Le Prince Vampire de la Luna

Le Prince Vampire de la Luna

Bella Moondragon · Afsluttet · 259.2k ord

705
Hot
86.3k
Visninger
5.3k
Tilføjet
Tilføj til hylde
Start med at læse
Del:facebooktwitterpinterestwhatsappreddit

Introduktion

Le prince Rafe se penche sur moi, se tenant sur un coude tout en fixant mon visage. Je sens ses yeux parcourir chaque surface, de mon front à mes yeux, descendant le long de mon nez, jusqu'à mes lèvres et mon menton, avant de revenir croiser mon regard un instant. Le petit sourire au coin de sa bouche me fait penser qu'il aime ce qu'il voit.
Sa main est fraîche lorsqu'il écarte une boucle de ma joue, mais je ne me recule pas. Je n'ai aucune idée de ce qui se passe. Je ne comprends pas pourquoi je suis ici. Je ne sais pas ce qui se passera demain. Il semble que beaucoup de personnes puissantes me veulent—morte ou vivante. Et pourtant, tout ce à quoi je peux penser en ce moment, c'est à quel point je veux que les mains de ce vampire soient sur mon corps.


Je vis dans un village désolé à la lisière des terres du Roi Vampire. C'était autrefois le territoire des loups-garous, mais maintenant, nous essayons juste de survivre.
Quand je fais une erreur et me retrouve dans une sélection, je sais que je suis morte. Aucun loup-garou ne survit jamais à ces événements.
Et après le coup que j'ai fait au milieu du village, le prince Rafe veut probablement ma mort.
Est-ce une bonne ou une mauvaise chose quand un vampire vous regarde comme si vous étiez un en-cas ?
Quelque chose me dit qu'une fois arrivée au château, ma misérable existence au village me manquera.
Mais ensuite—il s'avère que je n'ai aucune idée de qui je suis vraiment, et quand les membres de la royauté commencent à m'appeler Princesse Ainslee, je réalise que ma vie est sur le point de prendre un tournant—pour le meilleur ou pour le pire.

Kapitel 1

Ainslee

Ma chaussette est mouillée.

Cela ne me surprend pas vraiment. J'ai un trou dans ma botte, et il pleut par intermittence depuis presque trois semaines maintenant. Tout est gris. Le ciel. La terre boueuse. Même les bâtiments. Personne dans mon village n'a d'argent pour peindre quoi que ce soit. Partout où je regarde, je ne vois que du gris. Un gris misérable, morne, maladif.

« Ainslee ? »

La voix de Lenny me ramène à la réalité. Je me retourne et le vois dans la file d'attente devant la boulangerie. La plupart du temps, nous finissons par donner notre sang en même temps, alors nous nous retrouvons souvent ici ensemble. Ça ne me dérange pas. Il est l'une des rares personnes dans cette ville dont j'apprécie un peu la compagnie.

« As-tu entendu ce que je t'ai demandé ? » Il a ce sourire niais sur le visage, comme s'il connaissait déjà la réponse. Non, bien sûr que je n'ai pas entendu ce qu'il m'a demandé. J'étais dans mon petit monde comme d'habitude.

« Désolée. » Je hausse les épaules, l'épuisement que je traîne dans mes os commençant à monter jusqu'à mon cerveau. J'ai donné tellement de sang cette semaine que je suis probablement à sec moi-même.

« Je te demandais comment allait ta mère ce matin, » répète Lenny, passant une main dans ses cheveux sombres. Il est beaucoup plus grand que moi, alors je dois lever la tête pour voir ses yeux marron. « Elle va mieux ? »

Chaque jour, Lenny me demande comment va ma mère, et chaque jour je lui dis qu'elle va à peu près pareil, peut-être un peu pire. Aujourd'hui ne fait pas exception. Je hausse les épaules. « Beaucoup de toux ce matin, mais pas de vomissements, donc c'est déjà ça. »

« Bien. Peut-être qu'elle pourra garder le pain alors. » Il est optimiste, c'est quelque chose que j'aime chez lui. Nous nous connaissons depuis toujours. Nous sommes allés à l'école ensemble. Maintenant que nous avons dix-neuf ans, nous devons tous les deux faire du travail communautaire pour aider nos concitoyens de Beotown ou trouver un emploi. Il est difficile de trouver un travail stable de nos jours, et j'ai deux jeunes frères et sœurs et une mère malade à m'occuper, alors j'aide à la collecte des ordures chaque matin avant d'aller donner mon sang. Les loups-garous peuvent donner leur sang beaucoup plus fréquemment que la plupart des autres espèces, mais c'est quand même épuisant—littéralement.

