En egen flok

KESKA: »James, Jessie, Lissa, Liam! Kom nu, af sted! Vi kommer for sent!« råbte mor. Igen uden at tage mig med i regnestykket. Jeg hedder Keska. Jeg er mellemste barn i Alpha-familien, klemt inde mellem to sæt tvillinger.

I dag er vores fætter Adrians indsættelsesceremoni. Nu hvor han har fundet sin mage, skal han overtage Moon Rise-flokken efter onkel Asa og tante Gina.

Jeg lærte ret hurtigt, efter Lissa og Liam fyldte fem, at jeg skulle være opmærksom. Ellers blev jeg efterladt og gled ud af familiearrangementerne. Nogle gange gjorde det mig ikke så meget, men ikke i dag. Så da mor råbte efter dem, sørgede jeg for at være klar. Jeg ville ikke gå glip af Adrians ceremoni.

Jeg var den første nede, mens de andre fire tog sig god tid. Jeg brugte tiden på at snuppe snacks og vand til turen. Der var to en halv times kørsel fra vores flok, Blue Crescent, til Moon Rise. Da jeg gik ud ad døren, holdt der tre store, sorte SUV’er foran flokhuset. De havde mørke, tonede ruder og var af den slags med tre sæderækker.

Jeg gik hen til den sidste i rækken, satte mig helt bagerst og ventede på, at resten af familien blev læsset ind. Hvorfor den sidste? Fordi ingen af tvillingerne ville sidde sammen med mig. Det var bare nemmere og tog mindre tid, hvis jeg sad i en helt anden bil. Og hvis jeg tog den sidste, kunne de ikke se mig og brokke sig: »Hvorfor må hun komme først!« Så den sidste blev det.

Den første SUV var kun krigere. Otte i den første. Så kom en med to krigere og familien: far, Lissa, mor, James, Liam, Jessie. Der var alligevel ikke plads til mig. I den sidste sad der syv krigere mere og så mig.

Klokken var tæt på ni, da vi kørte ud gennem flokkens porte. Jeg linkede til min eneste ven, Mackie, for at minde hende om, hvad dagen bød på. Mackie, kort for Mackenzie. »Mackie, husk, jeg har Adrians ceremoni i dag, så jeg er først tilbage sent.«

MACKIE: »For helvede, det havde jeg glemt. Hvad skal jeg så lave hele dagen? Jeg havde håbet, vi kunne få noget træningstid på banen.« linkede hun tilbage.

KESKA: »Undskyld, skat. Jeg lover, vi tager en tur på banen i morgen, og måske også lidt aikido. Jeg kan bare ikke misse Adrians ceremoni.« linkede jeg tilbage.

MACKIE: »Ja, jeg ved det. Håber du i det mindste får det sjovt.« sendte hun.

KESKA: »Tak. Hey, måske kan du tage over og bage småkager med Nana Lilly. Hun er altid frisk på selskab, og tænk på, hvor mange småkager du kan nå at spise.« sendte jeg hende. »Bare gem nogle til mig.«

MACKIE: »Du ved, jeg kunne faktisk godt finde på det. Og jeg vil overveje at gemme nogle til dig.« skød hun tilbage.

KESKA: »Hey, det er ikke fair. Jeg skal virkelig være der.« svarede jeg. Jeg lukkede linket, da vi var gennem portene, og lænede mig bare tilbage og lod landskabet glide forbi. Det meste var skov, og der lå en lille sø. Fyr, birk og eg stod tæt omkring vores område, og vi brugte det til at jage og løbe. Vores flok havde omkring femten hundrede medlemmer. Ikke den mindste og heller ikke den største, men vi var blandt de stærkeste.

KESKA: Omkring en time inde i turen rakte jeg de snacks og flasker vand, jeg havde taget med, videre til fyrene, jeg kørte med. »Nogen der vil have vand eller en müslibar?« spurgte jeg lige, da min telefon gav et ping.

KESKA: Det var mærkeligt, for ingen ud over Mackie ringede eller skrev til mig. Og jeg havde jo linket til hende, da vi kørte, så hun vidste det allerede. Jeg tænkte, det måtte være en fejl og lod være med at reagere. Men den pingede igen, så jeg tjekkede.

Fra Jessie: (x2) Vil du!!! Få din ven Seth til at lade mig være!!! (vred emoji)

KESKA: Efter at have læst hendes besked fnisede jeg. Så enten havde hun glemt at fortælle ham det, eller også havde hun bare ladet være med at fortælle ham, at vi ville være væk i dag. Ha!

