" Je réponds, forçant la réponse à sortir de ma gorge alors que je me lève et enfile une veste sombre de derrière la porte.
Avec un peu de chance, je pourrais me cacher quelque part et me fondre dans l'extérieur avec ces couleurs ternes...
Je descendis les escaliers en traînant les pieds, la voyant debout en bas - attendant ma présence. Ses bras étaient fermement croisés sur sa poitrine, et son visage reflétait bien son langage corporel - arborant un air sévère.
"Si tu mets autant de temps à te préparer encore une fois, je ne te laisserai plus rentrer du tout !" Une fois à portée de main, elle me saisit, me tira le reste des marches et me traîna vers la porte d'entrée.
« Dehors ! Ne reviens pas avant au moins deux heures ! » Elle grogne en ouvrant la porte pour moi.
Je sors sur le porche, jetant un coup d'œil à la rue silencieuse en relâchant un souffle régulier, entendant la porte claquer derrière moi.
Je descends les marches, décidant qu'il serait préférable de trouver une bonne cachette le plus tôt possible.
Je remonte ma capuche et me précipite sur le trottoir dans la direction opposée à la maison de Jason et Tommy.
Le seul problème, c'est que je devrais encore passer devant la maison des Holden et espérer le meilleur... J'ai pensé qu'éviter 2/3 de leurs maisons dans la rue valait mieux que rien.
J'approche du camion bleu marine appartenant au père de Tommy en ralentissant mes pas prudemment. J'avais du mal à voir à cause des grandes haies qui protégeaient le chemin menant à sa maison...
Si je pouvais passer et aller plus loin dans la rue, alors je pourrais atteindre la forêt pour me cacher !
J'approche prudemment du camion bleu, n'entendant pas grand-chose à part les doux sifflements du vent.
J'ai décidé de jeter un coup d'œil, regardant dans le jardin de Tommy, et j'ai poussé un soupir de soulagement en voyant que la pelouse de devant était vide.
Pour un groupe de garçons de seize ans, ils semblaient toujours traîner dans la rue devant l'une de leurs maisons. On pourrait penser qu'ils auraient des choses plus intéressantes à faire, peut-être même des fêtes à fréquenter ? Et pourtant, ils étaient toujours là, rendant ma vie infernale.
Je continue dans la rue, me sentant légèrement mieux en pensant que ce jour pourrait bien être un autre jour en sécurité. Je finis par arriver au bout de la route, rencontrant la lisière de la forêt avec un chemin pour promeneurs de chiens menant dans les bois.
Bien que ce soit effrayant la nuit, c'était là où je me sentais le plus en sécurité pendant la journée - loin d'eux trois.
J'entre dans la forêt, voyant quelques voisins au loin promener leurs chiens alors que je respire calmement.
Au moins, si quelque chose arrivait maintenant, ils verraient...
J'admire les fleurs alors que l'humidité de la pluie fait ressortir leurs couleurs vives, tout en continuant ma marche.
Comment vais-je réussir à tuer deux heures par ce temps froid, je ne sais pas...
Je croise quelques-uns de nos voisins familiers et leur offre un « bonjour » alors qu'ils se retournent pour redescendre le chemin de gravier vers leurs maisons.
Il semblait que j'étais maintenant seule...
Je souhaitais, dans des moments comme ceux-ci, avoir mon propre téléphone, où je pourrais tuer le temps en regardant des vidéos aléatoires ou en jouant à des jeux stupides comme les autres enfants à l'école.
« Eh bien, eh bien, tu ne peux pas te passer de nous, hein salope ? Tu ne pouvais pas attendre demain pour nous voir à l'école, hein ? » J'entends le ton moqueur familier de Holden, faisant raidir mon corps.
« Tu nous suis maintenant, c'est ça ? » Jason rit alors que je me tourne pour voir les trois d'entre eux s'approcher de moi, se révélant de derrière les arbres.
Ils doivent savoir maintenant que c'est ici que je viens essayer de me cacher d'eux...
Ma bouche s'ouvre et se ferme alors que mon cœur bat à tout rompre de peur devant ces trois garçons qui étaient plus grands que moi.
Ils s'approchent suffisamment pour que je puisse sentir l'odeur de cigarettes et de parfum.
« Tu veux essayer de t'enfuir aujourd'hui, ou tu vas nous faciliter la tâche ? » demande Tommy en poussant mon épaule alors que je reprends mon souffle à son geste.
Dois-je essayer de courir ?
Chaque fois que j'ai essayé de courir, ils m'ont attrapée !
Je ne suis pas rapide, alors à quoi bon ?
Dois-je juste rester ici avec eux et en finir rapidement ?
Mais que faire s'ils décident de me tuer cette fois ? Et s'ils vont trop loin ?
