Hans Besættelse

Der står mange studerende i skolens aula. Alle er så glade. Hvorfor? Fordi i dag er vores dimissionsdag. Men jeg er ekstra glad, fordi efter dette kan jeg endelig tage til mit drømmeland, New York. Ja, jeg ved det, alles drømmeland.

"Naina Joshi!" råbte rektor mit navn, og jeg sprang hurtigt op fra min plads og næsten løb op på scenen. Alle klapper, og alle mine venner råber mit navn. Med hvert skridt føler jeg, at jeg kommer et skridt tættere på mine drømme.

Nu står jeg foran rektor. Han ønskede mig held og lykke i fremtiden, og jeg smilede til ham. Så råbte han pludselig, "VÅGN OP!"

"Vent, hr! Hvorfor lyder du som min mor?" spurgte jeg ham.

Så mærkede jeg noget koldt på mit ansigt. UGH, hvad er det nu? Vand!

Jeg åbnede mine øjne og satte mig op i sengen og kiggede rundt i mit værelse i chok. Hvorfor er jeg i mit værelse? Jeg var jo på skolen, ikke?

Så mærkede jeg nogen se på mig med vrede. Jeg vendte mig om og så, at min mor stod der med en spand i hånden og stirrede vredt på mig.

Åh nej! Det var bare en drøm. Gud, hvornår bliver denne drøm til virkelighed?

Mor sagde, "Hvornår tager du i skole?"

"SKOLE?" spurgte jeg, stadig halvt sovende.

Da hun hørte mit spørgsmål, slog mor sig for panden og sagde, "Åh Gud, hvad skal jeg gøre med hende?"

Jeg rullede med øjnene. Bare en typisk asiatisk mor-ting.

"I dag er din dimissionsdag; husker du det ikke?"

I det øjeblik forsvandt min søvn som dug for solen.

"HVA'?" spurgte jeg, med chok skrevet over hele mit ansigt.

Hun stod der med hænderne på hofterne og hævede det ene øjenbryn. Jeg greb hurtigt min telefon og så, at det var mandag i dag. Men hvordan? Det var jo lørdag i går, og nu er det allerede mandag? Hvorfor, Gud, hvorfor snegler weekenden sig afsted som en skildpadde og flyver væk som en hare? Ugh!

Jeg sprang hurtigt ud af sengen, gav mor et hurtigt kram og løb ud på badeværelset for at gøre mig klar. Jeg børstede tænder, mens jeg lyttede til mor klage til far om, hvor meget han forkæler mig. Fortæl mig lige, hvis far forkæler ikke sin datter?

Efter at have gjort mig klar, løb jeg ind i stuen. Nå, det er et værelse, men jeg kalder det stuen for at tilfredsstille mig selv, spørg mig ikke hvorfor. Da jeg kom derind, smed jeg mig straks på sengen.

"Min morgenmad!" råbte jeg mod køkkenet.

Mor kom inden for et minut med morgenmaden. Efter at have givet mig den, gik hun tilbage til køkkenet. Jeg spiste, mens mor begyndte at skælde ud over, hvordan jeg burde stå tidligt op og lave morgenmad til mig selv. Hvad vil jeg gøre, når hun ikke er her?

Efter at have spist min morgenmad, greb jeg min taske og gik ud ad døren. Ikke uden at minde mor og far om at komme til skolen til tiden. Jeg krammede far, kyssede mor, greb mine cykelnøgler fra bordet og forlod huset. Jeg startede min cykel og kørte mod skolen.

Lad mig fortælle dig noget: når jeg går i skole, og jeg ser nogle drenge, fløjter jeg efter dem eller blinker til dem. Ligesom de gør mod piger, ikke til alle selvfølgelig.

Hvorfor gør jeg det? Fordi jeg elsker det akavede udtryk i deres ansigter.

Hvorfor ikke lade dem smage deres egen medicin?

Alle klapper. Jeg holder mit eksamensbevis i hånden med så mange drømme, smilende direkte til mine forældre, som græder og ser på mig med stolthed. Ja, far, mor, jeg lover jer, at en dag vil jeg ændre vores liv—det liv, I ikke kunne leve på grund af mig.

Jeg kom ned fra scenen og gik hen mod mine forældre, krammede dem tæt. Næsten hele skolen kom for at lykønske mig. Hvorfor ikke? Jeg er en berømt elev—ikke fordi jeg er en topscorer eller noget lignende. Jeg var berømt for at være en torn i øjet på dem. Der gik ikke en dag, hvor der ikke kom en klage hjem om, hvordan jeg havde slået nogen eller noget andet. Alle mine lærere og rektor er gladere end mig for min dimission. Hvorfor ikke? Fra nu af vil der ikke være flere slagsmål, ingen flere klager og ingen flere forældre, der råber, "Se, hvordan hun slog mit barn." Ingenting.

Så fortæl mig, hvordan er kapitlet? Vær ikke en tavs læser.

God læselyst 😌💜

Hav tålmodighed og stol på mig, du vil nyde denne historie lige så meget som jeg nyder at skrive den.