
La Mariée Indésirable du Milliardaire
NAFISAT ADEMOLA · Afsluttet · 155.7k ord
Introduktion
Lorsqu'elle voit le père de son bébé en couverture d'un magazine, étiqueté comme le plus jeune milliardaire de New York et un coureur de jupons, sa mère est déterminée à l'utiliser pour changer leur statut de pauvreté.
Aidan est un milliardaire de 26 ans avec une forte pulsion sexuelle, depuis la nuit passée avec Anna. Il est peu intéressé par le fait de garder une femme et avoir un bébé est totalement hors de question.
Lorsqu'il est confronté à la nouvelle, il la nie jusqu'à ce que la mère d'Anna menace de ternir son image.
Aidan acceptera-t-il le mariage après avoir présenté sa partenaire sexuelle à ses parents ?
Anna gardera-t-elle la grossesse même après le rejet ?
Sera-t-elle capable de supporter ses insultes et le fait qu'il la trouve indésirable ?
Kapitel 1
POV d'Annabelle
La musique est forte et les filles balancent leurs hanches au rythme des sons. L'atmosphère du club-house est un mélange de bonheur, de liberté, d'excitation, et de tension... de tension sexuelle.
Tout le monde semble heureux sauf moi. Je veux me noyer dans mes chagrins. Je vois ma meilleure amie me regarder avec pitié.
"Je le déteste, Pam. Je le déteste", je pleure en avalant le reste de l'alcool.
"Chérie, laisse tomber. Profitons de cette soirée", elle pose sa main sur mon épaule pour me calmer mais je suis inconsolable.
Les larmes coulent déjà sur mes joues. Pamela soupire en voyant mes larmes. Je sais qu'elle est déjà fatiguée de me dire que tout ira bien.
Elle veut profiter de la fête mais ma présence gâche tout pour elle. Elle doit penser que c'était une grosse erreur de m'amener ici en premier lieu. Je sais qu'elle a proposé l'idée de cette fête juste pour me remonter le moral mais je suis pathétique.
"Je vais m'occuper de lui la prochaine fois qu'on se verra", je rote et essuie mes larmes avec le dos de ma main.
"Je ne porterai plus ses enfants. Je ne le ferai plus...", je dis et je rote encore.
"Je t'ai dit de l'oublier, non ?" Je sens son irritation.
Je suis choquée par le ton qu'elle utilise avec moi. Je veux juste parler de Cameron toute la nuit pour pouvoir l'oublier demain. Pourquoi ne peut-elle pas comprendre ?
"Tu me cries dessus, Pam ?" Je pointe mon index vers sa poitrine en question. Pam secoue la tête et m'attire contre elle.
"Je veux juste que tu m'entendes à cause de la musique forte", elle murmure à mon oreille, se défendant et me berçant contre elle comme un bébé. Elle essuie mes dernières larmes avec son pouce.
"Ça va, bébé. Tu sais que je t'aime, n'est-ce pas ?"
Je hoche la tête et me détache du câlin. Je commence à me sentir pressée alors je me lève brusquement et chancelle un peu. Pam se lève pour m'aider à ne pas tomber.
"Où vas-tu ?"
"Je veux faire pipi," je réponds.
"Je vais t'accompagner", propose Pam.
"Non", je ris fort. "Je reviens tout de suite." Je me détache de son étreinte.
"Tu es sûre ?"
"Oui", je réponds avant de tituber vers les toilettes. Je sais que mon amie profitera du peu de temps que je serai partie, car je vois un gars lui lancer un clin d'œil.
Mes yeux deviennent plus petits et j'ai du mal à trouver les toilettes. Je réalise à quel point je suis ivre. Je me frotte les yeux avec le dos de ma main droite pour voir plus clair. Je vois que les toilettes sont à quelques pas.
"Va te faire foutre, Cameron. Je te déteste", je pleure en posant mes deux mains sur les murs pour me guider vers le petit couloir menant aux toilettes.
Mes jambes tremblent en marchant et j'essaie de trouver mon équilibre. Je manque de tomber de frustration. Quand je me tiens droite, épuisée, la porte des toilettes est devant moi. Je pousse la porte avec ma jambe gauche et entre.