« Peut-être que Maman gardera le pain, » dis-je finalement, mais je suis maintenant distraite par plus que la perte de fluides vitaux. Je prends une profonde inspiration, essayant de me calmer et de ne pas me sentir nauséeuse, et je le sens à nouveau, encore plus intensément maintenant. Me tournant vers Lenny, je demande, « Tu sens ça ? »

Il arque un sourcil. « Sentir quoi ? Tout ce que je sens, c'est toi, Ainslee. »

Je roule des yeux. « Alors tu sens la sueur et les vêtements qui n'ont pas été correctement lavés depuis des mois parce qu'on ne peut pas se permettre d'acheter du savon ? » Je secoue la tête en le regardant, tirant mon manteau bleu foncé plus près de moi. C'était celui de ma mère à une époque. Le fil est si usé que certaines parties sont pratiquement translucides, donc il ne fait pas grand-chose pour me protéger du froid automnal. Les loups-garous bien nourris ont rarement froid. Ceux au bord de la famine, comme la plupart de ma meute, ont souvent des frissons. De plus, peu d'entre nous peuvent encore se transformer pour la même raison.

Pas que je sois assez âgée. Quand j'aurai vingt ans dans quelques mois, alors je devrais pouvoir le faire. De même, je pourrai détecter l'odeur de mon âme sœur. Je ne suis pas sûre que ce soit une bonne chose ou une mauvaise. Est-ce que je veux vraiment trouver le véritable amour dans ce monde misérable ?

« Qu'est-ce que tu sens ? »

Mon esprit vagabonde quand j'ai faim, et en ce moment, je suis affamée. Je n'ai pas mangé depuis deux jours. Aussi, ai-je mentionné la perte de sang ?

Je me tourne vers Lenny, me demandant comment il n'a pas remarqué cette odeur métallique, semblable à celle de l'aluminium, qui teinte chaque respiration que je prends. « Ils doivent être tout près. »

La file avance, alors Lenny me fait signe de faire un pas en avant, ce que je fais, puis j'attends sa réponse. Il secoue la tête. « Je ne pense pas. »

« Pourquoi pas ? Ils sont toujours en train de fouiner, essayant de voir ce qu'ils peuvent encore nous prendre. » Je me retourne pour faire face à l'avant de la file un peu trop vite et je me sens étourdie. Lenny met une main sur mon bras pour me stabiliser. Je ne ressens rien, seulement de l'indifférence. C'est dommage parce que c'est un bon gars. J'ai entendu certaines filles à l'école parler de picotements électriques quand certains garçons les touchent, mais je n'ai jamais ressenti quelque chose comme ça.

« S'ils étaient ici, le maire nous aurait envoyé un message pour que nous soyons sur notre meilleur comportement, » remarque Lenny. Il n'a probablement pas tort. Mais il y a eu des moments dans le passé où le maire Black n'a pas eu assez de temps pour nous prévenir que nous aurions des visiteurs.

Je prends une autre grande inspiration et je sais avec certitude que leur espèce est parmi nous. Ils semblent se rapprocher. Secouant la tête, je décide de laisser tomber. Si j'ai de la chance, je n'en verrai aucun. Je déteste la plupart des gens ces jours-ci, mais plus que tout, je les déteste eux, les gens qui ont tout gâché pour nous.

Les vampires.

