3

KESKA: midt imellem begge sæt tvillinger.” Adrian præsenterede mig for sin makker. “Shh, det må du altså ikke sige til nogen.” Jeg tysede på ham for sjov, velvidende at min onkel og tante holdt øje med os. Kina så forvirret ud. “Jeg troede, de sagde, du ikke kom.” “Ja, min familie… en flok spasmagere.” sagde jeg og lod, som om jeg grinede.

Så gik jeg videre for at hilse på onkel Asa og tante Gina med et kram til hver, men fik kun et halvhjertet kram tilbage.

Derefter gik jeg hen til mine bedsteforældre. “Mimi, Papa Sutter.” Jeg lænede mig frem for at give dem begge et kram, da jeg mærkede svien fra en hård lussing, der slog mit hoved til siden.

“Hvor vover du! At kalde mig det. Mimi er forbeholdt mine børnebørn! Du er ikke mit barnebarn!” skreg Mimi ad mig.

Jeg vaklede og var fuldstændig i chok. Var jeg lige blevet afvist af mine bedsteforældre? Altså… min bedstemor i hvert fald. Jeg havde altid troet, at bedsteforældre skulle elske én—bortset fra dig. Tilsyneladende tog jeg fejl.

Mimis afvisning skar dybt i mig. Alle inden for hørevidde—og det var mange, når vi var ulve—stirrede på mig. Jeg lod bare hovedet falde og blinkede tårerne tilbage, der pressede sig på.

ADRIAN: Da jeg hørte optrinnet, som min bedstemor havde sat i gang, blev jeg rasende. Jeg vidste godt, hun ikke brød sig om Keska, men at afvise hende så blankt foran alle—og netop i dag af alle dage—fik det til at sortne for mig.

Jeg stormede derhen, hvor de stod. “Hvad i alverden foregår der?” brølede jeg, og en flig af min alfa-aura slap fri. Jeg var så rasende. Alle i nærheden, undtagen andre alfaer, sænkede hovedet og blottede halsen for mig. Min mor og far forsøgte begge at få mig til at falde ned, men uden held.

Det var min søde mage, der til sidst nåede ind til mig. “Adrian, skat, rolig nu,” beroligede hun mig. “Du er nødt til at slippe flokken fri, okay?”

Igen var hendes bløde stemme som stille musik, der klirrede let i mit øre. Det var nok til at dæmpe både min og min ulvs vrede. Jeg trak min aura tilbage.

Jeg vendte mig mod Keska for at se til hende, og hun tegnede til mig, at jeg ikke skulle gøre et nummer ud af det. Så vendte jeg mig tilbage mod min bedstemor. “Hvorfor?!” spurgte jeg gennem sammenbidte tænder.

“Hun er ikke et af mine børnebørn! Hun har ingen ret til at kalde mig Mimi,” sagde min bedstemor højt.

“Hun ligner jo ikke nogen af jer, bare se på hende! Ikke sort hår, ikke blå øjne. Hun har ikke engang blondt hår som sin såkaldte mor.” Igen talte hun højt nok til, at andre kunne høre hvert eneste ord.

Jeg var rasende på hende. “Så bare fordi hun kaldte dig Mimi, så skal du lave en scene på min dag!” knurrede jeg ad hende. Selv min ulv, Coros, var vred og gik rastløst rundt inde i mit hoved.

KESKA: Jeg kunne ikke lade Adrian fortsætte ad den vej. Jeg vidste, at hvis han gjorde, ville der komme endnu mere ballade, og så ville skylden lande hos mig. Så jeg gjorde det, jeg var nødt til.

„Undskyld, Alfa Adrian,“ sagde jeg lavmælt.

Så vendte jeg mig mod min bedstemor. „Jeg er dybt ked af, at jeg har forårsaget Dem så stor uro, fru Sutter.“

„Jeg skal nok huske det og kende min plads.“ Igen talte jeg næsten hviskende.

Så vendte jeg mig om og gik.