Quand je suis sur le point de baisser ma jupe pour uriner rapidement après être entrée dans la première cabine, un gars sort de la deuxième. Il est aussi en train de remonter sa braguette.
Il a l'air choqué en me voyant.
"Que fais-tu ici ?" Je lui demande.
"Que fais-tu ici ?" Il demande aussi.
Je le regarde en me demandant pourquoi il est dans les toilettes des femmes au lieu de celles des hommes.
"Tu sembles ivre", il se moque et se dirige vers le miroir pour se laver les mains.
Je suis blessée par sa remarque.
"Comment oses-tu me traiter d'ivrogne ?" Je le suis en colère.
Je buvais pour oublier ma peine de voir Cameron me quitter pour une fille de fête. Boire ne m'aide pas vraiment à oublier et me voilà dans les toilettes avec un homme qui me traite d'ivrogne.
L'homme semble surpris par mon cri. Il se retourne et croise les bras. "N'es-tu pas ivre ?"
"Bien sûr que non", je rote.
Il rit légèrement et se retourne pour finir de se laver les mains avant de sortir.
"Pervers", je l'insulte. "Je sais que tu es ici pour voir les culottes de toutes les filles qui entrent ici."
"Tu veux bien la fermer ?" Il me crie dessus, énervé. Ses yeux deviennent soudain rouges et je tremble de peur. Je suis effrayée par son ton autoritaire. Il me fixe un moment avant de marcher vers moi.
Il est à quelques pas de moi quand je commence à reculer, voyant l'expression dangereuse sur son visage.
Quand mon dos heurte le mur, j'ouvre grand les yeux, mon cœur battant fort. Je regarde son visage; ses yeux bleus cristallins, son nez long et pointu, ses lèvres roses, sa moustache et ses cheveux noirs ondulés. Il est beau et dangereux.
J'aime les hommes comme ça, c'est pourquoi je suis tombée follement amoureuse de Cameron.
Le souffle de l'homme caresse ma nuque, me tirant de ma rêverie et je frissonne. Il approche sa bouche de mon oreille et murmure.
"Je suis un pervers, n'est-ce pas ?"
Je commence à reprendre mes esprits. Je secoue la tête nerveusement.
Quand il ne dit rien d'autre, j'avale ma salive et regarde vers la porte pour voir ce qui est écrit au-dessus. Je pousse un léger cri en réalisant que je suis dans les mauvais toilettes... Je suis dans les toilettes des hommes.
"Tu viens de me traiter de pervers, n'est-ce pas ?" Je secoue encore la tête alors que mes yeux se posent sur lui.
Il redresse sa cravate et s'éloigne avec un sourire satisfait sur le visage. "Je peux avoir n'importe quelle femme que je veux avec mon charme", il se penche pour murmurer à mon oreille. "Toi incluse. Je sais que je suis beau, alors arrête de me dévorer des yeux."
Il marche gracieusement vers la porte. Avant qu'il ne sorte, je commence à reprendre mes esprits et je l'arrête.
"Je ne te regardais pas. D'ailleurs, tu n'es pas beau à mes yeux. Mon petit ami est bien plus beau. Tu n'as pas besoin d'être si sûr de toi pour obtenir n'importe quelle fille, moi incluse."
Je roule des yeux, ignorant les battements de mon cœur. Je ne veux pas qu'il pense que je le trouve attirant, il est trop sûr de son apparence et je déteste admettre mes émotions à des hommes comme lui.
"Vraiment ?" Il sourit en coin.
"Oui."
Il revient en se pavanant là où je me tiens.
"Si ton petit ami est plus beau, tu ne me regarderais pas de cette façon. D'ailleurs, que fais-tu ici toute seule et ivre ?" Il croise les bras devant moi. Il semble aimer faire ça.
"Qui t'a dit que je suis ici seule ?" Je ris, prétendant être heureuse.
"Si tu étais avec ton petit ami, tu ne serais pas aussi ivre", dit-il.