Nous avançons encore. Maintenant, je suis presque à la porte. Lenny et moi faisons la queue pour obtenir du pain depuis près de deux heures. Mes pieds sont trempés. Je suis fatiguée et je veux rentrer chez moi pour retrouver ma famille. Maman ne peut vraiment plus gérer mon petit frère et ma petite sœur toute seule ces jours-ci, et mon beau-père travaille dans les mines.

« Désolé, Mildred, mais ça fait seulement quarante-quatre vlads. » Le boulanger, M. Laslo Black, frère du maire Angus Black, réprimande la vieille femme qui vit à côté de chez moi. « J'ai besoin d'un autre vlad. »

"Mais... j'ai compté ce matin avant de quitter la maison." Je jette un coup d'œil à l'intérieur de la porte et vois Mme Mildred au bord des larmes. Elle doit bien avoir quatre-vingts ans maintenant et elle ne peut donner son sang qu'une fois par semaine. Qui sait depuis combien de temps elle n'a rien mangé? Pas de jardins. Pas de chasse. Tout cela est illégal ici, grâce à eux. Nous donnons notre sang pour acheter du pain, parfois de la viande ou des légumes, mais rarement. Les agriculteurs et les éleveurs sont soigneusement réglementés par les gouverneurs, les hommes du roi.

Les vampires.

"Je ne sais pas combien de vlads tu avais en quittant la maison, Mildred, mais maintenant tu n'en as plus que quarante-quatre. Alors donne-moi une autre pièce, ou dégage d'ici. J'ai d'autres clients." Laslo pointe un doigt charnu vers la porte, et tout le monde dans la file entre Mildred et moi devient silencieux comme une pierre. Ils sont quatre, trois hommes et une femme, tous des gens que je connais.

"Quelqu'un doit bien avoir un vlad à lui donner," je murmure en me tournant vers Lenny. Moi, je n'en ai pas. J'en ai exactement quarante-cinq, juste assez pour acheter une miche de pain pour ma mère et mes frères et sœurs. Je mangerai... autre chose. Il n'y a rien d'autre, mais je me débrouillerai.

Lenny secoue la tête. Personne d'autre ne se manifeste pour aider non plus.

"Lenny, tu l'as," je chuchote. Ils sont quatre dans sa famille à donner du sang. Ses parents, lui-même, et sa sœur aînée. Pas de petits enfants. Pas de malades. Pas de personnes âgées. Il doit en avoir assez.

Il hausse les épaules. "Je dois acheter quatre miches."

"Tu l'as." Je le fixe du regard, chuchotant plus fort que je ne le devrais si je ne veux pas être entendu par le reste de la file.

"Je ne peux pas en être sûr."

Secouant la tête, je me retourne pour voir Mme Mildred ramasser ses pièces, les larmes aux yeux, alors qu'elle quitte la boulangerie.

La fureur brûle dans mon âme. J'ai envie de crier à Laslo Black et à sa femme potelée, Maude, qui se tient derrière lui avec un air suffisant sur son visage joufflu, qu'ils sont tous les deux des connards. Mes mains se serrent à mes côtés, et je me glisse d'une place dans la file.

Je ne peux rien dire. Laslo a le contrôle sur qui obtient du pain et qui n'en obtient pas. Il ne m'aime déjà pas parce que sa fille, Olga, et moi ne nous sommes jamais entendues. Je ne peux pas m'empêcher de penser qu'elle a toujours été une garce prétentieuse. Elle a dit à son père que je l'avais traitée de vache, ce que j'ai fait, mais seulement parce qu'elle m'avait marché sur le pied et que ça faisait mal.

M. Carter sort de la boulangerie avec quatre miches de pain, deux pour lui, deux pour sa femme, et je pense qu'il est le plus chanceux des enfoirés de tout Beotown.

C'est presque mon tour.

À l'intérieur de la boulangerie, je sens le pain chaud et fraîchement cuit. D'autres pâtisseries me font de l'œil depuis le comptoir, mais seuls les riches peuvent se les offrir. Les gens qui dirigent cet endroit, comme le maire, et certains agriculteurs. Peut-être le shérif. Le reste d'entre nous ne fait que rêver de muffins et de viennoiseries.