« On dirait que tu veux rester... ne t'inquiète pas, on ne marquera pas ton visage... on te gardera jolie pour ton premier jour de retour à l'école ! » Tommy (qui était souvent le chef de file des trois) sort le couteau à cran d'arrêt familier de sa poche.
Pas ça aujourd'hui... tout sauf ça...
« P-S'il vous plaît... » je murmure presque alors qu'ils rient et secouent la tête à mes supplications inutiles.
« Tenez-la bien, » ordonne Tommy, alors que les deux autres rient et se dirigent rapidement vers moi, me traînant hors du chemin et dans les arbres alors que mes yeux se remplissent de larmes à la douleur effrayante que j'allais endurer.
S'il te plaît, Dieu, ne les laisse pas me tuer encore...
Seneste kapitler
#130 Chapitre 130
Sidst opdateret: 3/21/2025#129 Chapitre 129
Sidst opdateret: 3/21/2025#128 Chapitre 128
Sidst opdateret: 3/21/2025#127 Chapitre 127
Sidst opdateret: 3/21/2025#126 Chapitre 126
Sidst opdateret: 3/21/2025#125 Chapitre 125
Sidst opdateret: 3/21/2025#124 Chapitre 124
Sidst opdateret: 3/21/2025#123 Chapitre 123
Sidst opdateret: 3/21/2025#122 Chapitre 122
Sidst opdateret: 3/21/2025#121 Chapitre 121
Sidst opdateret: 3/21/2025
Du kan også lide 😍
Flokken: Regel Nummer 1 - Ingen Mager
"Lad mig gå," klynker jeg, mens min krop ryster af begær. "Jeg vil ikke have, at du rører mig."
Jeg falder fremad på sengen og vender mig om for at stirre på ham. De mørke tatoveringer på Domonics skulpturelle skuldre sitrer og udvider sig med hans tunge åndedræt. Hans dybe smilehuller er fulde af arrogance, mens han rækker bagud for at låse døren.
Han bider sig i læben og nærmer sig mig, hans hånd glider ned til sømmen af hans bukser og den voksende bule der.
"Er du sikker på, at du ikke vil have, at jeg rører dig?" hvisker han, mens han løsner knuden og stikker en hånd ind. "For jeg sværger ved Gud, det er alt, jeg har ønsket at gøre. Hver eneste dag siden du trådte ind i vores bar, og jeg duftede din perfekte aroma fra den anden ende af rummet."
Ny i verdenen af shifters, er Draven en menneskelig på flugt. En smuk pige, som ingen kunne beskytte. Domonic er den kolde Alpha af Red Wolf Pack. Et broderskab af tolv ulve, der lever efter tolv regler. Regler, som de har svoret ALDRIG må brydes.
Især - Regel Nummer Et - Ingen Mates
Da Draven møder Domonic, ved han, at hun er hans mate, men Draven har ingen idé om, hvad en mate er, kun at hun er faldet for en shifter. En Alpha, der vil knuse hendes hjerte for at få hende til at forlade ham. Hun lover sig selv, at hun aldrig vil tilgive ham, og hun forsvinder.
Men hun ved ikke noget om barnet, hun bærer, eller at i det øjeblik, hun forlod, besluttede Domonic, at regler var til for at blive brudt - og nu, vil han nogensinde finde hende igen? Vil hun tilgive ham?
Forbudt Lidenskab
Kongen af Underverdenen
Men en skæbnesvanger dag dukkede Underverdenens Konge op foran mig og reddede mig fra kløerne på den mest magtfulde mafiaboss' søn. Med sine dybblå øjne rettet mod mine, talte han blidt: "Sephie... kort for Persephone... Underverdenens Dronning. Endelig har jeg fundet dig." Forvirret over hans ord stammede jeg et spørgsmål frem, "U..undskyld? Hvad betyder det?"
Men han smilede blot til mig og strøg mit hår væk fra mit ansigt med blide fingre: "Du er sikker nu."
Sephie, opkaldt efter Underverdenens Dronning, Persephone, opdager hurtigt, hvordan hun er bestemt til at opfylde sin navnesøsters rolle. Adrik er Underverdenens Konge, bossen over alle bosser i den by, han styrer.
Hun var en tilsyneladende normal pige med et normalt job, indtil det hele ændrede sig en nat, da han trådte ind ad døren, og hendes liv ændrede sig brat. Nu befinder hun sig på den forkerte side af magtfulde mænd, men under beskyttelse af den mest magtfulde af dem alle.
Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)
Alina Deluca lever et normalt liv oppe i det nordlige Californien. I det mindste er det, hvad hun får verden til at tro. Låst inde i hendes hypnotiserende smaragdgrønne øjne er rædsler, hun aldrig kunne tale om, selv hvis det kostede hende livet.