Je tombe silencieuse. Je ne sais pas comment lui répondre. Je suis soudainement sans voix.
Je m'éloigne de son regard et demande. "Es-tu psychologue ?" Il se contente de sourire.
Je me tourne pour aller aux toilettes et je sens ses yeux sur moi.
Point de vue d'Aidan
J'étais au même endroit, l'attendant. Mon imagination s'emballe déjà. Je vois cela comme une occasion de coucher avec elle... de réaliser l'un de mes fantasmes d'avoir des relations sexuelles dans les toilettes. Je veux aussi prouver à la fille que je peux vraiment avoir n'importe quelle fille que je veux, mon charme fonctionne toujours.
Je suis venu à la fête dans le seul but de coucher avec quelqu'un et de me détendre pour la nuit après deux semaines entières de travail sans arrêt.
Quand elle sort des toilettes, elle me voit debout au même endroit.
Elle est sur le point de dire quelque chose quand je dis.
"Et si je t'embrassais juste pour prouver que tu n'es pas attirée par moi ?"
"Quoi ?" Elle s'exclame et ricane. "Est-ce que j'ai l'air d'une fille facile pour toi ?"
"Non. Tu as l'air décente mais je veux juste être sûr que tu n'es pas attirée par moi comme tu l'as prétendu."
Je peux voir qu'elle ment. Elle me trouve attirant. Je sais que je suis l'homme le plus beau qu'elle ait jamais vu de toute sa vie. Mais elle ne veut pas que je le sache.
Elle n'a pas encore récupéré du choc de ma question quand je place ma main sur sa taille et la minute suivante, mes lèvres sont sur les siennes.
Elle pousse un cri alors que je l'embrasse doucement. Ses yeux sont grands ouverts de surprise et je peux entendre son cœur battre deux fois plus vite que la normale. Mes yeux sont aussi ouverts parce que je veux voir son expression.
Je peux deviner ses pensées. Elle ne peut pas croire qu'elle embrasse un autre homme juste un jour après avoir rompu avec son premier petit ami. Elle a l'impression de le tromper. Elle n'a jamais embrassé personne d'autre que son premier petit ami. Embrasser un autre homme, qui est moi, est différent. Je sais tout cela d'après son expression.
Je suis doux avec elle. Quand je mords sa lèvre inférieure, elle laisse échapper un gémissement et ferme les yeux pour profiter du moment, oubliant le fait qu'elle essaie de cacher ses émotions à l'homme qui se tient devant elle.
Je ferme aussi les yeux et laisse ma main glisser le long de sa cuisse et je lève sa jambe gauche. Elle pousse encore un cri. Toujours en l'embrassant, je la porte avec la jambe gauche jusqu'au rebord, plaçant son dos contre le grand miroir. Je n'arrête pas de l'embrasser alors que je me débarrasse de mon pantalon et de mon caleçon.
Je la guide hors de sa robe aussi et arrête de l'embrasser.
"Dois-je continuer....."
Elle hoche la tête en anticipation, respirant fort.
Quand je la pénètre, je sais qu'il est temps de laisser le passé derrière et de commencer à satisfaire les désirs sexuels et les fantasmes que je me suis privés pendant de nombreuses années.
La dernière fois que j'ai eu des relations sexuelles remonte à des années.
Seneste kapitler
#101 CHAPITRE 101
Sidst opdateret: 2/19/2025#100 CHAPITRE 100
Sidst opdateret: 2/19/2025#99 CHAPITRE 99
Sidst opdateret: 2/19/2025#98 CHAPITRE 98
Sidst opdateret: 2/19/2025#97 CHAPITRE 97
Sidst opdateret: 2/19/2025#96 CHAPITRE 96
Sidst opdateret: 2/19/2025#95 CHAPITRE 95
Sidst opdateret: 2/19/2025#94 CHAPITRE 94
Sidst opdateret: 2/19/2025#93 CHAPITRE 93
Sidst opdateret: 2/19/2025#92 CHAPITRE 92
Sidst opdateret: 2/19/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