À travers le parfum du pain frais, je sens une légère odeur de métal et je l'ignore. J'espère que Lenny a raison. Ils ne sont pas là—n'est-ce pas ? Tous des enfoirés, sans exception.

C'est mon tour. Laslo Noir plisse ses petits yeux perçants vers moi. « Que désirez-vous, Aslène ? »

Il me provoque. Je dois l'ignorer. « Une miche de pain, s'il vous plaît, monsieur. » Je pose mes pièces sur le comptoir.

Avec minutie, il les compte. C'est la raison pour laquelle il faut une éternité pour obtenir une miche de pain. Parfois, il inspecte même les pièces pour s'assurer qu'elles ne sont pas contrefaites.

Lorsqu'il est satisfait que je ne l'ai pas volé avec mes « faux » sous, il fait signe à sa femme corpulente de me remettre ma miche de pain. Je la prends et force un sourire sur mon visage. « Merci. »

« Faites attention, Mademoiselle Grise. » Laslo me lance un regard noir, sa tête chauve brillant dans la lumière tamisée de sa boutique. « Je n'aime pas les gens qui ont des mauvaises attitudes dans ma boutique. Vous feriez bien de vous en souvenir. »

Je me racle la gorge, me suppliant intérieurement de ne pas répondre verbalement. Mais je ne peux pas m'en empêcher. Les mots glissent de mes lèvres. « C'est Mademoiselle Bleiz, merci beaucoup. Passez une bonne journée, connard. »

Ses yeux s'écarquillent, et ses bajoues tombent. Sa bouche reste grande ouverte alors qu'il lutte pour trouver une réplique. Je me dépêche de sortir de la boulangerie, Lenny gémissant derrière moi.

Il sait. Il sait que j'ai complètement merdé, et une fois de plus ma bouche m'a attiré des ennuis. Demain, je devrai supplier Monsieur Noir de bien vouloir me donner du pain. Je devrai prétendre que je souffre d'une horrible maladie qui me fait dire des choses insensées.

Mais pour l'instant, j'ai du pain. Magnifique, glorieux, fraîchement cuit. Certes, la miche est probablement la plus petite qu'il avait dans sa boutique, mais c'est du pain. C'est de la nourriture. Et c'est à moi. J'imagine le visage de maman quand elle le verra, j'entends les acclamations de Brock et Sinead qui applaudissent de leurs petites mains et tendent les bras pour en avoir un morceau.

Je sors sous la bruine et m'approche des marches menant du trottoir près de la boulangerie à la rue. J'approche du coin, un sourire sur le visage, le pain tenu haut dans ma main. Je vois quelques chiens errants se lécher les babines. « Non, c'est à moi, » leur dis-je en sautant par-dessus une flaque.

Avant que mon pied ne touche le sol, je sens un choc à mon épaule. Quelque chose, ou quelqu'un, m'a frappé le bras. Mon bras tendu. Celui qui porte le pain.

Tout se passe au ralenti. Le pain quitte la pochette en papier dans laquelle il était enveloppé. Je le vois se découper en silhouette contre le ciel gris, le regarde filer vers le sol, un cri de désespoir coincé dans ma gorge.

Le pain, la miche pour laquelle j'ai travaillé si dur pour pouvoir l'acheter, tombe dans la flaque, éclaboussant un peu l'eau boueuse en atterrissant. Je plonge pour l'attraper, pensant peut-être qu'il est encore récupérable.

Mais dans ce cas, les chiens sont plus rapides que le loup, et en quelques secondes, mon pain n'est plus.

Horrifiée, je cherche le salaud qui a volé la nourriture de ma famille.