Erick Stayton, vampyrprinsen, er hendes mareridt. For hende var han ikke mere end en kold, brutal rovdyr, der tørstede efter hendes blod og tog alt fra hende under den traumatiske nat for fire år siden. Problemet er, at hun er bestemt til at blive hans brud.
Med al sin styrke forsøger hun at rette op på sit kaotiske liv, men hun bliver indblandet i en århundreder gammel fejde og en magtkamp af ubegribelige dimensioner. Mærkeligt nok finder hun sig selv forbundet med Erick på måder, hun aldrig havde troet muligt. Pludselig er intet, som det ser ud.
Er Erick det hjerteløse monster, Alina gør ham til? Vil en vampyrlov lavet for evigheder siden blive hele vampyrracens undergang? Vil hede lidenskaber blomstre i disse blodigste tider?
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Gå Dybt
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.
Tror du, du kan håndtere disse historier?
En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Glæden ved Hævn
Det var mit tredje år i gymnasiet. Efter to år med mobning var jeg endelig blevet accepteret af mine klassekammerater. Jeg var endelig blomstret op til en kvinde, og nu ville alle være min ven. Men... så skete det.
Jeg vil aldrig glemme, hvad der skete med mig den nat.
Jeg vil aldrig glemme, at jeg ikke fik den retfærdighed, jeg fortjente.
Jeg vil have hævn. Jeg vil have dem døde...
Det samme vil mine tre elskere. Underbossene i Bloddisciplenes mafia.
Jeg vidste, at Xavier var forelsket i Joy i det øjeblik, han mødte hende. Men det forhindrede ikke mig eller Cristos i også at falde for hende.
"Jeg tvivler på, at et imperium vil falde sammen, fordi vi elsker den samme pige," sagde jeg. De Luca kiggede chokeret på mig.
"Stjæler I penge fra andre mennesker?" spurgte jeg, fuldstændig chokeret over hans afsløring. Jeg vidste, at Cristos var god med computere og kryptering, jeg vidste bare ikke, hvor langt det gik.
"Nogle gange. Nogle gange manipulerer vi, troller, stjæler inkriminerende beviser. Det sædvanlige."
"Vores falske ID'er... lavede du dem?" spurgte jeg. Jeg var imponeret, fordi de så så ægte ud. "Ud fra skærmene ligner det et callcenter. Hvordan kunne I have kapitalen? Sikkerheden til at arbejde uden at være bange for politiet?"
"Sebastian, Xavier og jeg blev født ind i denne slags liv. Siden vi var små, blev vi trænet til at arbejde som en enhed ligesom vores fædre. Mama Rose er ikke bare en simpel husmor. Hun er også en del af organisationen og sidder som en tredje højtstående embedsmand," forklarede Cristos. "Sebastian, Xavier og jeg er underbossene i Bloddisciplenes mafia, den herskende part på Vestkysten. Vores fædre er bossene, mens vores mødre og søstre er rådgivere. Vi er i træning til at blive bossene, når vores fædre går på pension. Sebastian har ansvaret for varer, havne og forretninger, mens Xavier håndterer affaldet. Jeg, derimod, har ansvaret for den virtuelle verden. Alt digitalt går gennem mig."
Efter at have forladt sin lille by får Joy Taylor en ny chance i livet og kærligheden, da hun møder tre flotte unge mænd på universitetet.
Nu er hun glad, succesfuld og forelsket i tre smukke mænd, der forguder hende. Det virker, som om der ikke er noget mere, hun kunne ønske sig. Hendes liv føltes komplet.
Men hun kunne aldrig give slip på smerten fra sin fortid. Især da hun opdager, at de fire drenge, der voldtog hende i deres tredje år i gymnasiet, har gjort det igen. Denne gang var den unge pige ikke så heldig. Hendes krop blev fundet flydende i en sø nær byen.
Nu er Joy tilbage i New Salem for at søge sin hævn.
Der er måske gået ti år, men hævn har ingen udløbsdato.
Desværre for Joy er tingene ikke altid, som de ser ud.
TW: Historien indeholder grafiske referencer til seksuelle overgreb og vold.
(Prologen er skrevet i tredje person; de følgende kapitler i første person.)
Uopnåelig Hende
Da andre kvinder falsk anklagede mig, hjalp han mig ikke, men tog deres parti for at mobbe og såre mig...
Jeg blev dybt skuffet over ham og blev skilt fra ham!
Efter at være vendt tilbage til mine forældres hjem, bad min far mig om at arve milliarder i aktiver, og min mor og bedstemor forkælede mig, så jeg blev den lykkeligste kvinde i verden!
På dette tidspunkt fortrød den mand det. Han kom til mig, knælede og bad mig om at gifte mig med ham igen.
Så, fortæl mig, hvordan skal jeg straffe denne hjerteløse mand?
Skjult ægteskab
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Den Sande Arvinges Tilbagevenden: Hendes Fantastiske Comeback
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"