Det føltes, som om nogen havde flået mig midt over. Smerten rev gennem mig helt ind i sjælen, og der var et gabende hul inde i mig.

Nej, jeg lignede ikke mine søskende. James og Jessie var som spejlbilleder af vores far, med ravnesort hår og blå øjne. Sådan en blå, man får, når man holder en stærk lyskilde op mod en blå safir. Lissa og Liam var som spejlbilleder af vores mor. Honninggyldent, lyst hår og blå øjne, som en klar sommerhimmel.

Og så er der mig. Jeg ligner min mors mor. Rødbrunt hår og nøddebrune øjne, der skifter fra lys peridotgrøn til blød karamelfarve alt efter, hvad jeg har på, eller hvilket humør jeg er i. Jeg er et mærkeligt genetisk tilbagespring, for to blåøjede forældre får ikke et barn med nøddebrune øjne. Men jeg tror, det har noget med mors far at gøre. Han havde platinblondt hår og øjne, der næsten var sølvfarvede.

Der gik hvisken om, at han var en slags hybrid, eller måske en særlig ulv eller noget i den stil. Men han døde, da jeg var fire. Og de eneste, der med sikkerhed ved noget om bedstefar, taler ikke om ham. De skifter altid emne, når han bliver nævnt.

ADRIAN: Jeg kan ikke fatte min bedstemor. Jeg vidste godt, hun altid skulle stå i rampelyset, men jeg troede, at hun bare én gang ville give sig og lade en anden stå forrest. Men det kunne hun ikke. Ikke engang i én dag. Ikke engang for min skyld.

Jeg lader hende stå der, mens alle stirrer, og så går jeg bare. Hvis hun vil fortsætte med det her pis, kan hun gøre det uden mig til at gøre det til en legitim konflikt.

Jeg går for at finde Keska. Jeg tager min mage med, så min bedstemor ikke kan nå at forgifte hende mod min kusine.

Jeg går ind i flokkens hus gennem hoveddøren, der åbner ind til forhallen. Til venstre ligger den formelle spisestue og balsalen med franske døre ud til haven, hvor ceremonien skal holdes. Lige uden for rummet er der en trappe op til anden sal. Der er også en elevator, der kører til alle etager.

Til højre ligger flokkens spisesal og et spillerum. Ved køkkenområdet er der endnu en trappe, der også fører op til anden sal, og endnu en elevator. Køkkenet fylder omtrent halvdelen af den bagerste del af vestvæggen. Den anden halvdel er depot og fryserum.

Vores flokhus vender mod øst. Bagtil, bag køkkenet, har vi en pool, som flokken kan bruge.

Jeg fandt Keska i køkkenet, hvor hun hjalp omegaerne med at gøre maden klar til efter ceremonien. I samme sekund hun får øje på mig, begynder tårerne at løbe.

„Jeg er så! Så! Ked af det, Adrian. Jeg ødelagde din dag. Hvis jeg havde vidst, hun ville gøre det, var jeg aldrig gået hen til hende!“

Hun taler så lavt, at jeg må bruge min ulvehørelse.

„Shh, shh. Du ødelagde ikke min dag. Det gjorde hun. Vi ved begge, hvordan bedstemor er. Hun er ikke tilfreds, medmindre det er hende, der står i rampelyset. Jeg troede bare, at netop i dag ville hun opføre sig ordentligt,“ siger jeg.

„Kom nu. Lad os få noget is på dit ansigt, før det bliver til et blåt mærke.“

Hun ryster bare på hovedet.

„Nej.“

„Nej? Hvorfor ikke?“ spørger jeg.

„Jeg vil bære det som et hædersmærke. Og hvis nogen spørger, siger jeg, at det her er, hvad man får, når den tidligere Luna og den ældre fru Sutter afviser én som familie,“ siger hun og trækker på skuldrene.

Jeg træder helt ind til hende og holder om hende. Jeg har ingen ord, der kan dulme hendes smerte.

Da jeg trækker mig lidt tilbage, former jeg med hænderne: Jeg elsker dig.

Hun svarer med det samme tilbage.