Seneste kapitler

Du kan også lide 😍

Forbudt Lidenskab

Forbudt Lidenskab

3.8k Visninger · I gang · Amelia Hart
"Hun blev ikke gravid i de tre år, hun havde været hemmeligt gift. Hendes svigermor skældte hende ud og kaldte hende en høne, der ikke kunne lægge æg. Og hendes mands søster mente, at hun bragte uheld til familien. Hun troede, at hendes mand i det mindste ville stå ved hendes side, men i stedet gav han hende en skilsmisseaftale. 'Lad os blive skilt. Hun er tilbage!' Efter skilsmissen så Theodore sin ekskone tage trillingerne til en lægeundersøgelse, mens han fulgte sin forelskelse til en graviditetstest på hospitalet. Han råbte rasende til sin ekskone: 'Hvem er deres far?'"
Kongen af Underverdenen

Kongen af Underverdenen

7.1k Visninger · Afsluttet · RJ Kane
I mit liv som servitrice, jeg, Sephie - en helt almindelig person - udholdt kundernes iskolde blikke og fornærmelser, mens jeg forsøgte at tjene til livets ophold. Jeg troede, at dette ville være min skæbne for evigt.

Men en skæbnesvanger dag dukkede Underverdenens Konge op foran mig og reddede mig fra kløerne på den mest magtfulde mafiaboss' søn. Med sine dybblå øjne rettet mod mine, talte han blidt: "Sephie... kort for Persephone... Underverdenens Dronning. Endelig har jeg fundet dig." Forvirret over hans ord stammede jeg et spørgsmål frem, "U..undskyld? Hvad betyder det?"

Men han smilede blot til mig og strøg mit hår væk fra mit ansigt med blide fingre: "Du er sikker nu."


Sephie, opkaldt efter Underverdenens Dronning, Persephone, opdager hurtigt, hvordan hun er bestemt til at opfylde sin navnesøsters rolle. Adrik er Underverdenens Konge, bossen over alle bosser i den by, han styrer.

Hun var en tilsyneladende normal pige med et normalt job, indtil det hele ændrede sig en nat, da han trådte ind ad døren, og hendes liv ændrede sig brat. Nu befinder hun sig på den forkerte side af magtfulde mænd, men under beskyttelse af den mest magtfulde af dem alle.
Ægteskab ved Kontrakt med en Milliardær

Ægteskab ved Kontrakt med en Milliardær

1.8k Visninger · Afsluttet · oyindamola aduke
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville ende som fru Alexander Kane. Den kolde, gådefulde milliardær lægger knap nok mærke til nogen—endnu mindre mig. Men da hans bedstefars testamente kræver, at han gifter sig og får et barn inden for 18 måneder, bliver jeg hans uventede valg efter han har afvist dusinvis af andre kvinder.

Hvorfor mig? Det ved jeg ikke. Men jeg er fast besluttet på at få ham til at se mig som mere end bare en bekvem løsning.

Livet i hans verden er slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Under hans iskolde ydre gemmer der sig en mand, der er hjemsøgt af hemmeligheder—og jo tættere jeg kommer på ham, jo farligere føles det. Hvad der startede som en simpel aftale, er hurtigt ved at blive noget langt mere kompliceret. Nu risikerer jeg alt—inklusive mit hjerte.

Kan jeg smelte hjertet på en mand, der aldrig har troet på kærlighed, eller vil jeg være den, der ender knust og alene?
Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)

Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)

916 Visninger · Afsluttet · Anna Kendra
"Du ser ud til at have glemt, at du ikke gifter dig med en almindelig person, Alina. Du gifter dig med prinsen af alle vampyrer, så se at vågne op og skaf mig noget kaffe."
Alina Deluca lever et normalt liv oppe i det nordlige Californien. I det mindste er det, hvad hun får verden til at tro. Låst inde i hendes hypnotiserende smaragdgrønne øjne er rædsler, hun aldrig kunne tale om, selv hvis det kostede hende livet.
Erick Stayton, vampyrprinsen, er hendes mareridt. For hende var han ikke mere end en kold, brutal rovdyr, der tørstede efter hendes blod og tog alt fra hende under den traumatiske nat for fire år siden. Problemet er, at hun er bestemt til at blive hans brud.
Med al sin styrke forsøger hun at rette op på sit kaotiske liv, men hun bliver indblandet i en århundreder gammel fejde og en magtkamp af ubegribelige dimensioner. Mærkeligt nok finder hun sig selv forbundet med Erick på måder, hun aldrig havde troet muligt. Pludselig er intet, som det ser ud.
Er Erick det hjerteløse monster, Alina gør ham til? Vil en vampyrlov lavet for evigheder siden blive hele vampyrracens undergang? Vil hede lidenskaber blomstre i disse blodigste tider?
Gå Dybt

Gå Dybt

1.8k Visninger · I gang · Catherine K
Denne bog indeholder de mest pirrende erotiske noveller, du nogensinde har læst.
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.