Fra Keska: Undskyld, jeg ved ikke, hvem du taler om. (forvirret emoji) skrev jeg tilbage til hende. Men jeg vidste udmærket, hvem hun mente: Seth Harpper, højre back på vores ishockeyhold, Blue Howlers, som også var maskotten for alle vores sportshold. Og min næstbedste eks-ven. Ha! Min telefon gav et lille ping igen.

Fra Jessie: DU ved præcis, hvem jeg mener (vred emoji). Han er din dumme ven!!!

KESKA: Jeg kunne ikke lade være med at grine højt af det. Gad vide, hvad Seth ville sige, hvis han vidste, at det var sådan, hun i virkeligheden tænkte om ham.

“Hvad er der så sjovt?” spurgte Frank krigeren, som kørte.

KESKA: “Jessie,” siger jeg. “Hun tror, jeg kan styre hendes legetøjsfyr for kvartalet, bare fordi vi engang snakkede sammen.” Det fik drengene, jeg kørte sammen med, til at smågrine. (Lød det ondt? Undskyld—det var ikke meningen!)

Fra Keska: Åh... Du... Mener... Seth Harpper... Undskyld, jeg har ikke talt med Seth i over en måned. Sidste gang jeg prøvede at ringe til ham, fik jeg beskeden: “Det nummer, du prøver at ringe til, er ikke længere i brug.” Undskyld, Jessie, jeg tror, du må klare den her selv. Jeg talte højt, mens jeg skrev beskeden tilbage til Jessie.

Drengene morede sig stadig over det hele. Min telefon pingede igen.

Fra Jessie: Jamen kan DU så ikke bare gå hen og sige til ham, at han skal lade mig være!!?

KESKA: Typisk Jessie. Hun tror, jeg er blevet efterladt igen. Sådan plejer det at være i min familie. Hvis jeg ikke står lige foran næsen på dem, findes jeg ikke. Jeg slap et frustreret suk.

“Hvad vil hun nu?” spurgte Frank.

KESKA: “Typisk familiepis. De glemmer mig alle sammen, medmindre de vil have mig til at gøre noget for dem, og lige nu tror Jessie, at jeg er hjemme og bare kan smutte forbi Seth og sige, at han skal holde sig væk,” sagde jeg til ham.

KESKA: Jeg sendte en hurtig besked til Mackie for at give hende et vink om, hvad der foregik med Jessie, bare hvis Seth skulle finde på at komme og tude ved hendes skulder. Seth havde heller ikke givet hende sit nye nummer, så jeg kan ikke forestille mig, at hun er særlig sympatisk over for ham lige nu.

KESKA: “Er der nogen af jer, der har Seths nummer?” spurgte jeg. Pete, en af krigerne, svarede: “Jeg tror, min lillebror David har det. De spiller på holdet sammen.” “Jeg hader at spørge om det her, Pete, men vil du ringe til din bror? Og høre, om han kan gå hen og distrahere Seth—måske få ham med ud på isen eller sådan noget?” Jeg hadede virkelig at bede ham om det, men når jeg var her og ikke derhjemme, var det det eneste, jeg kunne gøre. Jeg ved godt, hvad du tænker: ishockeytræning om foråret. Vi har en indendørs skøjtehal, og træneren har taget ved lære af fodboldtræneren. Afgangsklassen træner året rundt, og det er ikke sådan, at det er hele tiden—måske tre dage om ugen, tre til fire timer ad gangen—for at få næste års hold til at stå skarpt, når sæsonen går i gang.

Pete sad på forsædet ved siden af Frank, og han drejede sig lidt i sædet for at se tilbage på mig. “Er du og Seth ikke venner?” spurgte han. “Jeg har ikke talt med Seth i over en måned. Jeg tror, han har fået et nyt nummer og ikke gidet at give det til mig eller Mackie.” Pete tog sin telefon frem for at ringe til sin lillebror.

“Hej,” svarer Dave. “Hey, lillebror, hvordan går det?” Eftersom vi alle er ulve, kan vi høre begge sider af samtalen, især når vi sidder så tæt.

Selv jeg—og jeg får teknisk set først min ulv om to et halvt år. Men hvis nogen faktisk lagde mærke til det, ville de vide, at der var noget anderledes ved mig, ud over bare mit udseende.