Tror du, du kan håndtere disse historier?

En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Mine Mobbere Mine Elskere

Mine Mobbere Mine Elskere

2.4k Visninger · Afsluttet · Kylie McKeon
Efter at have været adskilt i årevis, troede Skylar, at hun endelig ville få sin tidligere bedste ven tilbage, da han skiftede til hendes gymnasium sammen med to andre drenge. Lidt vidste hun, hvor meget han havde ændret sig, og da hun forsøgte at komme tættere på ham, så de mobbere, der havde plaget hende i årevis, en mulighed for at ydmyge hende foran hele skolen.
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Glæden ved Hævn

Glæden ved Hævn

1.3k Visninger · Afsluttet · Sheila
Jeg vidste ikke, at den nat ville blive mit værste mareridt.

Det var mit tredje år i gymnasiet. Efter to år med mobning var jeg endelig blevet accepteret af mine klassekammerater. Jeg var endelig blomstret op til en kvinde, og nu ville alle være min ven. Men... så skete det.

Jeg vil aldrig glemme, hvad der skete med mig den nat.

Jeg vil aldrig glemme, at jeg ikke fik den retfærdighed, jeg fortjente.

Jeg vil have hævn. Jeg vil have dem døde...

Det samme vil mine tre elskere. Underbossene i Bloddisciplenes mafia.



Jeg vidste, at Xavier var forelsket i Joy i det øjeblik, han mødte hende. Men det forhindrede ikke mig eller Cristos i også at falde for hende.

"Jeg tvivler på, at et imperium vil falde sammen, fordi vi elsker den samme pige," sagde jeg. De Luca kiggede chokeret på mig.



"Stjæler I penge fra andre mennesker?" spurgte jeg, fuldstændig chokeret over hans afsløring. Jeg vidste, at Cristos var god med computere og kryptering, jeg vidste bare ikke, hvor langt det gik.

"Nogle gange. Nogle gange manipulerer vi, troller, stjæler inkriminerende beviser. Det sædvanlige."

"Vores falske ID'er... lavede du dem?" spurgte jeg. Jeg var imponeret, fordi de så så ægte ud. "Ud fra skærmene ligner det et callcenter. Hvordan kunne I have kapitalen? Sikkerheden til at arbejde uden at være bange for politiet?"

"Sebastian, Xavier og jeg blev født ind i denne slags liv. Siden vi var små, blev vi trænet til at arbejde som en enhed ligesom vores fædre. Mama Rose er ikke bare en simpel husmor. Hun er også en del af organisationen og sidder som en tredje højtstående embedsmand," forklarede Cristos. "Sebastian, Xavier og jeg er underbossene i Bloddisciplenes mafia, den herskende part på Vestkysten. Vores fædre er bossene, mens vores mødre og søstre er rådgivere. Vi er i træning til at blive bossene, når vores fædre går på pension. Sebastian har ansvaret for varer, havne og forretninger, mens Xavier håndterer affaldet. Jeg, derimod, har ansvaret for den virtuelle verden. Alt digitalt går gennem mig."



Efter at have forladt sin lille by får Joy Taylor en ny chance i livet og kærligheden, da hun møder tre flotte unge mænd på universitetet.

Nu er hun glad, succesfuld og forelsket i tre smukke mænd, der forguder hende. Det virker, som om der ikke er noget mere, hun kunne ønske sig. Hendes liv føltes komplet.

Men hun kunne aldrig give slip på smerten fra sin fortid. Især da hun opdager, at de fire drenge, der voldtog hende i deres tredje år i gymnasiet, har gjort det igen. Denne gang var den unge pige ikke så heldig. Hendes krop blev fundet flydende i en sø nær byen.

Nu er Joy tilbage i New Salem for at søge sin hævn.

Der er måske gået ti år, men hævn har ingen udløbsdato.

Desværre for Joy er tingene ikke altid, som de ser ud.

TW: Historien indeholder grafiske referencer til seksuelle overgreb og vold.

(Prologen er skrevet i tredje person; de følgende kapitler i første person.)
Uopnåelig Hende

Uopnåelig Hende

2k Visninger · Afsluttet · Aria Sinclair
Jeg giftede mig med en mand, der ikke elskede mig.
Da andre kvinder falsk anklagede mig, hjalp han mig ikke, men tog deres parti for at mobbe og såre mig...
Jeg blev dybt skuffet over ham og blev skilt fra ham!
Efter at være vendt tilbage til mine forældres hjem, bad min far mig om at arve milliarder i aktiver, og min mor og bedstemor forkælede mig, så jeg blev den lykkeligste kvinde i verden!
På dette tidspunkt fortrød den mand det. Han kom til mig, knælede og bad mig om at gifte mig med ham igen.
Så, fortæl mig, hvordan skal jeg straffe denne hjerteløse mand?
Hans Brændende Blik

Hans Brændende Blik

1.5k Visninger · Afsluttet · Annora Moorewyn
"Har du et kondom?"

"Nej, det har jeg ikke, men jeg behøver ikke kneppe dig for at få dig til at komme."

Min ryg mod hans bryst med den ene arm omkring min talje, masserende mit bryst, og den anden arm, der stiger op til min hals.

"Prøv ikke at lave nogen lyd," han gled sin hånd under elastikken på mine leggings.

Leah er en 25-årig, der blev adopteret. Efter skilsmissen blev hun involveret med tre forskellige mænd.

Denne nutidige, realistiske erotiske roman følger Leah, en nyligt fraskilt ung kvinde. Hun står ved en skillevej mellem sin fortid og en uforudset fremtid. Med et skub fra sin bedste veninde begiver hun sig ud på en styrkende rejse med selvopdagelse gennem udforskningen af sine seksuelle lyster. Mens hun navigerer i dette ukendte territorium, møder hun tre fængslende kærlighedsinteresser, som hver tilbyder et unikt perspektiv på lidenskab og intimitet. Midt i det flerperspektiviske drama af følelsesmæssige op- og nedture fører Leahs naive tendenser hende ind i flere uventede drejninger, som livet kaster i hendes retning. Med hver oplevelse afdækker hun kompleksiteten af intimitet, lidenskab og selvkærlighed, hvilket i sidste ende forvandler hendes syn på livet og omdefinerer hendes forståelse af lykke. Denne spændende og erotiske fortælling inviterer læserne til at reflektere over deres egne lyster og vigtigheden af selvaccept i en verden, der ofte pålægger begrænsende overbevisninger.
Skjult ægteskab

Skjult ægteskab

1.2k Visninger · Afsluttet · Aria Sinclair
Min stedmor er utrolig ondskabsfuld. Hun bedøvede faktisk min drink og sendte mig til en anden mands seng. Som om det ikke var slemt nok, ventede en gruppe journalister udenfor døren næste morgen...
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

442 Visninger · Afsluttet · INNOCENT MUTISO
Ariel Hovstad blev født med et svagt helbred og er hadet af sin familie. Lige siden fru Kathleen Hovstad fødte et sæt tvillinger, Ariel og Ivy Hovstad, har hun været sengeliggende. Hun tror, det er fordi Ariel bringer uheld, da hendes helbred forværres hver gang hun er i nærheden af hende. Derfor, bange for at blive ramt af mere uheld, beordrer fru Kathleen sin mand, hr. Henry Hovstad, til at skille sig af med Ariel, da hun er tre år gammel.

Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)

Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-

Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?

En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?

Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.

En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"

Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"